Feltpræst i skudlinjen for omgang med våben

Fotografiet af Thomas Østergaard Aallmann blev taget, da han tidligere i år var udsendt som feltpræst for de danske soldater i Helmand-provinsen i Afghanistan. Det blev brugt i et internt nyhedsbrev, men havnede på internetsiden Facebook og derefter i formiddagsavisen B.T. – Foto: Leif Tuxen.

Et fotografi af en feltpræst, der poserer med håndvåben, vækker debat om feltpræsters rolle

Man skal ikke melde sig som feltpræst, hvis man ikke kan tåle våben, siger Thomas Østergaard Aallmann, der er sognepræst på Thurø ud for Svendborg.

Han er også feltpræst og var fra februar til august i år i Afghanistan, hvor han boede sammen med 160 danske kampsoldater i lejrene Sandford og Armadillo i den krigshærgede Helmand-provins. Her blev han fotograferet til et internt nyhedsbrev. Men fotografiet, der viser ham med med to Neuhausen-pistoler pegende ind i kameralinsen, havnede på internetsiden Facebook. Og det har skabt debat, efter at formiddagsavisen B.T. under overskriften Soldater leger Rambo forleden bragte fotoet sammen med billeder af danske soldater, der viser deres våben frem.

Danmark er i krig, vores soldater bærer våben, og det samme gør de udsendte feltpræster. Men er det foreneligt med præsteembedet at posere med skydevåben, som om var man en af drengene?

Nej, siger professor, dr.phil. Lars Henrik Schmidt, Aarhus Universitet.

Jeg synes ikke, at det er passende. Feltpræster er udelukkende i verden for at gennemføre ritualer. Han er sjælesørger, og hvis nogen skal begraves, gør han det. En feltpræst skal være en, der i en konkret situation skal repræsentere almenheden, ja, faktisk Helligånden. Han skal være anonymiseret og må forstå, at han ikke har samme rettigheder som andre. Derfor må han opføre sig med konduite og ikke lege med pistoler. Sådan er det desværre. En præst har aldrig fri, siger Lars Henrik Schmidt.

Sogne- og feltpræst Thomas Østergaard Aallmann forstår ikke forargelsen.

Jeg tror, at danskerne lige så stille skal til at forstå, at vi har soldater, der lever under forhold, der er så ekstreme, at vi kun kender dem fra film. Derfor reagerer man stadig stærkt over billeder af soldater med våben. I den sammenhæng, hvor billedet af mig blev taget, er jeg en af soldaternes venner, som også er præst. Jeg er præst for soldater, og deres våben er deres forlængede knytnæve. I den forstand er enhver soldat et våben.

Ved at skabe hysteri om våben, skaber vi hysteri om soldaterne som mennesker, der gør en utaknemmelig pligt. Vi gør dem til barbarer ved vores moralske anstød og efterlader dem alene med en opgave, som vi har sat dem i for vores freds skyld. Når jeg siger ja til sådan et opstillet foto, er det faktisk for at dele liv med soldaterne i stedet for at tage moralsk afstand. Det svarer til at synge med på en gangster-rap med en konfirmand på en bustur til Sverige, siger Thomas Østergaard Aallmann.

Billedet af en feltpræst med våben støder ikke medlem af Det Etiske Råd Morten Kvist, der er valgmenighedspræst i Herning og Gjellerup Valgmenigheder.

Det er et soldaterbillede, hvor man viser sine pistoler, som desværre er nødvendige, frem. Jeg vil tro, at det er udtryk for en omgangsform, der er præget af det, man laver. Sådan noget følger formentlig med. Feltpræsten håner ingen og provokerer ingen. Og han er ude i en bestemt tjeneste, ikke direkte i kamp, men med ude, hvor de andre slås, siger Morten Kvist.

Langtfra så forstående er de to professorer i teologi ved Aarhus Universitet Svend Andersen og Viggo Mortensen. Efter deres mening er der tale om en markant overskridelse af den rolle, som en feltpræst har i forhold til soldaterne. Feltpræsten er set med deres øjne først og fremmest præst.

