Da Jyllands-Posten skulle vise muskler

Det blev tegnerne, der måtte lægge krop til, da Jyllands-Posten ville kæmpe for ytringsfriheden. Her har en af de 12 tegnere, Lars, tegnet sig selv i hænderne på Jyllands-Posten som stærk mand i Cirkus Ytringsfriheden. -- Tegning: Lars.

Da Jyllands-Posten i ytringsfrihedens navn ville bringe tegninger af Muhammed, blev tegneren Lars så irriteret, at han ville provokere avisen selv. Men ude i verden blev der ikke skelnet mellem tegningerne, og Lars måtte gå i skjul med sin familie. I dag lever han stadig med dødstrusler fra islamiske fundamentalister, men er også skuffet over Jyllands-Posten, som i Lars' øjne har slået plat på de danske tegnere

"Morgenavisen Jyllands-Posten står på ytringsfrihedens side. Vi vil derfor gerne invitere dig til at tegne Mohammed, som du ser ham."

I Lars' hjørne af den store tegnestue hænger tegninger og billeder skulder ved skulder, fra gulv til loft. Men brevet fra Flemming Rose, kulturredaktør ved Morgenavisen Jyllands-Posten, har fået ekstra plads og sit eget hjørne af opslagstavlen.

Det kortfattede brev blev den 19. september 2005 sendt ud til de godt 40 medlemmer af Danske Bladtegnere. Forud var gået en uge, hvor medierne havde beskrevet forfatteren Kåre Bluitgens problemer med at finde en tegner, der turde illustrere en bog om muslimernes profet, Muhammed.

12 tegnere accepterede invitationen. Tre fra Jyllands-Posten og ni freelancere, deriblandt Lars.

Sit efternavn vil han ikke have i avisen, ligesom han ikke vil fotograferes. "Så har de da det besvær", som det tørt lyder fra den københavnske tegner om de rabiate kræfter, der har udlovet en dusør på tegnernes hoveder. Men ellers vil han gerne fortælle, hvordan hans liv ændrede sig, da en kuvert fra Jyllands-Posten i september sidste år dumpede ind af brevsprækken.

– Først tror jeg, at de vil tilbyde mig tre måneders abonnement. Men da jeg læser brevet, bliver jeg vred. Også fordi det er Jyllands-Posten, som ofte er talerør for de mest reaktionære kræfter i forhold til racisme og religiøse mindretal. Måske ikke i journalistikken, men i læserbreve og kommentarer, lyder det fra Lars, der både herhjemme, men også fra en opvækst i Frankrig, har flere bekendte med muslimsk baggrund og derfor kender til islams billedforbud, som han ikke ser nogen grund til at overtræde for at provokere.

Derfor vælger han først at ignorere invitationen ligesom sine kolleger på tegnestuen, der har fået det samme brev og har den samme modstand mod Jyllands-Postens idé.

– Men jeg er irriteret og tænker, at så let skal de ikke slippe. Så får jeg den her ide at lave en practical joke med dem. Jeg vil ikke tegne en profet, jeg ikke kender. Men jeg vil tegne en af de Muhammed'er, jeg kender, nemlig en dreng, der hedder Muhammed, siger Lars.

Ved sit arbejdsbord tegner Lars en sorthåret dreng, der på en skoletavle har skrevet en sætning med arabiske bogstaver: "Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører".

– Teksten laver jeg med en iransk kammerat, så det er farsi, skrevet i arabiske bogstaver. Jeg sender tegningen ind og tænker ved mig selv, at Jyllands-Posten, Danmarks internationale avis, nok vil bringe den uden at have læst teksten. Men da tegningerne ikke kommer i avisen i weekenden, som avisen har sagt, tænker jeg, at de ikke har fået tegninger nok. Det ærgrer mig, for jeg synes, at min tegning er ret morsom, siger Lars.

Men Jyllands-Posten bringer tegningerne. Fredag den 30. september 2005 er side tre i tillægget KulturWeekend prydet af de 12 tegninger og en kommentar, hvor Flemming Rose slår fast, at særlige hensyn til religiøse følelser er "uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse".

Lars er ikke er enig i kommentaren, men er alligevel tilfreds, da han ser den færdige avisside.

– Siden viser, at bladtegnere ikke hører, hvad der bliver sagt, men har deres egen satiriske dagsorden. De fleste tegnere forholder sig satirisk til Jyllands-Posten, til selve projektet eller til Kåre Bluitgen. Den med bomben i turbanen bryder jeg mig ikke om, også fordi den muslimske trosbekendelse er skrevet i turbanen. Men ellers mener jeg ikke, at tegningerne berettiger nogen særlig voldsom reaktion, lyder det fra Lars.

På hans computer er der lige poppet en mail op fra en ven i USA. En kort besked om, at det amerikanske magasin Harpers i sit nyeste nummer bringer de 12 tegninger, suppleret med en kommentar af den verdensberømte tegner Art Spiegelman, der anmelder hver enkelt tegnings farlighed efter en skala fra nul til fire bomber.

