Leder

Aktiv dødshjælp er en etisk faldgrube

Erik Bjerager. - Foto: arkivfoto Foto: Leif Tuxen

I Holland vil læger nu bruge aktiv dødshjælp til at få flere organer

Det bedste argument mod aktiv dødshjælp finder man ved at se mod Holland. Det var det første land, hvor eutanasien, som aktiv dødshjælp også kaldes med et græsk udtryk, blev gjort lovlig. Det skete i 2002. Siden er udviklingen gået stærkt, og det er grunden til, at Danmark aldrig bør gøre som Holland.

Frem mod 2008 voksede antallet af mennesker, der døde en fremskreden død ved lægers hjælp, til mere end 2300. Det er i sig selv et skræmmende stort tal, men også det er vokset, og sidste år modtog næsten 5000 mennesker aktiv dødshjælp i Holland.

Den hollandske etikprofessor Theo Boer, der har siddet i en særlig evalueringskommission, der har taget stilling til hvert enkelt tilfælde af aktiv dødshjælp, interviewes i dagens avis. Han er en af de kyndige eksperter, der har ændret holdning til spørgsmålet. Fra at have været tilhænger er han blevet modstander.

I sommer bidrog han til debatten om emnet i Storbritannien, der drøftede legalisering af assisteret dødshjælp, en form for aktiv dødshjælp. Han advarede briterne mod at gøre som Holland. Og i dagens avis siger Boer, at for mange tilhængere af eutanasi er den første lovgivning bare et springbræt mod mere.

I begyndelsen var det alene terminalt syge og lidende mennesker i Holland, der fik en dødssprøjte, men siden har flere og flere typer af patienter afsluttet deres liv med eutanasi. Indfører et land aktiv dødshjælp, indfører det også en ny moral, som Boer formulerer det.

Et eksempel på den udvikling er nyheden om, at hollandske læger nu ser en mulighed for at bruge den aktive dødshjælp til at få flere organer til andre patienter, der mangler. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvilket pres der med tiden kan blive lagt på syge mennesker for at lade sig aflive, så deres organer kan nå at gøre nytte for andre.

Uagtet at et flertal af danskerne ifølge meningsmålinger er tilhængere af aktiv dødshjælp og i stigende grad ser det som en ret for det enkelte individ at herske over ikke bare liv, men også egne organer og egen død, bør politikerne herhjemme sige nej til at gøre som i Holland. Aktiv dødshjælp er ikke bare en etisk glidebane, men en etisk faldgrube. Døende skal hjælpes med smertelindrende behandling. Ikke med en dødssprøjte.