Jeg har altid sloges med kilderne

Journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen måtte opgive at skrive en bog om Pusher Street på Christiania. I stedet er det blevet til en selvransagende bog om de etiske dilemmaer og konflikter, det medfører at skrive dokumentariske bøger om andre mennesker

Peter Øvig Knudsen var glad og lettet den dag i november 2006, da han forlod Sø- og Handelsretten i Amaliegade i København. Han havde fået rettens ord for, at et fotografi på forsiden af hans bog Efter drabet, var anvendt på relevant og loyal måde, og at der knyttede sig en åbenbar almeninteresse til anvendelsen af fotografiet som dokumentationsmateriale i en væsentlig historisk sag.

Jeg var glad for at have sejret over, at nogle ville undertrykke sandheden. Da var jeg en sandhedens forkæmper, siger Peter Øvig Knudsen.

Den 52-årige journalist og forfatter til en række prisbelønnede dokumentariske bøger Efter drabet Beretninger om modstandskampens likvideringer, Birkedal En torturbøddel og hans kvinder, Blekinge-gadebanden 1 Den danske celle, Blekingegadebanden 2 Den hårde kerne samt Hippie 1 Tre år og 74 dage der forandrede Danmark og Hippie 2 Den sidste sommer er aktuel med en ny bog: Nakkeskuddet Og andre historier om at beskrive virkeligheden, der udkommer på Gyldendal på torsdag.

I bogen stiller han spørgsmål ved, hvor tæt på de involverede en forfatter kan tillade sig at gå for at afdække virkeligheden og ryste læserne til nye erkendelser. Og han undersøger de mest komplicerede og anfægtende konflikter, han har oplevet gennem sine 20 år som dokumentarisk forfatter: rasende kilder, sårede familiemedlemmer, trusler, retssager og politianmeldelser.

Deriblandt retssagen i 2006, som var anlagt af efterkommere til Gunnar Siim, der en augustaften i 1944 på Hotel Hattenæs uden for Silkeborg blev likvideret med et nakkeskud af en frihedskæmper. At offentliggøre fotografiet af den 44-årige teglværksbestyrer, der sad væltet ind over et værtshusbord med blodet løbende ud af et skudhul i nakken, var ære-krænkende, mente hans efterkommere, som krævede bogen trukket tilbage samt erstatning til det barnebarn, der repræsenterede familien i retten.

Som nævnt faldt retssagen ud til forlagets og Peter Øvig Knudsens fordel. Men som han skriver i Nakkeskuddet, var hans dilemma ikke løst: For dommen gjorde ikke væmmelsen, ydmygelsen og krænkelsen mindre for Gunnar Siims efterkommere eller for de mange andre, som jeg siden gennem mit arbejde skulle komme til at volde sorg.

Til Kristeligt Dagblad siger Peter Øvig Knudsen:

I forbindelse med arbejdet på min nye bog læste jeg retsreferaterne fra sagen og udsagnene fra barnebarnet, der havde set billedet på forsiden af min bog, et billede hun aldrig havde set før. Og nu kan jeg sagtens forstå hende og hendes familie. Jeg har en juridisk doms ord for, at offentliggørelsen af billedet vejede tungere end familiens følelser i forhold til at få fortalt en vigtig historie. Men det er jura. Noget andet er det moralske, og det er der ikke andre end mig selv, der kan afgøre, selvom jeg har venner at diskutere med, når jeg skal træffe de valg.

Efter drabet blev også mødt med kritik fra tidligere modstandsfolk, der ikke mente, han skulle have skrevet bogen, da begivenhederne under Besættelsen var bedst tjent med at forblive i det skjulte. Og siden har Peter Øvig Knudsen ikke kunnet skrive en sætning i et manuskript uden at være bevidst om, at han skriver om en virkelighed, der har stor betydning for dem, han skriver om.

Efter drabet blev en slags dåb og et lærestykke for mig selv. Man oplever ikke så tit som almindelig journalist, at det, man skriver, gør rigtig ondt på folk. Men det gør man, når man laver dybdegående journalistik, siger Peter Øvig Knudsen.

To rødbrune høns giver lavmælt lyd fra sig i en indhegning i et hjørne af den store have, hvor der også er kaniner i bur, legehus, bålplads og køkkenhave. Der er kaffe på terrassen, og inde i køkkenet pusler hans datter, der er kommet hjem fra skole. Her i Jægersborg i Gentofte nord for København bor og arbejder Peter Øvig Knudsen i en villa, hvor han og hans to børn på 10 og 14 år har stueetagen, og hans kæreste, der også er hans forlagsredaktør, bor med sine børn på førstesalen.