Lars' tegning får som den eneste nul bomber med den begrundelse, at tegneren netop ikke provokerer muslimerne. I stedet foreslås det, at der gives en million dollar til den skole, hvor drengen på tegningen går. At de 12 tegninger på den måde skulle føre til en global debat, havde Lars aldrig troet.

– Der kommer jo ikke de store reaktioner lige med det samme. En af de første henvendelser er faktisk fra Kristeligt Dagblad, der har fået teksten på min tegning oversat. På det tidspunkt har jeg det stadig godt med min måde at løse opgaven på, så det vil jeg gerne fortælle om. Og nogle dage senere citeres på forsiden af den franske avis Le Monde. Jeg har boet i Frankrig og synes, at det er morsomt. Jeg har egentligt en meget positiv indstilling til at diskutere min tegning, siger Lars.

Men kort efter Kristeligt Dagblads henvendelse sker der noget. Fredag den 14. oktober spiser Lars frokost med et par venner. Nogle timer senere skal han mødes med sin familie for at deltage i kulturnatten i de københavnske gader. Så ringer mobilen. I den anden ende er en venlig, men bestemt mand. Han fortæller, at han ringer fra Århus.

– Han er fra PET, Politiets Efterretningstjeneste. Jeg tænker, at PET da ikke holder til i Århus og at det må være en joke. Men så kan jeg høre, at det er alvor. Det er en ordre, det er højeste alarmberedskab, og der er en konkret trussel mod mig og min familie. Jeg siger, "lad os nu se", men får at vide, at der ikke er noget med at vente og se. Da vi tager hjem for at pakke nogle tasker, og der står uniformeret politi foran huset, der vågner jeg altså op, siger Lars.

Truslerne kommer fra en 17-årig, psykisk syg mand, der hurtigt pågribes og sættes i behandling. Lars og hans familie vender hjem efter weekenden, men "smilet er størknet". Lars indser, at langtfra alle forstår hans tegning af skoledrengen Muhammed, iklædt en fodboldtrøje fra Valby-klubben Frem.

– Det går op for mig, at det er ligegyldigt, hvad jeg tegnede. Det er blevet en sag, og havde jeg tegnet en ternet badebold, ville det stadig være den samme sag. Jeg er nu en af "de 12 Muhammed-tegnere", som vi bliver kaldt, selvom vores tegninger er vidt forskellige, og flere af dem slet ikke viser Muhammed, men gør grin med Jyllands-Posten, forklarer Lars, der samtidig oplever, at mange ikke-muslimske danskere opfatter hans tegning som en bevidst provokation.

– De skarpeste angreb kommer faktisk fra ganske almindelige danskere, der spørger, hvad jeg har gang i med sådan noget racistisk svineri. Jeg har selv oplevet racismen i Frankrig og har altid kæmpet imod det. Jeg har det rigtigt skidt med, at man opfatter det sådan, siger Lars.

Muhammed-sagen, som den nu kaldes, får nu sit eget liv. Kritikken af Jyllands-Posten og de 12 tegnere bliver hårdere, statsministeren afviser et møde med 11 muslimske ambassadører, og sagen breder sig hastigt ud over Danmarks grænser.

I et forsøg på at kølne stemningen arrangerer Dansk Journalistforbund i december et møde mellem nogle af tegnerne samt repræsentanter for flere muslimske foreninger. Lars deltager i mødet.

– Jeg havde det godt med, at vi kunne gøre noget, at vi kunne møde de mennesker, der følte sig krænkede, se dem i øjnene og tale med dem. Vi forsøgte at holde mødet hemmeligt, for det her var noget, vi gjorde for at blive klogere på deres følelser, mens de forhåbentligt kunne blive klogere på vores hensigt med tegningerne, siger Lars.

Bortset fra, at det ikke lykkedes at holde mødet helt hemmeligt, er det en tilfreds tegner, der nogle timer senere forlader journalistforbundets mødelokale.

– Jeg vidste godt, at det ikke sluttede der, men nu havde vi en dialog, og jeg havde en let og behagelig fornemmelse i kroppen, da jeg gik hjem. Jeg følte, at selvom man måske ikke bifaldt tegningerne, så accepterede man vores begrundelser for at have tegnet dem. Og jeg synes stadig, at jeg kunne forsvare min tegning, siger Lars.

Samme aften sætter han sig foran fjernsynet og slår over på nyhederne på tekst-tv. Den gode stemning fra dagens møde forsvinder straks.

– I Pakistan udlovede en organisation 50.000 kroner for vores hoveder. Det var hårdt. Det var, som om at historien om dusøren kom frem, fordi man ikke ville lade sagen ende godt. For os i orkanens øje føltes det, som om at nogen havde en interesse i at piske stormen afsted, siger Lars.

