LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Dødshjælpsiveren bør bremses nu

Jakob Holm. Foto: Arkivfoto

Den aktive dødshjælp bliver mere og mere aktiv i Belgien

Debatten om aktiv dødshjælp dukker med jævne mellemrum op i både Danmark og den øvrige vestlige verden. Nu er debatten her igen, fordi Belgien, som efterhånden er kendt for at skubbe til grænsen for brugen af aktiv dødshjælp, endnu engang har gjort lige netop dette.

Kristeligt Dagblad kunne i går berette om den 50-årige morder og voldtægtsforbryder Frank van den Bleeken, der har siddet i et belgisk fængsel de seneste 30 år, og som nu med loven i hånden har fået lov til at dø ved statens hjælp. Bleeken hævder at lide af store psykiske smerter, der endnu ikke er fundet en behandling for i Belgien. Nu ønsker han kun at dø, og det har det belgiske retssystem så godkendt.

At en dømt livstidsfange uden uhelbredelige sygdomme nu også kan gøre brug af loven om aktiv dødshjælp, er nyt og beviser i grunden det gamle argument mod aktiv dødshjælp: Når man først har legaliseret aktiv dødshjælp, så er man kommet ud på den berømte etiske glidebane, og brugen vil gribe om sig som ringe i vandet.

Det har den gjort, siden Belgien i 2002 indførte aktiv dødshjælp. Antallet af belgiere, der er blevet hjulpet til døden af staten, er steget markant. I 2003 skete det i 429 tilfælde. Sidste år fik 1807 personer hjælp til at dø i Belgien, der inden for de seneste par år har udvidet loven om aktiv dødshjælp til også at omfatte børn og demente.

Da loven om aktiv dødshjælp i sin tid blev vedtaget i Belgien, var der selvfølgelig kritiske røster. Først og fremmest fra Belgiens katolske kirke, der fandt det dybt problematisk, at loven ikke kun var rettet mod døende patienter, men også mod personer med ”kroniske og ubærlige” lidelser. Og det er lige præcis denne fortolkning, der nu har givet Frank van den Bleeken rettens ord for, at han har ret til aktiv dødshjælp.

Frank van den Bleeken har som nævnt anmodet den belgiske stat om at hjælpe ham med at gøre en ende på sit liv på grund af ”ulidelige psykiske problemer”. Her må det være tilladt at spørge, hvorvidt en person tænker helt rationelt efter 30 år bag tremmer? Og hvad med hans ofre? Er deres behov for retfærdighed og hævn, som staten varetager igennem straf og fængsel, nu pludselig lige meget?

De er skøre, de belgiere, vil nogen måske sige. Og kan vi danskere ikke bare være ligeglade? Svaret er desværre nej, fordi den belgiske model kan skabe en yderst kedelig præcedens i nabolandene i Europa.

Det ligger dybt i den europæiske kulturs kristne etik, at mennesket ikke må gøre sig til herre over hverken livet eller døden. Det menneskesyn bliver undermineret af den belgiske dødshjælpsiver. Denne barbariske udvikling bør vi undgå.