LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Tro, håb og kærlighed - det kristne håb

A close up shot of a dragon fly on white Foto: Arkivfoto

For nogle har det kristne håb været ankeret i hele deres liv. For andre erfares det først til allersidst, når de erkender, at der menneskeligt talt ingen mulighed er

Bettina var 27 år. Hun var alenemor med en datter på seks. Bettina havde haft en svær barndom, men havde kæmpet sig frem til en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Hun var glad for sit arbejde, men havde ikke overskud til ret meget andet end at passe sit barn og sit job.

Nu var Bettina blevet syg af kræft. Hun kæmpede af alle kræfter for at overleve. Hun ikke bare håbede på, at det ville lykkes hun troede fuldt og fast på det. Lægerne havde sagt, at hun kun kunne fortsætte sin kemobehandling, hvis hun begyndte at spise og tage på i vægt. Men Bettina havde ingen appetit. Hun blev tyndere og tyndere og mere og mere afkræftet dag for dag. Hun klemte hver en bid ned, men kastede det op igen straks efter. Skulle hun opgive? Nej og atter nej! Kærligheden til datteren var for stor. Bettinas håb var grundet i kærligheden og derfor meget stærkt. Det gav uanede kræfter, men ...

En dag blev hun forsigtigt spurgt, om det var muligt for hende at rette det stærke håb mod noget andet end overlevelse.”Hvad skulle det være? Jeg har jo ingen tro på noget religiøst eller sådan så hvordan???”.

Bettina kendte ikke meget til Gud. Dog havde hun haft en god religionslærer i første klasse, som havde fortalt om Himlen. Hun var både døbt og konfirmeret, og måske kunne hun håbe på, at hun efter døden kunne mødes med sin nu afdøde mormor?? ”Men nej, min datter er der jo ikke, så jeg vil ikke dø nu!”.

Det blev til mange vigtige samtaler med Bettina, som nu ikke mere havde kræfter til at håbe på overlevelse. Det blev en lettelse for hende ikke at skulle presse sig selv til at spise. Nu kunne hun bruge sine få ressourcer til at læse historie for datteren og til bare at være sammen med hende. ”Men hvad med det nye håb hvordan får jeg fat i det der med troen på Gud jeg har ingen erfaring på området?”.

Bettina manglede noget, hun kunne forankre sit håb i. En dag læste en af sygeplejerskerne et eventyr for hende, som handler om en larve, der blev til en guldsmed. Larven, der hidtil havde befundet sig under vandet, forvandlede sig og blev til en glad og fri guldsmed, der kunne flyve i luften. Og da den ville vende tilbage for at fortælle de andre larver om det nye, fantastiske liv, erfarede den, at det ikke var muligt at komme gennem vandspejlet. De andre måtte således vente, til de selv ville forvandles til guldsmede. Det var et eventyr for børn, som sygeplejersken læste, men Bettina kunne bruge billedet. Nu havde hendes håb noget, som hun kunne knytte til ved.

Samme dag kom hendes moster på besøg, og på hendes jakke var der en broche dette smykke forestillede intet mindre end en guldsmed. Da græd Bettina sine håbstårer: ”Nu vil jeg gerne dø, for nu ved jeg, at jeg skal blive til en guldsmed, og en dag følger min lille datter efter.”

Guldsmeden kom med i kisten. Bettina døde i forvisning om, at hun efter døden ville komme i Himlen måske som en slags guldsmed. Hun bevarede håbet til det sidste, og hver aften fik hun hjælp til at bede sit Fadervor.

Det kristne håb er grundet i Kristi død og opstandelse. For nogle har det håb været ankeret i hele deres liv. For andre erfares det først til allersidst. Det er ikke min opgave at vurdere Bettinas tro, men det blev en stor gave at få lov til at se denne unge pige få ændret sit urealistiske håb om overlevelse til et håb, som hun kunne dø på. I håbet er alt muligt, eller sagt med Søren Kierkegaard: ”For Gud er alt muligt.” Det kristne håb er håbet om en fremtid i Guds hænder. Gud er til stede i vores fremtid, selv hvor den har med død at gøre. Det er et spørgsmål for den døende om at lægge både sig selv og sine pårørende i Guds stærke hånd. Troens håb er begrundet i Kristi opstandelse fra de døde. Som han opstod, skal vi opstå. Håb er at forholde sig forventende til det godes mulighed, siger Søren Kierkegaard i ”Sygdommen til Døden” og fortsætter: ”Troens og håbets afgørelse, at alt er muligt for Gud, træffes først, når mennesket er bragt til sit yderste, så der menneskeligt talt ingen mulighed er.”

Det var lige præcis der, Bettina befandt sig. Hun var bragt helt ud til den yderste kant og kunne ikke mere. Det var her, hun fik fat i det håb, der forventede det gode som en mulighed: at hun skulle blive til en guldsmed i en eller anden form. Dette håb kunne hun både leve i og dø på.

Håbet om et evigt liv og et gensyn deles af mange mennesker. Det er det håb, som udtrykkes i følgende sætning:

”Det håb er som et anker for sjælen, det er urokkeligt og sikkert og rækker bag forhænget“”(Hebr. 6, 19-20). Det er ikke muligt for os at komme bag forhænget, ligesom det ikke er muligt for guldsmeden at komme gennem vandspejlet. Vi lever en tid i hver sin verden. Men håbet om et gensyn kan fastholdes på begge sider af forhænget.