LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Etik og markedstænkning

Peter Kemp, teolog og filosof. Foto: Arkivfoto

Selvfølgelig har kristendom med det politiske liv at gøre. Det har det haft siden kampen mod Romerriget i de første århundreder. Men det var og er som en etisk appel om ikke at glemme, at mennesket er andet og mere end en funktion i et samfundsmaskineri, og at lade idéen om det hele menneske være ledestjerne for de politiske afgørelser

KRISTELIGT DAGBLAD refererede den 28. november de to første oplæg i en høring på Borups Højskole dagen før om etik og markedstænkning, arrangeret af sognepræst Mikkel Wold fra Marmorkirken i København.

Oplægsholderne havde hver sin synsvinkel på emnet. Men det må være, fordi referenten hurtigst muligt skulle aflevere sit referat til avisen, at han i hvert fald for mit tilfælde helt misforstod, hvad jeg sagde.

Det er rigtigt, at jeg tog udgangspunkt i den debat, der foregår i dag, om den konkurrencestat, vi på mange måder befinder os i. Men jeg sagde bestemt ikke, at konkurrencestaten er ”det største overgreb på den danske befolkning siden Besættelsen”.

Jeg er enig med Ove Kaj Pedersen, når han i sin bog om denne stat og endnu stærkere i den efterfølgende bog om markedsstaten beskriver vores konkurrencesamfund som et vilkår for mennesker i dagens Danmark, hvor de vurderes som arbejdere, der skal kontrolleres af staten.

Overgrebet sker, når dette menneskesyn gøres til den eneste og højeste målestok og ikke afbalanceres af et andet menneskesyn, hvorefter fællesskabet mellem mennesker og respekten for ”hin enkelte” er højeste målestok for vores menneskelighed.

Det er, når synet på mennesket som det, Ove Kaj Pedersen i sin nye bog meget præcist kalder ”normalsubjektet”, får frit spil, at staten bliver en tyran, som i det eksempel, jeg nævnte i mit oplæg: tvangsdigitaliseringen af den offentlige kommunikation mellem borgere og myndigheder.

Denne er iværksat af finansminister Bjarne Corydon (S) i en bekendtgørelse af 18. december 2013 herom, hvor han har sat nogle betingelser for at blive fritaget for denne post sådan op, at fritagelsen forekommer ret illusorisk for de fleste og nødvendigvis vil føre til en stigmatisering og ligefrem kriminalisering af dem, som troede, de var tvunget til at acceptere systemet, men ikke kan finde ud af at bruge det.

Her er Corydon og hans regnedrenge gået langt videre, end politikerne sikkert har forestillet sig, da de vedtog Loven om offentlig digital post den 11. juni 2012 og sikrede sig, at der var mulighed for fritagelse fra denne form for post.

Der er i administrationen af systemet ikke engang tale om, at man skulle tilmelde sig inden den 1. november i år, men hvis man ikke bad om fritagelse, blev man automatisk tilmeldt, og der er intet sagt om, hvordan man så kommer ud af dette system, hvis man fortryder. Det var om dette, jeg i mit oplæg sagde, at det ”nok er det største overgreb, der er sket på den danske befolkning siden Besættelsen under Anden Verdenskrig”.

DIGITALISERINGEN BLEV gennemført ved en massiv kampagne for at underlægge borgerne et system, der så vidt muligt tvinger dem til lydighed. Her er borgeren klart reduceret til den kontrollerede arbejder, der skal tilpasse sig markedets krav udtrykt af den politiske magt.

Men i Grundtvigs fædreland burde enhver kunne indse, at dette indgreb i borgernes frihed er et anslag mod det gode samfundsfællesskab, der erstattes af et upersonligt offentligt log-in-fællesskab. Det er lanceret som en fordel for borgerne, der nu slipper for at læse breve, men det er jo en narresut, eftersom det ikke er nemmere at gå ind gennem NemID for at se efter sin post end at samle et brev op fra postkassen. Snarere tværtimod.

Det er således ikke engang begrundet i, at staten yder de borgere, der ikke kan klare sig selv, en tjeneste og derfor kan kræve en afgivelse af deres frihed, men det er alene begrundet i, at stat og kommuner kan spare penge på forsendelsesudgifter.

