Det handler om at opføre sig ordentligt

Der skrives rigtig meget fremragende journalistik i Danmark, men det får sværere og sværere vilkår på grund af øget kommercialisering og stigende pres om at komme først med nyhederne, siger Lasse Jensen. – Foto: Leif Tuxen.

Journalist Lasse Jensen, prisbelønnet for sit radioprogram Mennesker og Medier, kritiserer medierne for overdramatisering, og det går ud over etikken

Engang var det et grundlæggende journalistisk princip ikke at offentliggøre noget, før man var sikker på, at historien indeholdt de fem grundsøjler: hvem, hvad, hvor, hvordan og hvorfor. Sådan er det ikke længere. Og det har Lasse Jensen et par aktuelle eksempler på.

TV-Avisen havde i sidste uge som tophistorie i udsendelsen klokken 18.30 en nyhed om, at to politibetjente var blevet skudt på Nørrebro. Indslaget satte straks gang i spekulationer om, at det nok havde noget at gøre med den verserende bandekrig i den københavnsk bydel.

Senere i udsendelsen kunne den udsendte reporter fortælle, at der var tale om en ulykkelig hændelse i forbindelse med en tvangsindlæggelse. En psykisk syg Bosnien-veteran var gået til angreb med en sabel på to betjente, som derefter havde trukket våben og skudt og dræbt ham.

Kald det etik eller almindelig journalistisk ordentlighed. For få år siden var den historie ikke blev bragt ud til offentligheden, før man havde fundet ud af, hvad der var sket. Her blev en fjer til fem høns. Det er ikke det eneste eksempel, men det mest grelle. Der er sket et skred, som hænger sammen med, at man i dag skal være først med nyheden på internettet, på tv og så videre. Der er en tendens til overdramatisering, siger Lasse Jensen.

Endnu et eksempel var, da et tyrkisk fly for nylig styrtede ned i Amsterdam. Her forlød det i første omgang, at der måske var danskere om bord på flyet. Det viste sig ikke at passe.

Var det nu nødvendigt at viderebringe det rygte? Nu sad der måske nogle danskere og frygtede, om det var en af deres kære, der var omkommet. Hvad var formålet andet end at sige: Vi kan noget, de andre ikke kan, vi skal være først! Når jeg snakker med unge kolleger, klager de over det, der kaldes for web first-princippet. Hvis du har en historie, skal den bare ud på nettet nu og helst for 20 sekunder siden. Det har betydet en grundlæggende ændring i måden at arbejde på. Det kunne være interessant at få undersøgt, hvad det gør ved vores tillid til medierne.

Journalist Lasse Jensen, 62 år, har siden 2001 bestyret Mennesker og Medier på P1, hvor han hver fredag retter et kritisk lys på den såkaldte fjerde statsmagt medierne. Programmet har det seneste år blandt andet budt på Remee fra X Factor og emner som gratisaviser, anmeldermagt, meningsmålinger og mediebilledet i Kina og trækker 61.000 lyttere om fredagen og 67.000 til genudsendelsen lørdag. Den Danske Publicistklub belønnede for nylig Lasse Jensen med Publicistprisen for hans markante indsats i den danske medieverden. Om opmærksomheden siger han:

Der er ingen tvivl om, at der er interesse for medier, og at den er stigende. Det er lykkedes at få programmet ind i en stil, så det rammer virkelig godt de fleste gange. Måske hænger det sammen med, at jeg tillader mig nogle ting. Jeg er en virkelig forkælet mand med eget lille firma og et program, hvor jeg næsten gør, hvad jeg vil. Jeg har ansvar, men også nogle legemuligheder, siger Lasse Jensen.

Han møder op i Store Kongensgade i det indre København med favnen fuld af avisen. Han tager elevatoren op til fjerde sal på dagbladet Informations redaktion, hvor hans firma, Jensen & Kompagni, har kontor.

