Retfærdighed kan ikke sættes på formel

Som landsdommer træffer Mikael Sjöberg afgørelser, der har en skelsættende betydning i menneskers liv. Han oplever, at årene som dommer har gjort ham mindre fordomsfuld og mere åben

Mikael Sjöberg sætter pris på sin dommerkappe. Den sorte kappe af uld med silkerevers hænger på en bøjle på stumtjeneren i hans kontor her i Østre Landsret i København. Den eksklusive kappe på bøjlen minder ham om den upartiskhed og autoritet, som er afgørende for hans virke som dommer: Det er ikke hans holdningsmæssige observans, men professionalismen, som skal skinne igennem i retten, og her er kappen en nyttig rekvisit.

”Når jeg tager kappen på, går jeg fra at sidde bag mit skrivebord og er på vej i retten. Så ved jeg, at nu skal der træffes en afgørelse, og så er jeg mig bevidst, at jeg skal være fordomsfri og lytte til, hvad der kommer frem i retten. Vi udøver en funktion som samfundets konfliktløser nummer ét, og det er ikke noget, man bare gør. Når jeg går i retten, ser jeg, at det er rigtige mennesker og kan helt tydeligt mærke deres ageren og kropssprog. En række af de konflikter, vi har, griber dybt ind i folks liv. Måske er det hele ens tilværelse, som ramler, men det skal ikke få os til at ryste på hånden som dommere,” siger han.

Det var som elev på Roskilde Katedralskole i begyndelsen af 1970'erne, at Mikael Sjöberg besluttede sig for at læse jura. Hans mor var laborant, og hans far var praktiserende læge i Hedehusene ved Roskilde. Dengang i 196o'erne, da Mikael Sjöberg gik med en drengedrøm om at blive brandmand eller betjent, var Hedehusene som et lille Korsbæk med et klart hierarki, hvor den praktiserende læge gik til middag med direktøren for teglværket.

”Jeg er vokset op på samfundets solside, men jeg er samtidig fra et hjem med et stærkt socialt sindelag. Mine forældre var aldrig fordømmende over for dem, som ikke havde det nemt, og der var en naturlig sætten pris på, at man var heldig. Det var også et hjem, hvor interessen for samfund, historie og kirkegang var helt naturlig. Vi gik i kirke, og i ferierne tog vi ofte fra landsbykirke til landsbykirke og fra museum til museum,” siger han.

Hans morfar var dommer ved byretten i Nykøbing Sjælland, men han døde, inden Mikael Sjöberg lærte ham at kende. Sjöberg er dog sikker på, at fortællingen om hans morfar har været inspirerende i forhold til at gå dommervejen.

”Drengedrømmen var at blive brandmand eller komme ind til politiet, men når man voksede op på solsiden, var der også forventninger om, at man selvfølgelig skulle gå på gymnasiet og på universitetet. Min mor talte og taler meget om sin far. De holdninger, han praktiserede, har også præget mit hjem. Eksempelvis den tilsyneladende banale grundregel om, at en ting altid skal ses fra to sider. Det har været kendetegnende, at der ikke har været meget kraftige synspunkter, hvor en sag blev gjort op i enten-eller.”

Der er 380 dommere i Danmark, så det er kun en lille del af de jurastuderende, som kan opnå dette hverv. Mikael Sjöberg fortæller, hvordan han i mødet med arbejdet i retten blev klar over, at han en dag ville være den, som sad for enden af bordet.

”Selve det at træffe afgørelsen virkede langt mere appellerende end at føre synspunkterne i sagen frem som enten anklager eller forsvarsadvokat,” siger han.

Vejen til kontoret i den statelige ejendom i Bredgade i København er gået via Justitsministeriet, hvor han i 13 år fungerede som embedsmand, inden han blev udnævnt som dommer ved Københavns Byret. I 2001 blev han en af de i alt 58 dommere ved Østre Landsret. De gamle rammer ligner mere et stykke velholdt Postkortkøbenhavn end en scene for ofte store retssager.

