Presseetikken er uberørt af politisk korrekthed og krænkelseskultur

Etik.dk har talt med lektor Thomas Pallesen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole for at få et billede af det medieretslige og presseetiske landskab i Danmark anno 2019.

Sagen mellem Amalie Have, Amnesty International og Radio24syv programmet Den Korte Radioavis har givet anledning til at spørge, hvordan det mere generelle landskab i den jounalistiske verden har det.

Thomas Pallesen har fulgt mediedelen af sagen med stor interesse. Det har han, fordi der her findes et indblik ind i nogle grundlæggende træk ved den europæiske og danske journastiske tradition med henblik på det medieretlige og presseetik.

Når en lille sag handler om den store
I en række programmer prøvede satirevært Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm at komme i kontakt med aktivisten Amalie Have, fordi hun var gået ud offentlig og havde kæmpet for at få trukket en cover-sang lavet af sangeren Lukas Graham tilbage. Hun ikke mente, at det var i orden at lave en coversang af den afdøde, dømsanklagede rapper XXXTentacion.

På Amalie Haves egne playlister fandt Den Korte Radioavis en række kunstnere, der også har et plettet ry og skeletter i skabet. Derfor blev det en sag for Den Korte Radioavis at få udstillet det, de kaldte Amalie Haves dobbeltmoral.

Amnesty International kom senere med en trussel om at sætte en advokat på sagen, men de har siden offentligt undskyldt for, at de truede Radio24syv med advokat. Dog fremgår det stadig, at de anser radioens behandling af Amalie Have som værende chikanerende og en hetz.

Thomas Pallesen mener, at sagen handler om nogle grundlæggende aspekter af det at være et demokratisk samfund med ytringsfrihed og fri presse. For først og fremmest handler det for Thomas Pallesen om ytringsfriheden og den konstante optegning af frihedens grænser:

"Selv indenfor ytringsfrihed er der grænser for, hvad man kan tillade sig. Her er det helt centralt, at hvis det er, at man afslører noget samfundsmæssigt vigtigt, så er der et større spillerum. Så må man gerne lave nogle småkrænkelser, og det ved vi jo alle sammen, at det er sådan, det er", siger han.

Derfor mener Thomas Pallesen også, at mange må have tænkt "Gud, hvad sker der her?", for han mener, at mange, herunder ikke mindst Radio24syv, blev overrasket over, at Amnesty International, der anses som forkæmper for ytringsfrihed pludselig blev Radio24syvs modstander.

Hofnaren har en udvidet ytringsfrihed
Den samfundsmæssige relevans er vigtig i forhold til de frihedsbeføjelser, man som journalist har, når man arbejder med en sag. Men ud over det, så er der også en tradition for, at man har en udvidet ytringsfrihed, hvis man laver satire, forklarer Thomas Pallesen:

"Laver man satire må man godt i højere grad gå til kanten, end hvis man laver almindelig journalistik. Det er veletableret i retspraksis og det er også noget man kan se i forhold til ophavsretslov. Hvis du hugger noget, som andre har lavet i en satirisk sammenhæng, så er der et betydeligt videre spillerum for, hvad man gerne må gøre uden at skulle betale for det, og det er ud fra den samme betragtning om, at hofnaren har en udvidet ytringsfrihed, hvilket ligger iboende i hele den europæiske tradition: at man som samfund har lov til at udstille de latterlige ting og grine ad dem", forklarer han.

Derfor ved folk godt, at det ikke skal tages helt så seriøst, hvis det er satire fortæller Thomas Pallesen.

"I satiren har man lov til at sige det lidt for sjovt, og det er jo det som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm er ude og gøre her. Det er også derfor, at ministre og regeringer må tåle at blive gjort grin med. Det er den ene side af traditionen, og det ved Amnesty International også godt."