Indenfor fortæller væggene om hans 44 år lange karriere som journalist. I glas og ramme hænger pressekort med pasfoto af en både yngre og mere moden udgave af Lasse Jensen og akkrediteringer til storpolitiske pressemøder som det med Ronald Regan og Gorbatjov i Washington i 1987. Et fotografi af tidligere statsminister Poul Schlüter og Lasse Jensen. Satiriske tegninger med samme Jensen som offer. En billet til en Bob Dylan-koncert. Og en stor plakat fra hans film Jesus Christ Airlines fra 2001 om luftbroen under krigen i Biafra, der samler trådene fra dengang, han som 22-årig var af sted på sin første opgave som krigskorrespondent.

Jeg var en bonderøv fra Fredericia, i mesterlære som journalist på Middelfart Venstreblad, og pludselig stod jeg midt i en krig i Vestafrika. Jeg var der et halvt år og husker det lysende klart. Det var en kæmpestor journalistisk opgave og en følelsesmæssigt meget intens oplevelse, siger Lasse Jensen.

Hans arbejdsdag begynder tidligt med, at han går på nettet og læser Ekstra Bladet, New York Times og The Guardian samt på papir Information og Berlingske Tidende. Ankommet til kontoret, der er indrettet med to skriveborde, det ene til hans deltidsresearcher, og diverse computere, printere, telefoner, båndoptagere og mikrofoner, læser han videre i Jyllands-Posten, B.T., Politiken, Kristeligt Dagblad, Børsen og gratisaviserne. Og så skal der lige laves kaffe.

Det er mit job at følge med. Jeg kigger efter klassiske modsætninger. Hvorfor vinkler de en artikel, som de gør? Hvorfor prioriterer de stoffet, som de gør? Det er en konstant vurdering. Jeg ved, hvilke aviser jeg skal kigge efter hvad i. Hvis jeg er interesseret i udenrigspolitik, læser jeg ikke Ekstra Bladet og B.T. I finanskrisetider begynder man at fokusere på økonomi, og så er det Berlingske Tidende og Børsen, jeg kigger i. Så er der aviser, jeg lægger til side og læser, når jeg har tid, som Information og Kristeligt Dagblad, hvor en del af succesen er, at de ikke er så nyhedsorienterede. De kan sagtens læses tre dage senere, men så kan man ende med en alvorlig bunke aviser op til weekenden, siger han med et grin.

Programmet Mennesker og Medier planlægges løbende i samarbejde med researcheren, og i løbet af ugen er programmets faste punkter på plads: En debat og ugens gæst i dag chefredaktør Erik Rasmussen, Mandag Morgen, som kan fejre 50-års-jubilæum i mediebranchen. Dertil kommer en kommentar og et mindre journalistisk indslag.

Det er ikke et nyhedsprogram, og det er ikke dags- eller ugeaktuelt, men tidsaktuelt, hvad jeg synes er interessant. Jeg tror ikke, at P1s lyttere er nyhedsnarkomaner. Det er en sygdom i journalistik, at alt skal være nyt, og hvis der ikke er noget, får det bare en ny vinkel. Så kan den samme historie køre rundt i medierne hele tiden.

Da Mennesker og Medier startede for otte år siden, var vi næsten alene på banen. Dengang var mediekritik forbeholdt medieforskere, og dem var der ingen, der hørte efter. I dag skal man virkelig anstrenge sig for at finde en ny vinkel, som da Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Dagbog fra midten om Ny Alliances storhed og fald havde premiere. Aviserne, Deadline på DR 2, TV 2 News med flere var fyldte med den film. Det betyder, at vi skal undgå at lave den samme historie. Vi må vride hjernen mere end før, og det er en klassisk journalistisk udfordring. I dette tilfælde valgte vi at beskrive, hvordan det er at komme i hænderne på Christoffer Guldbrandsen og havde to af Guldbrandsens filmhovedpersoner, Mogens Lykketoft (S) og Naser Khader (K), i studiet. Det var ikke en ny vinkel, det var en ny historie.

Når medier i dag i udpræget grad beskæftiger sig med historier fra deres egen verden, er det ifølge Lasse Jensen ikke udtryk for, at man er blevet mere selvkritisk.

