LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Den ulige kamp mod skattely

Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Paw Gissel.

Europa må stå sammen om at bremse firmaers brug af skattely

Nationalstater og multinationale virksomheder er en vanskelig cocktail. I hvert fald når det handler om skat, særligt selskabsskatter. I sidste uge kom det frem via lækkede dokumenter fra et internationalt revisionsfirma, at miniputstaten Luxembourg tilsyneladende har indgået en lang række individuelle aftaler med multinationale selskaber, som med aftalerne sparer mange milliarder kroner i selskabsskat. Det er skatteindtægter, som andre EU-lande mister.

Nu er det ikke en verdensnyhed, at Luxembourg er et såkaldt skattely, som internationale virksomheder gerne placerer sig i for at betale mindst muligt i skat. Det nye er, at Luxembourg skal have indgået individuelle aftaler med så mange virksomheder om særligt gunstige betingelser for mindre skattebetaling.

Foreløbig har det ført til voldsomme protester fra europaparlamentarikere, og EU's nyudnævnte konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, skal undersøge sagen nærmere, da der naturligvis kan være et alvorligt konkurrenceproblem, hvis nogle (store) virksomheder tilbydes lavere skat og andre ikke. En interessant krølle på den historie er, at undersøgelsen kan ramme EU's nye kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, der var regeringschef i netop Luxembourg i de år, de afslørede aftaler blev indgået. Europaparlamentarikere som Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har allerede benyttet anledningen til at kræve Junckers afgang.

I virkeligheden rejser sagerne et langt mere principielt spørgsmål. Det handler grundlæggende om, hvordan nationalstater kan agere over for verdens største virksomheder, der flytter rundt på astronomiske beløb for at spare skat. Staterne har et indlysende behov for skatteindtægter for at kunne dække deres velfærdsudgifter. Det behov bliver stadigt sværere at opfylde, når virksomhederne søger i skattely med deres overskud. Man kan selvfølgelig hævde, at de bidrager til velfærden på andre måder, for eksempel ved at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst. Det øger nationernes indtægter fra indkomstskat, moms og afgifter.

Ikke desto mindre er skattely et alvorligt problem, særligt hvis nogle lande indgår aftaler under bordet med virksomheder og dermed trækker skattebetalinger ud af andre lande. EU er et økonomisk fællesskab, og det kan kun bære, hvis medlemslandene spiller med åbne kort, og hvis skatteniveauet er nogenlunde ens landene imellem. Der er med andre ord brug for en vis harmonisering af skattesatserne, hvis man vil problemet med skattely til livs. Alternativet er en usund nationskonkurrence om at præstere de laveste selskabsskatter. En skrue ude ende. Så er kampen for alvor tabt.