Det er også her, at han i vinteren og foråret 2013 gennemlevede en periode med depression, der førte til beslutningen om at skrive Nakkeskuddet. For den bog, han havde planlagt skulle efterfølge Hippie 2-bogen, en bog om Pusher Street, hvor der forhandles hash, på Christiania, kunne han ikke skrive.

Jeg arbejder ikke rationelt, men meget intuitivt. Det er oplevelsen af, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg bare kan mærke, at det der tænder et eller andet inde i mig. Jeg er omhyggelig med, at den mavefølelse skal være der, for ellers vil det blive ret kedsommeligt i og med, at jeg i gennemsnit bruger tre år på at skrive en bog. Heldigvis har jeg aldrig oplevet at komme til at kede mig, siger Peter Øvig Knudsen.

Tidligt i min research til hippie-bøgerne vidste jeg, at det stof ville jeg skrive videre på. Pusher Street er et barn af hippiebevægelsen. Og da andet bind af hippiebøgerne var udkommet, havde jeg længe haft det sådan, at det helt klart skulle være min næste bog. Historien om Pusher Street rummer både drama og en flydende overgang mellem idealisme og kriminalitet. Og det er en historie, der går helt op til min egen tid.

LÆS OGSÅ: Meningen med tilværelsen kan vi skabe selv

Et par gamle hippier, der bor på Christiania, havde fortalt mig, at voldsniveauet på Pusher Street var meget højere, end jeg troede, og at det var i gang med at ødelægge Christiania, hvis det ikke allerede var sket. Som altid, når jeg går i gang med research til en ny bog, tænkte jeg: Hvor er arkivmaterialet?.

Peter Øvig Knudsen henvendte sig til nogle politifolk, som han kendte fra arbejdet med Blekingegade-bøgerne. De ikke bare frarådede ham at skrive om Pusher Street. De sagde: Det må du simpelthen ikke! De mente, det kunne være farligt for hans børn.

Jeg måtte se i øjnene, at der er noget, der var vigtigere end at skrive en bog, og det er, at mine børn kan leve i tryghed og ikke er i risiko på grund af mit arbejde. Det var virkelig svært for mig at acceptere, at en bog, jeg har besluttet mig for at skrive, ikke kan skrives. Det er også foruroligende, at der er noget, vi som journalister ikke kan skrive om. Jeg havde en lang diskussion med mig selv, om det var mig, der var en bangebuks, eller om der virkelig findes noget, vi ikke kan skrive om af angst for vold.

Jeg blev virkelig trist i længere tid, end jeg har været før. For jeg kan ikke bare sige: Så finder jeg på noget andet. Der var en meget lang periode i foråret sidste år, hvor jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op. I løbet af sommeren tænkte jeg så: Jeg spilder min tid, så nu skriver jeg om problemet.

For Peter Øvig Knudsen repræsenterer problemet en dobbelt konflikt: Dels kan han ikke skrive en bog, han gerne vil skrive. Dels har han i forbindelse med alle sine dokumentariske bøger oplevet voldsom kritik. Ikke fra medierne, hvor de har fået gode anmeldelser. Historikere har anerkendt hans arbejde. Og han har høstet priser og hæder. Men fra nogle af de personer, der selv optræder i bøgerne, og fra deres pårørende og efterkommere.

Jeg har især oplevet meget voldsom kritik for Hippie 2-bogen, den såkaldte sorte bog, der handler om de mørke sider af hippiebevægelsen. Og det fra kilder, som jeg troede, jeg havde behandlet godt ud fra mine etiske standarder. Det gav anledning til selvransagelse. Når man som jeg skriver dokumentarisk om kontroversielle og følelsesfulde begivenheder, kan man komme til at beskrive begivenheder og personer på en måde, som nogen synes er forkert, og som man opfatter helt anderledes.

Jeg kunne se tilbage på mine andre bøger og sige, at sådan har det altid været. Men her var der pludselig flere hundrede kilder, der var vildt uenige. Derfor har jeg som dokumentarist måttet indse, at hvis der er forskellige opfattelser, og folk ikke er enige hvad er så sandheden? Jeg føler et stort ansvar for at vurdere og fortolke, men det er svært at undgå, at nogen synes, jeg skriver forkerte versioner.