”Der er en utrolig forskel på at være embedsmand i Justitsministeriet og forsyne ministre og andre med notater og så at være dommer. Som embedsmand kan man ofte have svært ved at se resultatet af sit arbejde. Som dommer er der afregning lige med det samme. Du gennemgår et stort sagskompleks, og i retten kommer mennesker og afgiver forklaringer, så det materiale, du har mellem hænderne, bliver gjort levende for dig. Når du har truffet en afgørelse, har du trukket en betydelig streg i sandet, som er helt afgørende for det menneskes fremtid.”

Mens advokater ofte er specialister med særligt kendskab til formueret, familieret eller ophavsret, så er landets dommere generalister, som dømmer i alle slags sager.

”Vi synes, det er med til at styrke retssikkerheden, at dommerne er generalister. Det kan ikke være rigtigt, at der er nogle problemer, som er så umulige, at de ikke kan fremstilles, så en dommer kan forstå dem,” siger han.

Mikael Sjöberg har været dommer i både rockersager, sager om økonomisk kriminalitet og en række civile søgsmål. Nogle sager har trukket overskrifter i aviserne, men de sager, som gør størst indtryk på ham, bliver sjældent omtalt: sager om forældremyndighed.

”Vi har alvorlige straffesager, men det er med voksne mennesker. I børnesagerne fornemmer man, at forældre slås om, hvem der skal have bopæl og forældremyndighed, og et lille menneske bliver kastet mellem mor og far, som modarbejder hinanden. Det er sager, som ikke er så lette at viske væk. Når vi har sager om forældremyndighed, er forældrene så forbitrede, at de er ude af stand til at træffe en afgørelse. Det er vores pligt at træffe en afgørelse, men vi må erkende, at det bedste ville være, hvis forældrene i fornuft, ro og orden kunne tale sammen. Jeg tror ikke, forældrene aner, hvor meget gavn de ville gøre deres børn.”

”Som dommer bliver du god til at skære ind til benet. I retssalen bliver der kastet vildt meget smuds op, men vi hæfter os ikke ved, hvem der skiftede flest bleer, når vi har en sag om en 10-årig. Nogle er mere egnede som forældre end andre, og så ligger afgørelsen lige for. Men der er også sager, hvor ingen af forældrene er egnede, eller hvor de begge er egnede, og så lytter vi meget til de børnesagkyndige.”

De danske domstoles formål er at arbejde for ret og retfærdighed, men spørger man Mikael Sjöberg, hvad retfærdighed er, så bliver hans svar tøvende. Han mener ikke, at man kan sætte retfærdighed på formel.

”Der er altid mindst to synspunkter i en sag, og den, der fik medhold, vil sige, at dommen var retfærdig, og modparten vil have en anden opfattelse. Vi træffer afgørelsen inden for juraen og de beviser, som er lagt frem. Jeg bryder ikke mit hoved med, om jeg fælder retfærdige domme, men om jeg træffer de rigtige afgørelser. Med årene har jeg fået mere ro og erfaring, og det er en god ting i mit hverv. Som dommer skal man være tilpas fordomsfri, upartisk og forsynet med en naturlig skepsis. Og så skal du frem for alt ikke være bange for at træffe en afgørelse. Man kan jo ikke skyde alt til hjørne,” siger han.

Mikael Sjöberg er sig bevidst, at han kan lægge arbejdet til side. Han er en habil løber med flere maratoner bag sig og tager gerne plads på kirkebænken enten i Roskilde Domkirke eller sognekirken Sankt Jørgensbjerg i Roskilde, hvor han føler sig hjemme. Og selvom sagerne kan være omfattende, sover han godt om natten. Han siger:

”Jeg har ikke ondt i livet, og i det hele taget er der meget få dommere, som går ned med stress. Vi har sager, hvor en dom betyder, at en tilværelse bliver smadret. Det gør indtryk, men vi må ikke få den overvejelse, at vi ikke kan dømme.”