Sådan fik lesbiske og enlige adgang til kunstig befrugtning
KUNSTIG AFSTEMNING: Folketingsmedlemmer hos Venstre var de eneste, der brød partilinjen, da Folketinget vedtog forslaget om kunstig befrugtning
L151 blev vedtaget, og enlige og lesbiske får adgang til kunstig befrugtning med lægelig assistance. Gratis.
Sådan blev udgangen i går på det lange og spegede forløb om indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (V) lovforslag. Han endte i øvrigt ligesom de øvrige ministre med at stemme blankt til sit eget lovforslag. Sammen med en håndfuld Venstremedlemmer trykkede ministrene på den gule knap, mens alle folketingsmedlemmer fra oppositionen samt ni fra Venstre stemte ja, da det gjaldt.
Dermed blev loven om kunstig befrugtning båret igennem med et flertal på 86 mod 61 stemmer, hvor menige medlemmer fra Dansk Folkeparti, De Konservative samt flertallet hos Venstre ellers stemte imod.
At det kunne ende med, at regeringens egne politikere stemte nej, skyldtes det ændringsforslag, som oppositionspartierne fik vedtaget for halvanden uge siden, også med hjælp fra enkelte Venstremedlemmer. Oprindeligt gik regeringens forslag kun ud på, at menneskelige æg skal kunne opbevares i op til fem år, kvinder skal have ret til at donere æg, selvom de ikke i forvejen er i behandling for barnløshed, og at der skal indføres bestemte forældrekriterier for personer, der ønsker kunstig befrugtning.
Men det lykkedes som nævnt oppositionen med SF's Kamal Qureshi i spidsen at få ændret forslaget, så enlige og lesbiske også skal have ret til offentlig fertilitetsbehandling.
De Konservative forsøgte at få omgjort beslutningen i går med endnu et ændringsforslag, men det blev stemt ned. 98 stemte imod, mens 69 stemte for. Ikke færre end 21 menige Venstre-politikere stemte nej til det konservative forslag sammen med hele oppositionen i folketingssalens venstre side.
Tættere på at få flertal var Venstre-medlemmerne Søren Pind og Peter Christensen, der foreslog at indføre betaling for kunstig befrugtning til lesbiske og enlige. Det fik i princippet støtte fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti, men igen var der borgerlige politikere, som gik sammen med oppositionen. Fem konservative og fem Venstremedlemmer sørgede sammen med Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten for, at der ikke kom egenbetaling for behandlingen. Forslaget blev forkastet med 87 stemmer imod og 83 for.
Selv om de lesbiske dermed kunne juble over at få gratis adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem, oplevede Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske dog også en smule modvind. Folketinget stemte i går om ikke færre end 57 lov- og beslutningsforslag, og et af dem var fra SF. Partiet foreslog, at folkekirken og andre trossamfund skulle have frihed til at "medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab". Her stod regeringspartierne sammen, så forslaget blev forkastet med 62 stemmer imod og 49 stemmer for.
Læs mere under Leder
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
Stemmeafgivningen
Sådan vedtog Folketinget forslaget om kunstig befrugtning:
u86 stemte ja, nemlig S, R, SF, Enhedslisten samt følgende medlemmer af Venstre:
Jens Rohde
Gitte Lillelund Bech
Flemming Damgaard Larsen
Irene Simonsen
Tina Nedergaard
Hans Andersen
Inge-Lene Ebdrup
Michael Aastrup Jensen
Ellen Trane Nørby
21 undlod at stemme, nemlig samtlige VK-ministre samt Venstre-medlemmerne:
Svend Erik Hovmand
Birthe Rønn Hornbech
Jacob Jensen
Torsten Schack Pedersen
61 medlemmer stemte nej, nemlig Dansk Folkeparti, De Konservative og de øvrige medlemmer af Venstre.
11 folketingsmedlemmer var fraværende under afstemningen.