Det er min erfaring, at de begivenheder, jeg skriver om, har været helt afgørende for de involverede personer. Ofte er tingene sket, da de var unge, og det har de bygget deres identitet op over. Og i den forbindelse er der en tendens til at beskrive ens egen rolle som mere heltemodig, end den egentlig var. Jeg kan ofte konstatere, at når nogle husker anderledes end andre, er det, fordi man gerne vil fremstille sig selv i et bedre lys. Og når jeg stiller spørgsmål ved det, føles det som et meget alvorligt angreb på deres billede af sig selv, siger Peter Øvig Knudsen.I Nakkeskuddet kommer han med flere eksempler fra sine bøger på mennesker, der fremstiller sig selv som frihedshelte fra besættelsestiden, men i virkeligheden var nogle af de værste håndlangere for tyskerne.Det er svært at leve med at være skurk og at have begået nogle moralsk angribelige handlinger. Og så er den menneskelige bevidsthed i stand til at lave historien om. Der er hjerneforskning, der viser, at mennesker er i stand til at digte erindringer om for at blive stærke og kunne leve i deres egen fremtid.

Det stiller spørgsmål ved dokumentarisme og journalistik. I mine sorteste stunder troede jeg ikke, at jeg kunne skrive flere bøger og slet ikke om interessante emner. Og jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle skrive dokumentarisk, når folk digtede deres erindringer om. For selv om der ikke er fiktion i mine bøger, kan dem, jeg har talt med, sagtens have fiktive erindringer, de selv tror på.

Derfor gik jeg i gang med at skrive Nakkeskuddet, for jeg kunne i hvert fald skrive om, hvorfor man ikke kan skrive dokumentarisk. Men jeg er nået frem til, at jeg ikke kan undvære at skrive de bøger. Ud over at være far og kæreste er det min identitet. Og jeg er meget lidenskabeligt optaget af det. Jeg er fag-idiot, når jeg går i gang.

Jeg lever i den kamp. I forbindelse med alle de bøger, jeg har skrevet, har jeg sloges med kilderne. Jeg har skrevet en enkelt roman, Hilsner fra klovnen, men det var slet ikke nær så interessant selv at skulle finde på. Meningen for mig er at komme ind i de kampe. Som soldater, der er afhængige af adrenalinkicket, er jeg også blevet afhængig af at stå i de kampe, siger Peter Øvig Knudsen.

I Nakkeskuddet giver Øvig Knudsen flere forklaringer på sin forkærlighed for at gå til grænsen i sine beskrivelser af det chokende, grusomme og ubehagelige. En er, at jo tættere på, jo mere forstår læseren, at sagen for eksempel kan dreje sig om at tage livet af et menneske. En anden er, at han er drevet af en trang til at vise den skinbarlige virkelighed.

Jeg har helt sikkert en drift i retning af at sige: I skal se, hvordan det var. Det var ikke så pænt og velordnet, det var meget mere komplekst og smertefuldt. Jeg opfatter mig selv som et grundlæggende melankolsk menneske og befinder mig bedst med mennesker, der ikke bare er happy go lucky. Det er også min erfaring som journalist, at det bliver mere intenst og interessant, hvis der er store følelser, vigtige beslutninger og svære valg på spil.

Jeg er altid forsigtig med freudianske fortolkninger, men måske handler det om, at i det parcelhuskvarter, jeg er vokset op i, udspillede der sig smertefulde dramaer bag de pæne facader. Jeg havde selv en mor, der led af depressioner og i lange perioder isolerede sig i soveværelset. Og på et tidspunkt var der en 12-årig dreng, der hængte sig i et træ i haven skråt over for vores.

Allerede på Journalist-højskolen var jeg bevidst om, hvad der var min opgave: at trænge ind bag facaden og vise, hvordan den rå virkelighed ser ud. Men det er tvetydigt. For når jeg kommer ind og ser, hvor smertefuldt noget er, bliver det samtidig mit brændstof. Det bliver til en rus for mig i skriveprocessen. Jeg har en helt elementær glæde ved at fortælle en god og voldsom historie. Jeg er bare helt vild med det. Så det handler også meget om den fortælle-glæde, man har som journalist. Men der kan være noget etisk tvivlsomt ved, at det har så voldsomme konsekvenser for dem, jeg skriver om.

Jeg spørger mig selv i bogen, om jeg kan have tillid til min egen dømmekraft, når jeg bliver så følelsesmæssigt revet med. Man kan spørge, om jeg kan træffe beslutninger om, hvad der er etisk og ikke etisk korrekt. Der er ingen nem og entydig løsning. Men efter at have været nede og undersøge de værste konflikter, vælger jeg alligevel at blive ved, siger Peter Øvig Knudsen.

Men det bliver med en ny erkendelse.

Jeg ved, at jeg bliver nødt til at gøre noget anderledes næste gang. Jeg er nødt til at inddrage, at opfattelserne af noget, folk har oplevet engang, kan være meget forskellige. Der er intet, der står fast.