Dikterer tidsånden mediernes etik?

MED AFSTEMNING De danske medier beskæftiger sig i dag i højere grad med store afsløringer, personsager og hurtig journalistik på nettet. Pressenævnets formand ser nye tendenser i klagesagerne, der kan forklares med en hårdere konkurrence medierne imellem.

Oplysning til borgerne om samfundet.

Sådan vil man måske nok beskrive mediernes opgave og eksistensberettigelse, men ej heller journalister og redaktører kan leve af skulderklap, vindfrikadeller og ren samvittighed.

Langt de fleste medier er private virksomheder, der skal tjene penge på at få læsere, lyttere og seere, så de kan tiltrække annoncører. Og i kampen om opmærksomheden går medierne nogle gange over stregen.

LÆS OGSÅ: Danskerne stoler mindre på medierne

Det viser Pressenævnets årsberetning 2011, der for nylig blev offentliggjort.

Heri kan man blandt andet læse om BT, der skrev om en politikers fusk med boligstøtte fra Folketinget efter at avisen selv havde rejst sagen hos Frederiksberg Kommune, og selvom avisen på udgivelsestidspunktet let kunne have fået at vide, at historien ikke holdt vand.

Pressenævnet udtalte alvorlig kritik af den pågældende artikel, der er én af i alt 157 sager indbragt for nævnet i det forgangne år.

Det ser ud af færre end tidligere, men da nævnet er begyndt at slå flere sager sammen til én, er der i virkeligheden tale om en lille stigning, forklarer Pressenævnets formand, højesteretsdommer Jytte Scharling. Hun ser om ikke et generelt skred i den journalistiske etik så nogle nye tendenser, der i høj grad kan forklares med en hårdere konkurrence medierne imellem.

Ud fra typen af klager er det min fornemmelse, at der er en udvikling i retning af mere fokus på undersøgende journalistik i medierne. Altså længere artikelserier eller tv-programmer som DRs Kontant og Operation X på TV 2, som går mere i dybden med enkeltstående sager. De giver en type klager, hvor især konkrete virksomheder og organisationer har været genstand for kritisk omtale og så klager til Pressenævnet, forklarer hun og nævner i den forbindelse også brugen af skjulte lyd- og billedoptagelser som hyppigere anvendte metoder.

En anden tendens i mediernes interne konkurrence er kapløbet om at komme først med det nyeste nye gennem nyhedsudsendelser, der hele døgnet sendes på TV 2 News og DR Update, beskeder på mobiltelefoner eller på mediernes hjemmesider på nettet.

Hastigheden i produktionen af journalistik er med til, at man ikke lige får undersøgt en sag godt nok eller rettet henvendelse til den person eller organisation, man skriver negativt om, siger Jytte Scharling og bakkes op af lektor i journalistik ved Roskilde Universitet, RUC, Michael Bruun Andersen.

Journalistikken ændrer sig hele tiden og har altid gjort det. Det er den grundlæggende præmis. Det er dog gået særlig stærkt i de senere år, fordi vi har fået de nye medieplatforme, og det har i denne sammenhæng især betydning, at netjournalistikken går endnu hurtigere, end vi har set tidligere. Hastigheden i produktionen kan afføde kvalitetsproblemer eksempelvis i spørgsmålet om mængden af kilder i en artikel, og om man kommer hele vejen rundt om sagen, siger han.

Spørgsmålet er så, om mediebrugerne virkelig vil have den hurtige journalistik, der nogle gange laves på bekostning af etikken, eller om behovet er skabt af en mediebranche, der i konkurrencens navn pisker en stemning op. Michael Bruun Andersen peger på medierne. Og ligeså gør Kurt Strand, der er journalist, forfatter og medlem af etik.dks etikpanel.
|
Det ville af og til være klædeligt for medierne at sige, at det ikke er hurtigheden, der skal være afgørende og dikterende. Og jeg oplever ikke hurtigheden som et krav fra forbrugerne. Det er en selvskabt medieting, at det er godt at være hurtig. Når det kommer til hurtighed, er de fleste forbrugere ligeglade med, hvor hurtigt de får nyhederne. Om det er to minutter før eller senere, siger han.

Samtidig peger Kurt Strand på en anden konsekvens af mediernes generelle interne konkurrence og den hastighed, der præger mediebilledet i dag.

Den helt afgørende forandring i medieetikken er, at personsager fylder mere i den politiske journalistik end for få år tilbage. Noget af forklaringen er, at personsager er nemmere at håndtere og hurtigere at producere end en substantiel artikel om for eksempel ungdomsarbejdsløshed. Ekstra Bladet og BT har altid sat personsager på dagsordenen, og for få år siden var de de eneste. Men det har ændret sig i dag. Både Ekstra Bladet og BTs oplag er faldet, men deres gennemslagskraft er steget, fordi historierne i større grad end tidligere bliver citeret af andre medier, siger han med henvisning til sager som eksempelvis den nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag, tidligere udenrigsminister Lene Espersens (K) ferie eller netop politisk ordfører Ellen Trane Nørbys (V) førnævnte boligsag.

Resultatet af den nogle gange lidt for hurtige og friske journalistik er altså dels sager, der indbringes for Pressenævnet og kan føre kritik med sig, og dels almindelig tab af troværdighed.

Kommunikationsbureauet Burson-Marsteller fik ifølge nyhedsbureauet Ritzau for nylig foretaget en undersøgelse af analyseinstituttet YouGov blandt 1009 danskere i alderen 18-74 år, der viste, at færre end hver tredje dansker mener, at man kan regne med det, der står i medierne. I bunden af listen over mediernes troværdighed fandt man formiddagsaviserne Ekstra Bladet og BT.

Det er dog ikke nødvendigvis et problem for samfundet eller det danske medielandskab som sådan, mener lektor Michael Bruun Andersen. Konkurrence, forskellighed og flere bud på sandheden er sundt for at få et varieret mediebillede.

Vi ved, at det ikke står særlig godt til med troværdigheden for medierne, men man skal samtidig holde sig for øje, at eksempelvis Ekstra Bladet i høj grad bare har en anden slags troværdighed end eksempelvis Kristeligt Dagblad. Og når læserne læser Ekstra Bladet er det med en forståelse af, at avisen laver provokerende og hårdt viklet journalistik. På den måde er det også klart for både læserne og formiddagsaviserne selv, at man ikke på én gang kan bevæge sig på kanten og samtidig have samme troværdighed som andre medier. Formiddagsaviserne kører tingene anderledes, og det ved læserne godt det er derfor, de køber dem, siger han og tilføjer:

Man skal også være klar over, at langt de fleste medier er markedsmedier, der ikke kan eksistere, hvis de ikke sælger deres produkter. Derfor bliver de også nødt til at justere deres produkter efter, hvordan markedet ser ud, og hvad publikum vil have. Det er uundgåeligt. Men det store kunststykke er at forene den kommercielle værdi af et medie og den offentlige værdi for samfundet som helhed, der også betyder, at vi gennem skatten giver pressestøtte.

Sikker balancegang eller ej i den danske mediebranche, så er den presseetiske situation herhjemme bedre end i mange andre lande, mener Kurt Strand. Det skal dog ikke få den danske presse eller debatten til at hvile på laurbærrene.

Medieetikken er relativt høj i forhold til lande tæt på os. Storbritannien bliver tit brugt som skræmmebillede på medieetik. Med mit kendskab til svenske og norske medier, oplever jeg også, at de går tættere på, end vi gør herhjemme. Vi har en relativt høj standard, men der er stadig ting, vi må og skal diskutere, siger han.