DR-programmer kan skræmme depressive patienter væk fra medicin

DR-programmerne "Pillens mørke skygge" og "Danmark på piller" giver et misvisende billede af antidepressiv medicin, mener flere kritikere

Programmer om voldsomme bivirkninger ved antidepressiv medicin kører på alle DRs sendeflader. Men dækningen afsporer debatten om behandling af depressive og kan i værste fald koste liv, frygter psykiatere

Jeg sad og tænkte: Hvorfor. Og hvorfor hun skulle have chancen for det. Hvorfor skulle det reb hænge i det træ?. Sådan starter en mandsstemme med at fortælle om sin kones selvmord i DR 1s dokumentarprogram Pillens mørke skygge kogt sammen med dramatisk musik og voldsomme klip.

Programmet handler ligesom dokumentarprogrammet Danmark på piller, som DR 2 har vist om brug af antidepressiv medicin. Med en massiv dækning på radio, i TV-Avisen og på DRs hjemmeside lyder det i DR-programmerne: Antidepressiv medicin er farlig, har voldsomme bivirkninger og kan i værste fald føre til selvmord eller drab på andre.

Men denne vinkling er udtryk for en voldsom skræmmekampagne og kan i værste fald betyde flere selvmord, mener psykiatere.

Det er min frygt, at man kan skræmme patienter væk fra behandling, selvom de har brug for den. I værste fald kan man risikere fatale konsekvenser som selvmord og selvmordsforsøg eller fuldstændig smadrede liv i form af ubehandlede depressioner, siger overlæge og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Thomas Middelboe.

LÆS OGSÅ:Hvordan ser kirken på depression?

Han synes, det er godt, at DR retter et kritisk blik mod antallet af diagnoser. Men ifølge Thomas Middelboe er kritikken af medicinen meget ensidig, og han finder det problematisk, at fokus kun er på de sjældne, alvorlige bivirkninger.

Det samme mener overlæge og professor i psykiatri Poul Videbech. Han blev interviewet til DRs program, men klippet ud af det, og finder det kritisabelt, at psykiaterne slet ikke bliver hørt i programmet Danmark på piller, der handler om det, psykiaterne ved noget om, nemlig antidepressiv medicin.

Det gør mig ondt, at vi ikke får den debat, vi har brug for, og rigtig mange mennesker med depression føler sig trådt på og brændemærket. Jeg synes, det er ulækkert at sparke på mennesker, der ligger ned, siger Poul Videbech og fortsætter:

I stedet skal vi tage debatten om, hvilken hjælp folk har brug for, og hvilken kombination af behandlinger vi skal bruge.

Samtidig synes han, at DR har spoleret debatten, der i hans øjne nu ender med kun at handle om, hvorvidt man skal tage antidepressiv medicin eller ej. Det er direktør i Psykiatrifonden Vibe Klarup Voetmann enig med ham i.

Det er fint at diskutere, om der er for ensidig brug af medicin og for få terapiforløb. Det handler ikke om at være for eller imod piller, for det vigtigste er at diskutere, om folk bliver raske af deres behandling, siger Vibe Klarup Voetmann.

I Psykiatrifondens telefonrådgivning møder de samtidig et andet problem, når sådanne programmer kommer.

Vi får henvendelser i vores telefonrådgivning, hver gang der er den type diskussioner, for det vækker uro hos de folk, der har brug for deres medicin for at kunne stå op om morgenen, siger Vibe Klarup Voetmann.

Men fokus på patienternes tarv har også været det vigtigste hos DR, mener kanalchef på DR2 Michael Thouber. I udsendelsen Danmark på piller nævnes det, at hvis man er svært deprimeret, kan antidepressiv medicin være en hjælp, ligesom man skal tale med sin læge, før man stopper med eventuel medicin.

Han medgiver, at de måske kunne have sagt det mere tydeligt, hvilket er taget med til efterkritikken. Men debatten om DRs historiefortælling er slet ikke den vigtigste, mener Michael Thouber.

Jeg er ked af, at debatten handler om, at historien er afsporet. Jeg køber ikke, at vi bevidst har udeladt synspunkter, fordi det ikke passer i vores program. Det er heller ikke det væsentligste i debatten, det væsentligste er patienternes tarv, og hvis rigtig mange danskere fejlagtigt er på antidepressiv medicin, må det være det væsentligste at diskutere, siger Michael Thouber.