Bloggere er medier
Den næste ting Thomas Pallesen mener, det er vigtigt at tale om i dagens journalistiske landskab, er kontekst. En sag skal altid betragtes alt efter hvilken placering forskellige aktører har:

"Privatpersoner nyder en stor beskyttelse. Derfor må man ikke bare svine dem til, latterliggøre dem og krænke dem", forklarer Thomas Pallesen og kobler det til sagen om Amalie Have:

"Det er selvfølgelig derfor, at Amnesty International siger, at man ikke på den måde må chikanere og krænke Amalie Have. Og her er det interessant at spørge sig selv om: Er Amalie Have – i den her konkrete situation – at anse for at være privatperson?"

Thomas Pallesen ser en klar udvikling i det generelle mediebillede, hvor flere og flere enkeltpersoner træder ud i offentligheden gennem blogs, sociale medier og andet. Bag sig har de ofte tusinder af følgere, og de har dermed en vægtig, offentlig stemme. Og i den udvikling er det vigtigt, at alle parter er sig juraen og etikken bevidst, siger Thomas Pallesen.

De mange nye bidragsydere på internettet skal forstå sig selv som enmandsmedier, og problemet er, ifølge Thomas Pallesen, at det har bloggerne simpelthen ikke forstået.

"I det øjeblik, at man som privatperson begynder at formidle sine private holdninger og sine moraler på en blog, så er man ikke længere en privatperson. Så er man i grunden ikke anderledes end den redaktør, der skriver en leder til sin avis. Man kan jo ikke på en gang sige, at man har ret til at råbe ud til alle og samtidig insistere på at have sin egen lille verden, hvor man vil være i fred", siger han.

Skaber det nye medielandskab forvirring?
For under 14 dage siden var der et mediejuridisk seminarium i Odense, hvor danske medieforskere diskuterede, hvordan man skal håndtere den her nye form for enmandsmedier.

I hvilket omfang skal de være beskyttede? I hvilket omfang skal de have samme beskyttelse som journalister? Og i hvilket omfang, skal man kunne klage over dem som journalister? Allesammen spørgsmål, der viser, at de nye tider kræver nye journalistiske overvejelser, ifølge Thomas Pallesen. Men på et grundlæggende medieretligt og presseetisk niveau, er der ikke sket en påvirkning.

"Der har i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lige kørt en sag, hvor det blev bestemt, at man, når man deltager i den offentlige debat med sin mening som blogger tæller på samme måde som de etablerede medier. Man skriver jo så andre mennesker skal læse om ens meninger, og derved har man beskyttelse som et medie og kan udsættes for kritik som et medie", fortæller Thomas Pallesen.

På trods af en udvikling med en eksplosion af enkeltmandsmedier og en øget opmærksomhed på politisk korrekthed og krænkelseskulur, ser han en klar tradition i det medieretlige og presseetiske, der bliver holdt i hævd:

"Det medieretlige og presseetiske er ret traditionelt, hvor man siger, at det, der er rigtig beskyttet, det er oplysninger om ens private liv. Altså at man har ret til at leve sit private liv. Men alt, hvad der har med meninger og meningstilkendegivelser at gøre, det er der et meget stort spillerum for. Det vil også sige, at man i Danmark har en meget stor frihed til at fornærme folk – det vil sige, at sige alt muligt grimt om dem – så længe det har hold i virkeligheden", forklarer Thomas Pallesen og konkluderer videre:

"Hvad man kan føle sig krænket over, det er der – inden for det juridiske – ikke sket en ændring i praksis omkring. Det er mere i forhold til politisk korrekthed i virksomheder, selskaber og institutioner, hvor man er bange for den offentlige kritik. Det tyder hverken på, at domstolene eller pressenævnet skifter holdning til det. Her er udgangspunktet ytringsfrihed, og man må kunne tåle en kritik, så længe den ikke beror på forkerte oplysninger eller injurier - injurier forstået som en faktuel oplysning om noget strafbart, som er forkert. Værdidomme må altså ikke blandes sammen med faktuelle påstande, og der er en utrolig stor frihed til at komme med værdidomme og meningstilkendegivelser", konkluderer han.