Det handler snarere om en erkendelse af, at medierne spiller en større og større rolle. Det, danskerne bruger mest tid på udover at arbejde og sove, er medier. Tv og radio prioriteres højt, aviser knap så højt, så derfor er det sjovt, at medierne i mange år har negligeret det. Når mediekritik er vigtigt, er det, fordi medierne er med til at sætte dagsordenen hver eneste dag. De er med til at påvirke vores holdninger, politikernes adfærd og så videre. Vi holder os ikke tilbage for kritisk journalistik over for andre magthavere selvfølgelig skal vi også kigge på os selv. Det er ikke navlepilleri, det er nødvendigt, siger Lasse Jensen.

Et er mediekritik, noget andet er medieetik. Hvordan definerer han det begreb?

Medieetik handler om at opføre sig ordentligt. Og at der er en samling nedskrevne regler, retningslinjer for god presseskik, som i gamle dage var vejledende, men som man i dag kan blive straffet for at overtræde. Som journalist skal man prøve at være fair, man beskæftiger sig ikke med selvmord, medmindre det er helt nødvendigt at gøre det, og når man samler oplysninger, er man varsom med at bruge mikrofon og kamera under dække.

Jeg synes også, at medieetik er at være sig sin rolle bevidst. At man ikke ubevidst eller uforvarende kommer til at puste til konflikter. Hvorfor skriver vi for eksempel, at en politiker er muslim, og ikke noget, hvis han eller hun er protestant eller katolik? Vi er stadig i en vanskelig integrationsproces, og hvis man så pludselig bliver sumpet ind i en bestemt måde at skrive om indvandrergrupper på, kan man være med til at puste til ilden.

Med til god medieetik hører bevidstheden om, at ingen af os objektivt beskriver en virkelighed. Ikke engang dækningen af en fodboldkamp er objektiv. Jeg giver ikke meget for den der opfattelse med, at jeg er journalist, jeg beskriver bare virkeligheden underforstået: derfor har jeg ikke noget ansvar. Men det har man! Jeg synes, at den mest spændende journalistik er dér, hvor man ved, hvor journalisten selv er. Når man læser noget, hvor journalisten er engageret, skriver på en bestemt måde og ikke lægger skjul på det, bliver man bedre informeret, end hvis man lader som om, det er den rene, skinbarlige sandhed. Intet journalistisk er sandhed. Det er mikset, redigeret og så videre. Og på fjernsyn: Hvor skal kameraet stå? Hvilken brændvidde? Nedefra eller ovenfra? Hver eneste beslutning, du træffer, er en form for manipulation og i hvert fald redigering af virkeligheden.

Lasse Jensen vil ikke lyde som en gammel mand, der sidder og klynker over, at alting var bedre i gamle dage før fjernsynet og internettet, og hvor aviserne skrev om politik, ildebrand, bryllupper og begravelser og slet ikke om erhvervslivet og medierne. Han hilser det ændrede billede med mange forskellige medier velkommen, men peger på det problematiske i den øgede kommercialisering som for eksempel den intensive dækning af de kongeliges gøren og laden.

Når jeg taler med yngre mediechefer, oplever jeg stigende fokus på, hvad læserne vil have. En del af aviskrisen kan skyldes, at medierne ikke har tilpasset sig segmenterne. Men skal vi nu til at vurdere journalistik efter, hvad vi tror sælger? Det gamle journalistiske princip om at give læserne det, de ikke vidste, de gerne ville have, er vel sundt?

Tilbage til Mennesker og Medier og arbejdet med at få stablet program nummer 415 på benene.

Kun momentant kan jeg blive træt af medier. Området er blevet større og større, og alene det at følge med i, hvad der sker på internettet, kræver temmelig meget. Men jeg har fundet min niche, og det har jeg det rigtig fedt med, siger Lasse Jensen og læser højt fra et citat, han har hængende på sin opslagstavle: Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt.

remar@kristeligt-dagblad.dk