DR's vagthund kritiserer dokumentar om udsatte børn

På en række punkter kritiserer DR's seerredaktør, Jacob Mollerup, udsendelserne "Kæft, trit og flere knus" om livet på et behandlingshjem i Ringkøbing. DR's ledelse er delvis enig i kritikken. Foto: Kristian Juul Pedersen

På en række punkter kritiserer DRs seerredaktør, Jacob Mollerup, udsendelserne Kæft, trit og flere knus om livet på et behandlingshjem i Ringkøbing. DRs ledelse er delvis enig i kritikken

Hård kritik af DR-udsendelserne Kæft, trit og flere knus om det kontroversielle behandlingssted Schuberts Minde i Vestjylland får nu DRs egen seer- og lytterredaktør, Jacob Mollerup, til at gå ind i sagen. I et debatindlæg i dagens avis skriver han blandt andet, at DR endte med at forsømme debatten og svigte den kritiske distance til stedets metoder.

LÆS OGSÅ:
Ukritisk tv om kæft og trit. DR skylder debat om hård pædagogik

Blandt andre Børnerådet, Socialpædagogernes Etiske Udvalg og en række bekymrede seere har kritiseret forholdene på Schuberts Minde, og at de tilmed bliver vist på tv. Og i en kronik her i avisen i sidste uge skrev en række psykologer, at brugen af magt på Schuberts Minde er direkte ulovlig.

Jacob Mollerup tvivler på, at de medvirkende børn og unge har kunnet overskue konsekvenser af deres deltagelse i programmerne. Han mener derfor, at DR bør undlade at genudsende programmerne, hvis de medvirkende på et tidspunkt skulle fortryde.

Alle vil gerne hævde, at de er på børnenes side. Hvem der var det i DRs lange serie fra Schuberts Minde står stadig og blafrer i Vestenvinden, skriver Mollerup, der er ansat af DRs bestyrelse og derfor er uafhængig af DRs direktion.

Selve spørgsmålet om ulovligheder og om hvorvidt DR viser overgreb mod børn i bedste sendetid, sådan som psykolgerne skrev i kronikken, vil Jacob Mollerup ikke gå ind i. Men han medgiver, at man med en anden journalistisk metode kunne have fremstillet Schuberts Minde i et helt andet lys.

Man kunne have lavet en meget kritisk udsendelse om Schuberts Mindes metoder. Præsenteret med brask og bram i den bedste sendetid ville den sikkert have givet meget debat.

I DRs ledelse er det også tid til eftertanke. I går holdt DR et møde med blandt andet kritikken af Schuberts Minde-programmerne på dagsordenen, og den programansvarlige redaktør i DR Danmark, Søren Juul Baunsgaard, støtter Jacob Mollerups kritik om, at DR har forsømt debatten.

DR kunne sagtens have spillet en større rolle i at skabe debat ved at tage det op i debat- og nyhedsprogrammer, siger han og tilføjer, at der er redaktioner i gang med at kigge på muligheden for det.

Til gengæld er han uenig i, at fremstillingen af behandlingsstedet er for ukritisk.

Det her er en grunddisciplin i dokumentarisme. Vi bringer det faktuelle frem og stiller alle de kritiske spørgsmål undervejs, siger han og oplyser desuden, at der ikke er planer om at genudsende programmerne, når de medvirkende børn er blevet ældre.

Der skal ikke rippes op i en fjern fortid.

Medieforsker Michael Bruun Anders fra Roskilde Universitet mener også, at DR burde have fulgt programmerne op med en diskussionen blandt fagfolk af behandlingsmetoderne.

Når det er kontroversielt, som det her, vil det for balancens skyld være en god idé med en opfølgning, siger han og tilføjer:

Det her viser, at det ofte er journalisternes vinkel, der producerer forargelsen. Det afhænger af, om man vælger en beskrivende eller diskuterende vinkel. Ikke alt behøver at være kritisk.