Politik uden moral

I modsætning til mange andre lande spiller etiske spørgsmål en meget begrænset politisk rolle i Danmark, påviser forfatterne til en ny bog

I april i år rejste en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Etisk Råd i 1987, advokaten og ekspolitikeren Bjørn Elmquist, en kritik af rådet for at have udspillet sin rolle. Det var ”degenereret” og var blevet en politisk ”blindtarm”, skrev han i Jyllands-Posten. Og Børsens debatredaktør, Christopher Arzrouni, som selv sidder i Etisk Råd, ville have rådet helt nedlagt. Han mente, at det havde gjort det muligt for folketingspolitikerne at slippe for at tage stilling til svære etiske problemstillinger.

Manuskriptet til ”Moralpolitik i Danmark” lå færdigt, inden denne debat brød ud. Men den bekræfter Birkholms iagttagelse: Danske politikere betragter ikke etiske spørgsmål som politiske og tager derfor ikke stilling til moralpolitiske spørgsmål. Til gengæld tror de tre forfattere ikke, at en nedlæggelse af rådet vil være en løsning. At rådet ikke har politisk betydning, skyldes nemlig ikke rådet selv, men at moralpolitiske spørgsmål ikke er i stand til at sætte den politiske dagsorden i Danmark. Det skyldes, at moralske spørgsmål principielt anses for at være ikke-politiske.

Da Anders Fogh Rasmussen i 2004 udtalte sig om homoseksuelle ægteskaber, understregede han, at han udtalte sig som privatperson, ikke som statsminister og heller ikke som partiformand. En lignende holdning ville være umulig at forestille sig, hvis det havde drejet sig om efterløn, klima, folkeskolen eller EU.

Selvfølgelig foretages der jævnligt politiske beslutninger om moralpolitiske spørgsmål: kunstig befrugtning, abort, stamcelleforskning, homoseksuelles rettigheder og aktiv dødhjælp. Men i Danmark er det ikke spørgsmål, der bliver indgået politiske forlig om, eller som kræver streng partidisciplin.

Man kan ikke forestille sig en dansk regering gå af efter at være kommet i mindretal på et moralpolitisk spørgsmål. For normen er, at et parti ”fritstiller” sine medlemmer og tillader dem at følge deres egen ”samvittighed”. Eller også flyttes det over i Etisk Råd sammen med andre spørgsmål, som ikke betragtes som ”rigtigt” politiske. Men at sådanne emner kan være lige så rigtigt politiske som andre, viser situationen i andre lande.

Man skal blot kaste et blik på den nuværende politiske debat i Holland, Spanien og USA for at finde eksempler på lande, hvor moralske spørgsmål i mange år har stået højt på den politiske dagsorden, og hvor værdipolitik handler om meget mere end flygtninge, indvandrere og integration.

Når Danmark på linje med de andre nordiske lande og Storbritannien skiller sig ud fra normen, skyldes det karakteren af den konflikt-struktur, som kendetegner dansk politik.

De danske partier stammer fra en tid, hvor fordelingspolitiske spørgsmål dominerede, og hvor sekulariseringsprocessen allerede var vidt fremskreden. Derfor fik vi ikke partier, der som de konservative-kristelige partier i andre europæiske lande anså det som deres formål at forsvare staten og borgerne over for sekulariseringen.

I stedet fik vi i Danmark en politisk konfliktstruktur, der først og fremmest bygger på fordelingspolitiske modsætninger. Det danske partisystem følger et venstre-højre-kontinuum, og alt, hvad der ikke kan indpasses i det, har svært ved at få politisk og derfor også mediemæssig og offentlig opmærksomhed.

Det eneste parti, som har slået sig op på moralpolitiske holdninger, er Kristendemokraterne. Og selv de opgav i forbindelse med partiets navneskifte at være et religiøst funderet parti og blev i stedet ”ikke-sekulært”.

En gang imellem hænder det ganske vist, at et moralpolitisk spørgsmål kortvarigt får opmærksomhed. Men så skyldes det enkeltpersoner, ”politiske entreprenører”. Det skete for eksempel, da Simon Emil Ammitzbøll sidst i 00'erne gik i kamp for homoseksuelle ægteskaber og adoptionsret, først som medlem af Det Radikale Venstre og siden Liberal Alliance.

Andre gange er det lykkedes en interesseorganisation at sætte et moralpolitisk spørgsmål på dagsordenen. Det skete således, da Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske fik held med deres ønske om indførelse af registreret partnerskab. Kvindebevægelsen havde også en vis betydning for indførelsen af abort. Men det er undtagelser, der bekræfter reglen i Danmark om, at moral og politik tilhører to forskellige kategorier.

Er det så problematisk, kunne man spørge? Ja, mener forfatterne. For det kan give uheldige konsekvenser. En af dem er, at lovgivningen om moralpolitiske emner kan blive sjusket og usammenhængende, fordi fritstillingen af partimedlemmerne kan føre til kaotiske forløb i folketingssalen.

Forslag til ændringer af lovforslag kommer nemlig ikke fra partier, der har haft tid til forud at foretage grundige analyser af det, men fra de mange fritstillede. Derved mister lovgiverne let overblik over konsekvenserne. Det mest graverende eksempel er 1997-loven om kunstig befrugtning, som kun forbød læger, men hverken laboranter eller jordemødre at udføre kunstig befrugtning af enlige og lesbiske.

En anden problematisk følge er vel også, at der er vigtige spørgsmål, som aldrig bliver diskuteret for alvor i den danske offentlighed, fordi politikerne ikke kan ”bruge” dem i deres konflikt med deres modstandere.

Ingen politiske partier i det nuværende Folketing har således etiske holdninger. I hvert fald står der intet om etiske spørgsmål i deres partiprogrammer. Ingen ved for eksempel, hvad de mener om aktiv dødhjælp.

Endelig kan man en gang i mellem få indtryk af, at et partis holdning til et værdipolitisk spørgsmål først og fremmest bestemmes af, hvorvidt det egner sig til at markere en alternativ profil i forhold til den siddende regering. Når det skifter fra at være i opposition til selv at sidde i regering, kan man derfor undertiden se, at de ”glemmer” deres tidligere standpunkt.

Selvom forfatterne bag denne interessante lille bog tvivler på, at dansk politik vil forandre sig på det punkt fremover, kunne man dog mene, at den nuværende relative konsensus om den økonomiske politik omkring midten måske vil rydde plads for, at moralpolitiske spørgsmål fremover vil spille en større rolle. Og det opbrud, som dansk partipolitik oplever for tiden, kan tolkes som et tegn på, at vælgerne er begyndt at prioritere anderledes end tidligere.