Solomødre

Børns Vilkår: Børn af solomødre trives lige så godt som andre børn

Foto: Antonio Cicorella / Panthermedia / Ritzau Scanpix

Antallet af solomødre – single kvinder, der vælger at få et barn uden en mand – stiger markant i disse år i Danmark. Etik.dk har kontaktet direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, for at høre nærmere om fænomenet og om hvorvidt, der er etiske udfordringer knyttet hertil fra barnets synspunkt.

En opgørelse fra Dansk Fertilitetsselskab viser, at der er sket en stigning på 45 procent i antallet af kvinder, som får børn ved hjælp af fertilitets-behandling og uden en partner i perioden 2013-2018. Det kunne Kristeligt Dagblad berette om for nyligt.

Direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, fortæller, at børn af solomødre har det lige så godt som alle andre børn:

"Der er ikke noget forskning, der peger på, at børn af solomødre trives dårligere end andre børn. Børn har grundlæggende brug for tryghed og omsorg – der er ikke noget, der tyder på, at en solomor ikke kan give det," fortæller han.

Det kan have sin årsag i, at solomødres ønske om at få et barn er meget højt, og at kærligheden og nærværet derfor er fuldt til stede:

"Man skal i debatten huske på, at der kan være mange faktorer, der spiller ind i en beslutning om, at man er blevet solomor. Det er jo i den grad ønskebørn, og derfor vil forælderen som regel også have haft mange overvejelser om at skulle have et barn. Det betyder, at mange nok vil gøre sig særligt umage om det at være forælder, når de vælger at få børn som solomor," udlægger Rasmus Kjeldahl, der mener, at der skal være åbenhed omkring, hvordan familier ser ud:

"Det er vigtigt, at man er åben over for, at en familie ikke nødvendigvis består af mor, far og børn. Der er i dag mange måder, man kan være familie på. Derfor skal vi være opmærksomme på ikke at tale om disse børn og familier som om, de er forkerte og mærkelige – moderne familier kan se meget forskellige ud, og børnene og deres familier skal ikke stemples, fordi de ikke ligner det, man forbinder med en traditionel familieform," påpeger han.

Han kommer også med et par bud på, hvad der måske er særlig vigtigt for solomødre:

"Forældre, der vælger at få børn alene, skal være opmærksomme på, at de er i netværk, hvor barnet omgås flere mennesker og voksne af begge køn. Det bør ikke udelukke mænd i et barns liv, at man kun er mor, der er forælder," fortæller han og fortsætter:

"Det er vigtigt, at man er ærlig overfor barnet om, hvordan det er blevet til. Man taber sit barns tillid, hvis man ikke fortæller sandheden."