Strid om regulering af britisk presse

British actor Steve Coogan poses for pictures as he arrives for the 2014 Empire Awards in central London on March 30, 2014. AFP PHOTO / CARL COURT Foto: CARL COURT/ Denmark

Pressens ofre er utilfredse med, at dele af den britiske avisbranche vil regulere sig selv

Trods skandaler, avislukning og journalister og chefredaktører på anklagebænken for ulovligheder kan britisk presse ikke blive enig om, hvordan pressen skal reguleres.

I denne uge blev det ellers annonceret, at en tidligere højesteretsdommer, Alan Moses, skal stå i spidsen for et nyt tilsyn med pressen, som får navnet IPSO, Independent Press Standards Organisation den uafhængige organisation for pressestandarder. Men fra flere sider bliver der sat spørgsmålstegn ved, om der reelt vil være tale om en uafhængig instans.

IPSO er det rene spil for galleriet. Det handler om at beskytte de store medieselskabers interesser, siger Steve Coogan til Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ: Systematisk overvågning er et særsyn i dansk presse

Coogan er mest kendt som komiker og skuespiller og var senest med til at skrive, producere og spille med i den Oscar-nominerede film Philomena. Men han har også været aktiv i kampagnegruppen Hacked Off, som har repræsenteret ofre for ulovlig telefonaflytning.

Han var blandt de mange kendte, som afgav vidneforklaring til Leveson-undersøgelsen, som var en dommerundersøgelse af pressens brug af ulovlig aflytning.

Leveson-rapporten anbefalede, at pressen fremover skulle reguleres efter en kongelig forordning og ikke gennem en instans, som var kontrolleret af politikernes lovgivning.

Men selv sådan en forordning kan pressen ikke blive enig om. IPSO er således oprettet af de store mediehuse, som blandt andet omfatter aviserne The Daily Telegraph, The Daily Mail, The Times, The Sun og Mirror. Men aviserne The Guardian, The Independent og Financial Times vil ikke være med.

Vi har nu et opgør mellem de medier, som vil være dækket af det charter, som er beskrevet i Leveson-rapporten, og den del af medieindustrien, som vil fortsætte med systemet fra før, hvor de blot ændrer navnet, siger Evan Harris, der er tidligere parlamentsmedlem for partiet De Liberale Demokrater og nuværende vicedirektør for Hacked Off.

Den nu lukkede avis News of the World var en del af Rupert Murdochs mediefirma News International. De tilbageværende britiske aviser, tabloidavisen The Sun og den mere seriøse The Times, er nu skilt ud i et selvstændigt selskab under navnet News Corp. Til trods for, at gruppen er en del af skandalen, mener den, at den nye model under ledelse af Alan Moses er den rette.

Hans rolle er nu at bevise, at der kan være en succesfuld selvregulering i et stærkt konkurrencepræget marked, som skaber balance mellem respektløs og uregerlig journalistik og respekten for den enkelte, konkluder lederskribenten således i The Times.

Men for Steve Coogan skræmmer sporene.

Han taler om, hvordan advokaterne fra det daværende News International forsøgte at presse ham til at indgå et forlig under slet skjulte trusler.

De spillede alt eller intet med mig. Det var juridisk mobning, konstaterer han.