Politiet sigter journalisten bag Se og Hør-skandalen

Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen er blevet sigtet i Se og Hør-sagen. Foto: Thomas Lekfeldt/ Denmark

Vestegnens Politi har ransaget flere adresser i København og rejst yderligere sigtelser i Se og Hør-sagen.

Den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen er sammen med Aller Media A/S og en anden journalist blevet sigtet i Se og Hør-sagen. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Sigtelserne er rejst, efter at politiet onsdag morgen har foretaget ransagninger hos de to mistænkte journalister, der begge er tidligere ansatte på Se og Hør, og Aller Media A/S, der står bag ugebladet.

- Dagens ransagninger drejer sig om at sikre beviser hos mistænkte, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen i en pressemeddelelse.

De to journalister er under mistanke for som ansatte på Se og Hør at have samarbejdet med en tidligere IBM-ansat med adgang til data hos Nets - den såkaldte "tys-tys kilde". It-specialisten, der menes at have videresolgt fortrolige oplysninger om kendtes kreditkort-transaktioner til journalister på Se og Hør, blev sigtet i sagen 6. maj.

Ken B. Rasmussen er tidligere afhørt af Københavns Vestegns Politi med en sigtets rettigheder - dog uden at blive sigtet. I forbindelse med onsdagens ransagning hos Aller Media A/S blev der rejst sigtelse mod medievirksomheden, som efter politiets opfattelse er den "juridiske person" bag Se og Hør.

De sigtede journalister og Aller Media A/S mistænkes blandt andet for at have overtrådt straffelovens paragraf 263 om freds- og æreskrænkelser. Hvordan de stiller sig til sigtelserne, ønsker Bent Isager-Nielsen ikke at kommentere.

Politiet har desuden ransaget hos forlaget Bogkompagniet, der har udgivet Ken B. Rasmussens bog "Livet, det forbandede", som med sine afsløringer af samarbejdet med "tys-tys kilden" sparkede gang i den omfattende skandale.

Bent Isager-Nielsen understreger dog, at hverken forlaget eller dets ejer er mistænkt i sagen.

- Der venter fortsat en betydelig efterforskning med undersøgelser af materiale, vi har beslaglagt, afhøringer af vidner og mistænkte med videre, siger han.

Ransagningerne er gennemført i et samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi og Rigspolitiets Nationale Cyper Crime Center.