Stormen tager til i styrke. I slutningen af december rejser en delegation af danske imamer til Mellemøsten for at skaffe støtte. Sagen eksploderer kort efter. Danske varer boykottes, ambassader brændes af, og i den muslimske verden går hundredetusinder af mennesker på gaden med brændende dannebrogsflag og hadske råb mod danskerne.

Tilbage i Danmark sidder 12 danske bladtegnere i dag og ser forundrede til, mens truslerne vokser. Senest fra al Qaeda-lederen Osama bin Laden, der på den arabiske tv-kanal Al Jazeera kræver de danske tegnere udleveret og dræbt.

– Det er surrealistisk, men det gør ondt. Når man hører, at der ud af 300 ansøgere er udvalgt 12, som nu er sendt afsted for at slå os ihjel, bliver man naturligvis bange. Min kone har bakket mig op hele vejen, men det er da skideirriterende, at jeg i resten af det her årti ikke kan føle mig tryg. Den slags folk arbejder efter en lang tidshorisont, siger Lars.

Der er sat en pris på hans hoved, og han har levet i skjul. Allligevel tror Lars, at der kan komme noget godt ud af den dramatiske sag om de 12 tegninger.

– Jeg tror, at sagen åbner op for, at danskere i bred forstand bedre forstår følelserne hos religiøse mindretal, men også, at muslimer er vidt forskellige. Og så tror jeg, at vi alle har opdaget, at fjenden ikke er folk med en anden tro, men fundamentalisterne, hvad enten det så er den jødiske, kristne, muslimske eller sågar den naturvidenskabelige fundamentalisme. Det er der, kampen skal stå, ikke mellem religionerne som sådan, siger Lars.

Siden balladen brød løs, er Lars tusinder af gange blevet spurgt, om han ville gøre det igen. Overraskende nok er svaret ikke et klart nej.

– Nu synes jeg jo ikke, at jeg har gjort noget forkert. Jeg gjorde grin med Jyllands-Posten, og det gør jeg gerne igen. Men hvad der nok får mig til at tænke mig om en ekstra gang, er, at sagen bredte sig så hurtigt. Jeg troede, at jeg tegnede til Jyllands-Posten og dens læsere. Men i dag stopper verden ikke ved Valby Bakke, siger Lars.

Modsat hvad man kunne tro, er Lars heller ikke vred på den gruppe af imamer, som med rejsen til Mellemøsten ellers har fået en stor del af skylden for at sagen eksploderede. "De skal jo bare sælge varen", som han siger.

Derimod er han vred på dem, der med tegnerne som skjold går til kamp for ytringsfriheden, men i praksis intet gør for at hjælpe de 12 tegnere.

Den vrede er især rettet mod Jyllands-Posten.

– Vi havde på forhånd læst Flemming Roses kommentar til tegningerne, så jeg føler mig ikke ført bag lyset. Men siden jeg afleverede tegningen og fik mine 800 kroner, har jeg intet hørt fra avisen. Havde der været en lille smule stil over Jyllands-Posten, havde de kontaktet os, da vi blev truet til at gå under jorden. Alle siger, at der skal slås ring om tegnerne, og at det er synd for os. Men når det drejer sig om reelt at hjælpe, stiller ingen sig til rådighed. Det er bare folk, der vil slå plat på os, det føler jeg virkelig, lyder det fra Lars, som også henviser til den bog om hele Muhammed-sagen, som Jyllands-Postens Forlag netop har udgivet.

– Flere af tegnerne har mistet arbejde på den her sag. Men gør Jyllands-Posten så meget som bare at give os en kopi af bogen, hvor de ellers skriver om os og gengiver vores tegninger? Nej, den måtte jeg da selv købe. For at sige det, som det er, så vil Jyllands-Posten da skide på os, siger Lars, otte måneder og adskillige dødstrusler efter at et brev fra Jyllands-Posten dumpede ind af hans brevsprække.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk

brevet til bladtegnerne

Her er den fulde ordlyd i kulturredaktør Flemming Roses brev til medlemmerne af Danske Bladtegnere:

"Vi skriver til dig i forlængelse af sidste uges offentlige debat om afbildningen af profeten Muhammed og ytringsfriheden i forbindelse med en børnebog af Kåre Bluitgen, hvor flere tegnere angiveligt sagde nej tak til at tegne Muhammed af frygt for konsekvenserne. Morgenavisen Jyllands-Posten står på ytringsfrihedens side. Vi vil derfor gerne invitere dig til at tegne Mohammed, som du ser ham. Resultatet vil blive offentliggjort i avisen i den kommende weekend".

MUHAMMED-KRISEN

Kristeligt Dagblad bringer i den kommende tid en serie om læren af Muhammed-sagen. Dette er den anden artikel i serien.

Læs alle artikler om Muhammed-sagen på

kristeligt-dagblad.dk