Kernefamilien er stadig idealernes motorvej
Skilsmisser, adoptioner og eksperimenter med nye familieformer udfordrer forestillingen om kernefamilien som den "rigtige" familie. Men det stigende antal børn, der kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling, og vores behov for at konstruere vores egen historie trækker i retning af et fortsat fokus på familien som et fællesskab skabt af blodets bånd
I efteråret sendte DR 1 seks programmer, hvor kendte mennesker med et tv-holds hjælp gik på jagt efter dramatiske afsnit af deres slægtshistorie. Blandt deltagerne var sangerinden Anne Linnet, der især var på udkig efter stærke kvindelige forbilleder i sin slægt. Kort før udsendelsen blev bragt, var den 56-årige sangerinde og komponist blevet registreret med sin over 30 år yngre, gravide kæreste. Barnet, som Anne Linnet adopterede efter fødslen, var sangerindens sjette. Sine to ældste børn fik hun med sin mand gennem 14 år, den nu afdøde jazzmusiker Holger Laumann, hendes tredje barn er modellen Mads Buhl Nielsen far til, mens fjerde og femte barn er et rumænsk søskendepar, som hun adopterede i 2006.
LÆS OGSÅ: Det var ikke den familie, jeg drømte om
Anne Linnets historie og debatten om hendes privatliv afspejler ganske godt det noget ambivalente forhold, de fleste danskere har til familien som institution, mener sociolog og seniorforsker ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Mai Heide Ottosen.
"Kernefamilien er stadig hovedsporet i vores forestillinger om den 'rigtige' familie, og slægtskab i form af blodets bånd er stadig det, vi opfatter som det naturlige udgangspunkt for en familie. Det er det ideal, de fleste ønsker at realisere, og som de arbejder på at skabe, selvom det jo for et stigende antal ender med skilsmisser, sammenbragte familier, singletilværelse i en årrække eller parforhold, hvor barnløshed er et problem. Samtidig er vi meget optaget af at skabe en fortælling om os selv som en del af et biologisk fællesskab; det ser vi for eksempel i den eksplosivt stigende interesse for slægtsforskning," siger hun.
Hun understreger, at selvom accepten af forskellige familieformer er blevet større, er kernefamilieidealet stadig motorvejen, som de fleste drøner ud ad med fuld fart. Ved siden af motorvejen går der imidlertid nogle mindre spor og veje, som sætter spørgsmålstegn ved den dominerende norm. Det gælder blandt andet de såkaldte regnbuefamilier – familier med homoseksuelle forældrepar – samt det stigende antal sammenbragte familier med dine børn, mine børn og vores børn. Men også par og enlige, der får børn ved hjælp af fertilitetsbehandling.
"Der er overordnet set to sidespor. Det ene består blandt andet af sammenbragte familier og familier med adopterede børn. Disse familier sætter fokus på familiebånd som sociale konstruktioner, der kan skabes, uden at der er et genetisk slægtskab. Selvom det er bredt accepteret, at sted- og adoptivforældre kan være gode forældre, er det en udbredt forestilling, at den slags relationer ikke er lige så stærke som de biologisk definerede," siger Mai Heide Ottosen.
Det andet sidespor skabes ifølge forskeren af de nye muligheder, som reproduktionsteknologien giver, blandt andet i form af reagensglasbørn.
"Op mod 10 procent af alle danske børn kommer til verden som resultat af fertilitetsbehandling. Det er med til at skabe et øget fokus på det, vi traditionelt har kaldt 'blodets bånd'. Mens forskerne i 1970'erne og 1980'erne anså biologien for at spille en meget lille rolle, er det nu mere udbredt at tillægge genetik stor betydning for individets identitet, følelser og udvikling," siger Mai Heide Ottosen og tilføjer, at hun selv hælder til den vurdering, at biologi spiller en betydelig rolle for relationer i en familie.
Samme vurdering kommer fra professor i socialpsykologi ved Center for Barndoms- og Familieforskning på Roskilde Universitet Lars Dencik.
"Det biologiske element blev undervurderet i en fase i anden halvdel af forrige århundrede, og vi så nogle uheldige konsekvenser for adopterede fra andre lande. Den gruppe er i dag overrepræsenteret blandt dem, der er ramt af psykiske lidelser, og som har begået selvmord. Det kunne tyde på, at man ikke skal overse menneskers behov for at kende deres biologiske ophav," siger han.
Flere familier har som Anne Linnet både adopterede og biologiske børn. Og det kan være en svær opgave for forældrene, vurderer Lars Dencik.
"Det biologiske bånd giver en tilknytning fra begyndelsen, og samtidig kan det som forælder være nemmere at forstå og fuldt ud acceptere et barn, som har en masse træk, man kan genkende fra sig selv. Med et adopteret barn kræver det noget andet, og det vil som forælder være svært at undgå, at børnene kan føle, at der bliver gjort forskel. Jeg vil sige det sådan, at jeg synes, at det er en meget svær opgave, et forældrepar sætter sig selv på, hvis de vælger at få både adopterede og biologiske børn."
Både han og Mai Heide Ottosen vurderer, at reproduktionsteknologien trækker i retning af et fokus på familien som en enhed bundet sammen af "blodets bånd".
"De nye familie- og samlivsformer sætter præg på debatten og er med til at udvide vores forestillinger om, hvad en god familie kan være. Det gælder for eksempel de nye bofællesskaber for enlige kvinder med børn. Men det er små strømme ved siden af den store motorvej, som består af kernefamilien som ideal. Det spiller nok også ind, at de kollektive fællesskabsformer, der blev eksperimenteret med i 1970'erne, led skibbrud. Så søger vi tilbage til de nære fællesskaber," siger Mai Heide Ottosen.
De øgede muligheder for et vellykket resultat af fertilitetsbehandling har også indflydelse på antallet af adoptioner, som de seneste år har været faldende. Det bekræfter næstformand i Adoption & Samfund Paul K. Jeppesen.
"En del par, som for år tilbage ville have valgt adoption, vælger nok at fortsætte med fertilitetsbehandling i flere år. Derfor kommer de senere eller måske slet ikke i gang med adoption. Men nogle af dem vælger siden adoption. Derfor er det vigtigt, at der i godkendelsesprocessen er fokus på, hvad motivet for adoption er, og om forældrene er i stand til at tage et adopteret barn til sig på samme måde som et biologisk barn."