Mit ophav flimrer

Da Morten Lykkegaard var 14, fik han at vide, at hans far ikke var hans biologiske far. Det var derimod en anonym sæddonor. Foto: Peter Kristensen

INTERVIEW: Morten Lykkegaard er undfanget ved sæddonation. Faderen var en anonym donor, og Morten Lykkegaard føler i dag rodløshed over ikke at kunne finde sit biologiske ophav

Det var under et skænderi med sin mor, at den dengang 14-årige Morten Lykkegaard fandt ud af, at hans far ikke var hans far. Det, der hidtil havde været en familiehemmelighed, slap over moderens læber, og teenagedrengen fik en ny virkelighed at forholde sig til.

– Det var ret voldsomt. Det betød jo også, at min farmor og farfar ikke var mine bedsteforældre, og at jeg ikke var beslægtet med min faster og kusiner, siger Morten Lykkegaard.

Han ved i dag, at han blev undfanget for 33 år siden på Århus Kommunehospital. Hans forældre kunne ikke få børn, og som det første sted i landet var man i Århus begyndt at inseminere barnløse kvinder med donorsæd. Hvem donoren var, ved Morten Lykkegaard ikke, men han forestiller sig, at det har været en medicinstuderende, som er blevet fundet ved et opslag på hospitalet.

– De siger, at det ikke er registreret nogen steder, hvem der donerede sæd, men det kan jo ikke passe. Vi lever i et gennemregistreret samfund, så spørgsmålet er blot på hvilket niveau, oplysningerne er gemt. Jeg havde en periode for nogle år siden, hvor jeg havde nogle vilde tanker om at tage ind på hospitalet og kidnappe hele afdelingen for at få oplysningerne, smiler han.

Da Morten Lykkegaard var 20 år, blev han ringet op af sin 16-årige lillesøster, der netop havde fået den samme viden, som han havde fået år tidligere. Også hun havde fået oplysningerne under en konfrontation med moderen, og nu var de i samme båd.

– Vi er sandsynligvis kun halvsøskende, for jeg tror ikke, at de har brugt den samme donor fire år senere. Men vi har faktisk aldrig undersøgt det, siger Morten Lykkegaard.

Han har siden haft mange gode samtaler med sin søster om deres specielle situation, som de er enige i, at de helst havde været foruden. For Morten Lykkegaards vedkommende har den ukendte biologiske far ført til rodløshed.

– Jeg vil sindssygt gerne vide, hvem han er, og hvordan han er som person. Hver gang, jeg møder en læge i 50'erne, tænker jeg på, om det kunne være min far, og jeg tænker på, om lægen tænker, at jeg kunne være hans søn. Jeg føler en vis rodløshed, fordi halvdelen af mit ophav står og flimrer, og jeg er i en udefinerbar gråzone, siger Morten Lykkegaard, der er cand.mag. i litteraturvidenskab og i øjeblikket arbejder som presse-medarbejder for Københavns Internationale Teater.

Han er meget harm over den offentlige debat, om hvorvidt sæd- og ægdonorer skal være anonyme eller ej. For mens de ufrivilligt barnløse bliver hørt i debatten, og der bliver taget hensyn til dem, er der ingen der taler donorbørnenes sag.

– Folk synes, at det er uproblematisk, og har fået den ide, at det er normalt. Det er ikke så sært, for det er først de seneste par år, man er begyndt at høre vores stemme. Spørgsmålet er tabuiseret, for vi er bundet på hænder og fødder af loyalitet over for vores forældre, siger Morten Lykkegaard.

I hans egen familie taler man heller ikke om spørgsmålet, og når Morten Lykkegaard udtaler sig kritisk om anonyme sæddonorer, tager moderen det personligt.

– Men det er ikke en kritik af hende, hun har været en virkelig god mor, og jeg har intet imod sæddonation. Men pointen er, at staten i dag sanktionerer, at det foregår anonymt og siger god for, at man på den måde fratager børn muligheden for at spore deres biologiske far. Det valg ville jeg gerne have haft, siger Morten Lykkegaard.

– Jeg er ikke romantisk og tror ikke, at jeg ville falde min far om halsen, hvis jeg fandt ham. Men det er formynderisk, at staten har frataget mig muligheden.

Han peger på, at når det foregår anonymt, fritager det donorer og forældre for at tænke over de etiske konsekvenser. Og så finder han det direkte usmageligt, at donorerne får et honorar for at levere sæd.

Modstanderne af åbenhed argumenterer med, at færre mænd vil donere sæd, hvis de risikerer siden hen at blive opsøgt af voksne børn, der vil finde deres ophav. Og Morten Lykkegaard er da også på det rene med, at han ved at forlange åbenhed taler imod sin egen eksistens.

– Det er rigtigt nok, og det er en absurd tanke. Åbenhed gør det hele mere besværligt, men så må vi som samfund tage besværligheden på os og tage etisk stilling.

Morten Lykkegaard og hans lillesøster fik kendskab til deres tilblivelse under skænderier og erfarede siden, at de næsten var de sidste, der fik kendskab til familiehemmeligheden. Selv Morten Lykkegaards fem år yngre kusine vidste det før ham selv. Men han afviser, at det er den dårlige måde, han fik besked på, der har givet ham uro.

– Det er muligt, at donorbørn i dag har nogle forældre, der er rigtigt gode til at fortælle det i tide og på den rette måde, men jeg tvivler. Det er naivt at tro, at man kan sætte sig ned med barnet, tage en god snak, og så er det ude af verden. Faderen bryder sig ikke om at fortælle, at han ikke er biologisk far, for det kører ham lidt ud på et sidespor. Når det kommer til stykket, er det ikke så nemt, som det ellers rationelt lyder, siger Morten Lykkegaard.

Selv har han endnu ikke stiftet familie. Men han vil gerne have børn, og de skal være hans egne, som han siger.

– Jeg har tænkt meget over det, og det vil betyde rigtigt meget for mig at få mit helt eget barn. Det lyder måske lidt narcissistisk, men sådan har jeg det altså.