Ekspert: Breiviks manifest kan blive vigtig kunst

Christian Lollike er for tidligt ude, men det betyder ikke, at han ikke principielt har ret i, at kunsten er vigtig, når vi skal bearbejde et kollektivt traume, siger lektor Tore Rye Andersen

Vi må ikke forbyde kunsten at røre ved det, der gør virkelig ondt i samfundet, advarer Tore Rye Andersen, lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Alligevel mener han, at Christian Lollike er lige tidligt nok ude med sit stykke om Anders Breivik

Efter Auschwitz kan man ikke skrive poesi. Ordene kom fra den tyske filosof Theodor W. Adorno kort efter afslutningen på 2. Verdenskrig og Holocausts rædsler.

Og selv om det skulle vise sig ikke at passe, er hans reaktion forståelig, siger lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, Tore Rye Andersen:

LÆS OGSÅ: 10 år efter angrebet tier kunstnerne stadig

I den kollektive choktilstand efter sådanne hændelser giver udtalelsen fuld mening, uagtet, at han tog fejl. Der blev skrevet kanoniseret poesi, ikke bare efter, men med udgangspunkt i ofrenes frygtelige oplevelser i Auschwitz, understreger han. Og sidste år efterlyste Tore Rye Andersen i Kristeligt Dagblad en stor roman om 9/11.

Han mener, at litteraturens tavshed og undvigelse er med til at fastholde begivenheden som et ubearbejdet traume. Modsat er der i løbet af den seneste uges tid kastet mangt et vredesudbrud efter Christian Lollikes kommende teaterstykke baseret på Anders Breiviks manifest, som han offentliggjorde på nettet kort tid inden han dræbte 77 mennesker på øen Utøya i Norge.

Pårørende, politikere og debattører har taget afstand fra forestillingen og bedt Christian Lollike gentænke, hvad han egentlig opnår ved at give Breiviks ord kunstnerisk liv. Kristeligt Dagblad har spurgt Tore Rye Andersen om det samme.

Det, kunsten blandt andet kan, er at sammenstille den individuelle erfaring med den kollektive. Når sådan noget sker, er det enormt vigtigt, at vi ikke lader den individuelle erfaring stå i vejen for den kollektive. Vi skal turde reflektere kollektivt også, forklarer lektoren.

Men han understreger, at tidshorisonten er afgørende, når kunstnere arbejder med kollektive traumer, som både Auschwitz, 9/11 og Utøya:

Jeg efterlyste romanen om 9/11 ti år efter tragedien. Vi er nødt til at tage en pause efter sådan en begivenhed, og ikke mindst af hensyn til de pårørende kan man argumentere for, at Lollikes teaterstykke er lige hurtigt nok ude, siger han og peger på Theodor W. Adornos udsagn om umuligheden af at skrive poesi efter Auschwitz:

Selvom der dengang var tale om et endnu voldsommere traume, har borgerne efter sådanne begivenheder brug for at trække vejret og synke inden kunsten gør det på deres vegne:

Det samme skete efter terrorangrebet på World Trade Center i USA. 9/11 medførte en choktilstand i kulturen, hvor man sagde, at den ironiske litteratur var umuliggjort efter terrorangrebet. Men det viste sig jo ikke at være sandt, siger han. Angrebet førte til, at flere actionfilm blev taget af plakaten de følgende måneder:

Voldsomme actionscener virkede usmagelige. Den første film om Spiderman blev ændret, og en anden film med Arnold Schwarzenegger fik premieren udskudt. Instruktøren Robert Altman sagde direkte, at man aldrig havde kunnet gennemføre et angreb, hvis det ikke tidligere var blevet vist på film. Så kunsten tog sin del af traumet på sig, mener Tore Rye Andersen.

Men han er ikke enig i, at kunsten bør fjerne sig fra den traumatiske virkelighed i sin behandling af den:

Jeg mener ikke nødvendigvis, at det er afgørende, hvor tæt Christian Lollikes stykke ender med at lægge sig op ad virkeligheden det handler ikke om, hvorvidt han bruger Anders Breiviks manuskript eller ej. For når man beskæftiger sig med et stykke følsomt virkelighed, skal man også passe på med at tage sig for mange kunstneriske friheder. Kunstneren bør nok i en eller anden forstand forpligte sig på virkeligheden, blandt andet ved at foretage et ordentligt researcharbejde, der signalerer, at han ikke tager for let på den virkelige tragedie, siger han.

Og Tore Rye Andersen fastholder, at selv om Christian Lollike er lige tidligt nok ude, er det farligt, hvis vi forbyder kunsten at røre der, hvor det gør ondt:

Faren er, at kunsten træder varsomt uden om alt, der bare lugter af politik. Og det vil være et stort tab. Intet kan som kunsten forene den individuelle erfaring med den kollektive, slutter han.