Den, som betaler for musikken

Forfatteren Bent Jensen erkendte i Deadline på DR2 onsdag aften, at historievidenskaben ikke er fuldt ud objektiv - og det har den til fælles med journalistikken, skriver dagens mediekommentator

UGENS SUVERÆNT MEST OMTALTE udgivelse er koldkrigshistorikeren Bent Jensens tobindsværk Ulve, får og vogtere om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik under den kolde krig 1945-1991.

Anmelderne på Morgenavisen Jyllands-Posten, Berlingske, Information og Politiken deler sig på bedste Viggo Hørup-vis efter anskuelser, mens Kristeligt Dagblads Henrik Hoffmann-Hansen synes at have placeret sig på nogenlunde neutral grund med sin anmeldelse.

I DEADLINE PÅ DR 2 onsdag aften var Bent Jensen inviteret til at svare på kritikken og argumentere for sine konklusioner om 1980ernes såkaldte fodnotepolitik, hvor Danmark sagde nej til at støtte Natos atomraketter i Vesteuropa.

Betydningen af fodnoterne, som Socialdemokraterne, SF og De Radikale tvang Schlüter-regeringen til at acceptere, har tidligere været diskuteret i adskillige bøger og forskningsrapporter.

LÆS OGSÅ: Politisk forligsteater i TV-avisen

Så hvad nyt er der egentlig at tilføje, blev Bent Jensen spurgt. Han forklarede, at han med adgang til blandt andet Udenrigsministeriets arkiv kunne se, hvordan Danmarks vigtigste allierede sagde, at man ikke kunne regne med forstærkninger i tilfælde af et sovjetisk angreb. Dermed blev det klart, at fodnotepolitikken modsat konklusionen fra Dansk Institut for Internationale Studier i 2005 havde betydning for Danmarks Nato-medlemskab.

Hvad der er baseret på kendsgerninger, og hvad der er Bent Jensens egne tolkninger, fremstod ikke særlig klart i det kvarterlange interview onsdag aften. Dertil var tiden for kort; mest interessant blev derfor den nok så vigtige diskussion om subjektivitet kontra objektivitet.

Og det var på mange måder befriende at høre Bent Jensen slå fast, at der er ikke noget, der hedder objektiv historie. Historieskriveren er afhængig af adgang til de nødvendige kilder, og fordi adskillige dokumenter fra koldkrigstiden fortsat er klassificerede, er der lang vej til noget, der bare nærmer sig en sandhed.

Med det ufrivillige fravalg af kilder plus efterfølgende tolkning bliver resultatet uundgåeligt subjektivt. Dermed adskiller historieskrivning sig ikke nævneværdigt fra journalistik, som også bliver til på grundlag af tilvalg, fravalg og tolkninger.

For såvel en historiker som en journalist gælder, at kilderne skal behandles ordentligt, og at det tilgængelige materiale tolkes så redeligt som muligt.

Begge skal efterleve det meget fine princip, som Erhard Jakobsen i sin tid som socialdemokratisk radiorådsmedlem fik indført i Danmarks Radio: fairness.

Om Bent Jensen er fair, afhænger som antydet af øjnene, der bedømmer. Og han slipper næppe af med sit koldkriger-image, der blandt andet udspringer af finansieringen af Ulve, får og vogtere; nemlig 10 millioner finanslovskroner, som Dansk Folkeparti sikrede med det helt åbenlyse formål at få revideret konklusionerne i 2005-udredningen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

Dansk Folkeparti har i relation til DRs licenskroner uden omsvøb udtrykt, at den, som betaler musikken, bestemmer også, hvad der skal spilles.

Interessant, om samme princip gælder for koldkrigsforskningen?