Han er sendt ud for at være sjælesørger for de af hans medlemmer, der er i en farlig situation. Feltpræsten skal ikke dele soldaternes krig. Han skal koncentrere sig om at støtte dem, når de kommer tilbage til lejren. Våben har intet med det at gøre. Det er korset, præsten er der med, siger Viggo Mortensen og tilføjer:

Hvis en feltpræst ønsker at omgive sig med våben, må han melde sig til hæren.

Svend Andersen kalder det skandaløst, at en feltpræst kan finde på at stille sig selv op med to skydevåben på den måde.

I forvejen er det dybt problematisk, at vi overhovedet har noget, der hedder en feltpræst. En sammenblanding af en soldat og en præst. I den situation er det netop helt afgørende, at præsten gør det helt tydeligt, at han ikke er kriger. Han er ikke en del af dem de er hans menighed. Han er prædikant og sjælesørger og bør som alle præster holde en vis distance til sin menighed, siger han.

Distancen er ifølge Svend Andersen endnu mere nødvendig, når der er tale om en situation, hvor menigheden er soldater i krig.

Så bør præsten netop stå uden for og markere, at han ikke er en del af krigen. Den balance er central at respektere.

Feltpræsten har til gengæld fuld opbakning fra sine overordnede i folkekirken. Således betragter Erik Norman Svendsen, biskop over Københavns Stift og for værnene, det pågældende fotografi som en fotospøg af den slags, som de fleste mere eller mindre frivilligt kan komme til at deltage i på en rejse eller til en fest.

Der er for mig at se ingen som helst grund til at forarges på feltpræsten, der blot har haft et muntert frikvarter med sine soldaterkolleger i en presset og dødsensfarlig hverdag. Både forsvaret og feltprovsten har desuden været endog særdeles tilfreds med feltpræstens indsat under meget vanskelige vilkår, siger Erik Norman Svendsen og fortsætter:

Derimod kan min respekt for de medier, der finder det relevant at offentliggøre et privat foto og dermed hænger præsten ud, ligge på et meget lille sted.

Omtalte feltprovst Ole Brehm Jensen er netop selv taget af sted til Afghanistan, hvor han i en måned skal fungere som feltpræst for de danske soldater. Kristeligt Dagblad talte med ham inden afrejsen, og han har svært ved at finde forargelsen frem.

Der er jo ikke noget i det. Vi står med en feltpræst, der har givet sig selv 150 procent; været sammen med soldaterne døgnet rundt i et halvt år. De har levet så tæt sammen, som man kan. Jeg kan virkelig ikke se, at der er noget galt i, at han så stiller op, når nogle af dem gerne vil have et billede. Det er jo ikke den måde, præsterne går rundt på til hverdag. Det er så tydeligt, at det er et opstillet billede.

Ole Brehm Jensen mener, at det er små mennesker, der kan blive forargede over fotografiet. Måske hænger det sammen med, at den danske befolkning ikke helt forstår, hvad det er, soldaterne gennemlever, og den nærhed, de får til hinanden og til deres feltpræst.

Hvis det billede viser noget, så er det den tillid, soldaterne har til deres præst, siger han.

Våbnene kan han ikke se noget galt i. Feltpræster har båret våben, så længe der har været feltpræster til og soldater elsker at vise deres våben frem, så det kan ikke undre ham, at feltpræsten får stukket to skydevåben i hænderne, inden billedet bliver taget.

Sådan er det, siger han.

Ole Brehm Jensen vil dog ikke afvise, at episoden kan få ham til at bede sine feltpræster om at tænke sig grundigere om, inden de stiller op til fotografering. Hans betænkelighed er, at det kan gøre præsterne mere ufri og paranoide, hvis de hele tiden skal frygte at blive misbrugt.

Så hellere friheden til at være sig selv i samværet med soldaterne, selvom der skulle ske en misforståelse som denne hen ad vejen.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk

remar@kristeligt-dagblad.dk