Medieekspert: Se & Hør-skandale hører til i den grelle ende af skalaen

(ARKIV) Ugebladet Se og Hør beskyldes i en ny bog for ulovligt have overvåget kendte og kongelige - ifølge BT. (A man holds a copy of the celebrity magazine Se og Hoer in Copenhagen on September 20, 2012. Danish celebrity magazine Se og Hoer is to publish controversial topless pictures of Prince William's wife Catherine in a 16-page spread in the weekly's print version that goes on sale Thursday, despite objections from the British royals over their previous publication in France, Ireland and Italy. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2014) Foto: Torkil Adsersen/Denmark

Overvågning og bestikkelse i mediebranchen giver anledning til debat om mediers etik, men selvransagelsen blandt journalister startede lang tid før det, mener ekspert

Sagen om den britiske avis News of the World kaster skygger over den skandale, som i disse dage hærger ugebladet Se & Hør. Den engelske tabloidavis News of the World blev i 2011 blev anklaget for bestikkelse af kilder og overvågning af kendisser som premierminister Gordon Brown og skuespiller Jude Law.

Nu er Se & Hør kommet i vælten, efter at en tidligere medarbejder i en bog beskylder Se & Hør for at have betalt en medarbejder i IT-virksomheden Nets for at skaffe adgang til kendte og kongeliges private kreditkortoplysninger.

LÆS OGSÅ: Aller undersøger mulig Se & Hør-læk hos Nets

Sagen minder om den omdiskuterede News of the World-skandale, men diskussionen om etik og metoder indenfor journalistikken var allerede i gang, før skandalen i England satte debatten på spidsen. Det mener Lasse Jensen, der er ekstern lektor på Roskilde Universitet og radiovært på P1-programmet Mennesker og Medier, der handler om danskernes forhold til trykte og digitale medier.

Det voksende fokus på medieetik har ikke noget med News of the World at gøre. Det handler om, at vi de sidste syv til ti år har talt mere om os selv end tidligere. Da jeg startede med at sende Mennesker og Medier i 2001, havde jeg hele feltet for mig selv, og det har ændret sig fundamentalt. Det er klart at kæmpesag som News of the World skærper diskussionen, men der er altså tale om en samfundstendens snarere end en begivenhed. Tendensen er en del af et flow i retning mod det metajournalistiske, hvor journalister diskuterer deres egen og andres journalistik, siger Lasse Jensen.

LÆS OGSÅ: Se & Hørs chef: Jeg kender ikke til overvågning

Manden bag beskyldningerne mod Se & Hør er Ken B. Rasmussen, tidligere journalist på Se & Hør og forfatter til bogen »Livet, det forbandede«. I bogen beskriver han, hvordan det fiktive ugeblad SET og HØRT fra 2008 til 2012 bestak en medarbejder i PBS, der i 2010 blev til Nets, til at udlevere kreditkortoplysninger på kendte danskere som Caroline Flemming, Remee og prins Joachim.

Lasse Jensen betvivler, om News of the World og Se & Hør-sagerne egentlig påvirker mediebranchens tendens til selvransagelse.

Den journalistiske branche omfatter både medier som Kristeligt Dagblad og News of the World. Langt størstedelen af de medier, jeg kender til herhjemme og i England, opererer indenfor et sæt af etiske regler, som man gør sit bedste for at overholde. Ude i kanten har vi nogle sensationsorienterede medier, som opererer i feltet mellem at være samfundsbeskrivende og underholdende, og som sommetider går over stregen, siger Lasse Jensen, der mener, at enhver diskussion om medier og åbenhed er nødvendig for den lødige journalistik.

Skandalen i England er af så voldsomt karakter, at den ikke kunne forbigås. Den handler om, at journalister og medieejere ignorerede alle etiske og lovmæssige regler for at få sensationshistorie. Anklagerne mod Se & Hør hører også til i den ende af skalaen.