Det ser helt bort fra, at de mange mennesker, der har følt sig tvunget til at acceptere den digitale post, og som viser sig ikke at være i stand til at kunne sikre, at de får den post, de skal have fra myndigheder eller offentlige institutioner, eller som overser noget i deres elektroniske postkasse, gøres til andenrangsborgere.

Det er nok derfor, der ”kun” er knap en halv million, der har bedt sig fritaget for at være tilmeldt digitaliseringen, men havde man aktivt skullet tilmelde sig, var der vel et par millioner, der ikke ville være med.

Senest er det kommet frem, at alle ansøgninger til det offentlige skal ske digitalt, medmindre man individuelt søger om fritagelse. Så må borgerne selv finde ud af, hvordan de klarer det.

Hvad bilder de sig ind i Finansministeriet?

AF REFERATET AF MIT OPLÆG skulle man også tro, at jeg havde talt for en kristen etik. Men det er en sandhed med modifikationer. Som så mange andre, der var teologiske studerende i 1950'erne og 1960'erne, lærte vi af K.E. Løgstrup, at det kristne menneskesyn, sådan som det blev udtrykt i hans skabelsesteologi og udfoldet i hans bog om ”Den etiske fordring”, ikke indeholder bestemte moralske forskrifter, som for eksempel i N.H. Søes ”Kristelig etik” fra 1942. Fordringen er, selvom den er radikal, tavs. For os blev ordet kristen eller kristelig etik derfor et belastet udtryk.

Og det er det sikkert for mange stadigvæk. Derfor bør vi nok i samfundssammenhæng nøjes med at tale om, at vi har brug for et kristent menneskesyn. Et sådant eller i hvert fald resterne af et sådant kan man godt have uden at forstå sig som troende kristen i traditionel forstand.

Det var det, jeg forsøgte at sige i mit oplæg. Og jeg er helt enig med Hans Hauge, der i forbindelse med referatet af mødet, som han ikke deltog i, advarede imod en ”en moralisme, som savner teologisk tyngde og derfor heller ikke bliver en stemme i samfundsdebatten”.

SELVFØLGELIG HAR KRISTENDOM med det politiske liv at gøre og har haft det siden kampen mod Romerriget i de første århundreder, men det var og er som en etisk appel om ikke at glemme, at mennesket er andet og mere end en funktion i et samfundsmaskineri, men lade idéen om det hele menneske være ledestjerne for de politiske afgørelser.

Hvis idéen om den kontrollerede arbejder alene skal være den tankeform, der har skabt den danske stat, forstår man i øvrigt ikke, hvorfor danske kvinder fik valgret i 1915, hvorfor vi har skabt et offentligt sygehusvæsen og sygesikring, hvorfor vi har oprettet gratis skoler og ældreforsorg, hvorfor staten støtter kunst og kultur, hvorfor vi har en folkekirke støttet af staten, og hvorfor nogle mener, at dannelsen i uddannelsen er væsentlig. Intet af dette kan tilstrækkeligt begrundes i markedets krav. Der ligger et andet menneskesyn bag.

Og det ved Ove Kaj Pedersen godt. Han har i indledningen til sin nye bog indsat en længere fodnote, hvori han indrømmer, at han kun taler om ”det arbejdende individ og dets juridiske historie”, således at bogen kun handler om ”en delmængde af et mere alment individbegreb”, kort sagt at arbejdsmarkedets historie ikke er hele den danske rets- og kulturhistorie.

Men han siger alligevel i denne note, at hans normalsubjekt ”er hin enkelte, hvis navn fremgår af fødselsattest, og hvis identitet er kendt af andre”. Hvortil man må sige, at dette i hvert fald ikke er ”hin enkelte”, som Søren Kierkegaard talte om, og som er det subjekt, der får bekræftet sin eksistens og derved adskiller sig fra mængden.

Det, vi skal gå i kødet på, er konkurrencestaten, når den er værst og for eksempel lammer vores kamp for et folkeligt fællesskab - ikke det faktum, at der overhovedet er konkurrence og kappestrid mellem mennesker.

Peter Kemp er teolog, filosof og professor emeritus ved Danmarks Pædagogiske Universitet