Velfærdssamfund

Velfærdsekspert: Den universelle velfærdsstat er i opbrud

Der sker en bevægelse væk fra den universelle velfærdsstat i disse år ifølge Anders Ejrnæs. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Velfærdssamfundet er ved at udvikle sig i en ny retning. Det mener Anders Ejrnæs, der er lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet. Når han afdækker de seneste årtiers udvikling i det danske velfærdssamfund og forsøger sig med krystalkuglen for også at komme med et bud på, hvordan fremtiden ser ud, mener han at se et brud med den universelle velfærdsstat

Hvis du ser på de sidste par årtiers udvikling i det offentlige velfærdssamfund, hvad vil du så mene er de største forandringer, der er sket?

Igennem de sidste 30 år har den klassiske, universelle velfærdsstat været i forandring. Hvor velfærdsstatens rolle tidligere var at beskytte individer mod fattigdom som følge af arbejdsløshed, sygdom og alderdom gennem indkomsterstattende ydelser, er statens rolle i dag i højere grad at forebygge gennem sociale investeringspolitikker, der skal styrke borgernes personlige kompetencer og evner til selv at håndtere risiko samt skabe incitamenter til at gøre borgere selvforsørgende.

Disse forandringer kommer til udtryk i en række reformer, der har udhulet en række sociale ydelser, såsom dagpenge, kontanthjælp og pension. Derudover er der også sket en forandring i styringen af den offentlige sektor, hvilket har medført stigende krav til effektivisering. Konsekvensen af disse reformer er en øget økonomisk usikkerhed og stigende stress blandt ansatte i både den offentlig sektor og dele af det private erhvervsliv.

Forandringerne i velfærdsstaten har generelt påvirket arbejdsmarkedet og den måde arbejdsmarkedet fungerer på. Hvor det danske arbejdsmarked tidligere var karakteriseret ved et flexicurity system, hvor den høje grad af fleksibilitet på arbejdsmarkedet blev modsvaret af en høj grad af social sikkerhed, ser vi i dag en tendens til, at den økonomiske sikkerhed er blevet mindre.

Arbejdsgiverne har i dag beholdt den højere grad af fleksibilitet, mens arbejdstagerne de seneste årtier har set, hvordan både deres ansættelsesmæssige og økonomiske sikkerhed er kommet under pres. Dette kommer blandt andet til udtryk i markante forringelser i både dagpenge og kontanthjælp.

Konsekvenserne af disse reformer har været stigende fattigdom og ulighed. Forandringerne i velfærdssamfundet har skabt usikkerhed blandt lønmodtagere, som har ført til en større villighed til at være fleksible. Der er således flere grupper, der er i en økonomisk prekær situation, hvor de er i risiko for at blive fattige.

Hvad er efter din mening årsagerne til disse forandringer?

Der findes både strukturelle og politiske årsager til forandringerne. Globaliseringen har medført, at kapital og arbejdskraft i stigende grad er mobil. Staterne er derfor i højere grad presset til at konkurrere om at sikre de bedste rammevilkår for virksomhederne og sikre, at der er kvalificeret arbejdskraft.

De demografiske ændringer har betydet at der kommet flere ældre, der har behov velfærdsstatslige ydelser. Skiftende regeringers reaktion på forandringerne har været at lave en række arbejdsmarkedsreformer, der på den ene side sigter mod at udvide arbejdsudbuddet og på den anden side sigter mod at gøre den offentlige sektor mere effektiv.

Der er flere grunde til, at politikerne har kunnet gennemføre disse reformer.

For det første er reformerne sket gradvist. Reformerne og stramningerne er tillige blevet fremstillet som ’nødvendige’. For det andet er mange reformer sket i form af automatiske nedskæringer. Et eksempel på dette er grønthøstermetoden, hvor offentlige institutioner tvinges til at spare to procent hvert år eller at pensionsalderen automatisk stiger. For det tredje har mange af reformerne af velfærdsstaten primært ramt udsatte grupper, såsom indvandrere, kontanthjælpsgrupper og psykiske syge, som mangler en stemme i den offentlige debat. For det fjerde er reformerne ofte blevet vedtaget med brede flertal i folketinget.

Mener du, at man kan tale om, at en decideret ideologisk nedsmeltning af det offentlige velfærdssamfund har styret politikerne de sidste par årtier?

Man kan ikke tale om en egentlig nedsmeltning af det offentlige velfærdssamfund, men derimod en gradvis forandring af velfærdssamfundet, hvor privatiseringen og markedsgørelsen indirekte vinder frem.

Det faktum at velfærdsstaten ikke har kunnet honorere befolkningens behov for velfærd har betydet, at folk i stigende grad har suppleret med private tilbud.

Forringelser i folkeskolen som følge af folkeskolereformen har ført til, at forældre i højere grad vælger privatskoler, og at de dygtige lærere i højere grad flygter til privatskoler. Det øgede behov for ældrepleje – som følge af de demografiske ændringer kombineret med at kommunernes bevillinger ikke er steget – har betydet, at flere ældre supplerer med private tilbud.

Også når det gælder de mere kontante ydelser, såsom pension og dagpenge, har forringelserne betydet, at den bedre bemidlede del af befolkningen supplerer dagpenge og pension med private forsikringsordninger.

Hvilken retning ser du vores offentlige velfærdssamfund bevæge sig i fremover, hvis tingene udvikler sig som de har gjort de senere år? Hvad vil udfordringerne være for det offentlige velfærdssamfund fremover? Hvordan vil det se ud?

Udviklingen af den danske velfærdsstat vil gå imod et mere opdelt velfærdssamfund, hvor de privilegerede grupper på arbejdsmarkedet i stigende grad vil supplere den offentlige velfærd med private tilbud, mens personer på kanten af arbejdsmarkedet vil være afhængige af et mere skrabet offentligt velfærdssystem.

Derudover vil man se en tendens til mere differentierede sociale rettigheder, hvor bestemte grupper, såsom indvandrere og flygtninge, vil have færre sociale rettigheder end den resterende del af befolkningen.

Den universelle velfærdsstat, hvor alle borgere har lige ret til velfærd, vil således forandre sig til et mere todelt velfærdssystem, hvor en større del af befolkningen vil leve i en økonomisk usikkerhed.

Anders Ejrnæs. Foto: Paddy Dowling/IPTC