Vi taber menneskelighed, når verden taber menneskeliv

Vi skal droppe asylstramningerne, fordi vi har en forpligtelse til det, fordi vi er bedst rustet til det, og fordi vi på den måde passer bedst på vores omdømme. Lad os finde stoltheden i at tage imod de fattige, de mødige, de sammenstimlede masser, og lad det være os, der lader dem ånde frit, skriver dagens kronikør

50 MILLIONER MENNESKER. Omkring det dobbelte af indbyggertallet i Norden. Så mange ofre er i dag på flugt i stopfyldte skibe over Middelhavet, i trucks over stegende savanner og til fods i uendelige bjerglandskaber. De flygter, fordi de skal, ikke fordi de vil. De flygter fra og ikke til lande. De flygter med frygt for udryddelse og ikke håb om nydelse. De har mistet deres liv, men lever stadig. Derfor beder de indtrængende om vores hjælp.

Imens blæser der kølige smålighedsvinde herhjemme. Politikere fra stort set hele farvespektret puster sig op for at fortælle os, hvor lidt de er i stand til: Regeringen vil forhindre asylsøgere i at få familiesammenføring det første år, så en voksen flygtning risikerer at få sine børn slået ihjel i mellemtiden. Dansk Folkeparti mener, at syriske flygtninge skal flyves fra Danmark til overbelastede asyllejre i Jordan. Venstre kalder Dansk Folkepartis idé for ”interessant”, for de vil strække sig langt for at undgå ”svenske tilstande”.

Alle de politiske forslag udstiller en pinlig nationalegoisme: Når verden brænder, rykker vi snarere sammen til lyden af gnisterne i stedet for at hente ofrene ud fra flammerne og få slukket ilden. Vi spørger, hvordan vi undgår problemerne, i stedet for hvordan vi løser dem. Og vores asylpolitik begynder at minde om et søvnigt barn - sart, pylret og småligt.

FN's Flygtningekonvention siger i forvejen, at betegnelsen ”flygtning” kun gives til dem, som er udsat for forfølgelse på grund af race, seksualitet, tro eller lignende. Det er således de mest ubeskyttede mennesker, vi selv forsøger at beskytte os over for. Men vi bør tage imod de uskyldige ofre, der banker på vores dør. Det er der flere grunde til:

FOR DET FØRSTE skal vi modtage asylsøgere, fordi vi har en forpligtelse til det. Vi nyder i vores samfund en frihed, som kun få borgere i eksempelvis Mellemøsten deler med os. Men er vores frihed kun en størrelse, vi passivt skal modtage, eller skal vi aktivt bruge vores frihed til at forøge den for dem, som lever uden? Svaret på det sidste spørgsmål er ja - for selvom vi har stærke skoler og ældreplejer, er vi svage i ånden, når vi kun formår at se indad og aldrig udad. Dén enorme ubalance mellem andre menneskers problemer og vores vilje til at ofre os for løsninger er mest af alt udtryk for overdreven selvbeskyttelsesmani.

For det andet skal vi modtage asylsøgerne, fordi vi internationalt set er bedst rustet til det. Lad os se på proportionerne: Ikke siden Anden Verdenskrig har så mange mennesker som i dag været på flugt. Over 85 procent af dem opholder sig lige nu i u-lande. I Libanon, et skrøbeligt land på fire millioner indbyggere, huser man mere end to millioner syriske og 600.000 palæstinensiske flygtninge. Imens taler vi i Danmark om asylstramninger, selvom tal fra Udlændingestyrelsen viser, at kun 4000 flygtninge har fået opholdstilladelse i år. Det er dermed de mindst udviklede lande, der tager det største ansvar, mens de mest udviklede tager det mindste. Men når vi ikke kan modtage en knivspids af verdens ofre på flugt, er vores nation så ganske enkelt uhyggeligt vakkelvorn, eller er det vores vilje, der vakler?

For det tredje skal vi modtage asylsøgere, fordi vi på den måde passer bedst på vores eget ry. Når vi åbent foreslår at gå imod internationale konventioner, så skader det vores position i verdenssamfundet. Således siger den regionale chef for FN's Flygtningehøjkommisariat, at Danmark løber fra sit ansvar over for verdens flygtninge. Vores stikken halen mellem benene-snak er altså rent ud sagt politisk idioti: Idiot betød oprindeligt privatmand - en, som kun tænker på sig selv og ikke på andre, og som påfører sig et ringe ry.

ALTSÅ SKAL VI DROPPE asylstramningerne, fordi vi har en forpligtelse til det, fordi vi er bedst rustet til det, og fordi vi på den måde passer bedst på vores omdømme. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, for asylpolitikken er fanget i politisk osteklokke-fnidder i et valgår. Partierne battler på asylpolitiske macho-udmeldinger for at vinde regeringsmagten. Imens står nødhjælpsorganisationerne måbende på sidelinjen og bønfalder politikerne om at trække sig ud af kynismens kapløb. Herfra skal opfordringen lyde: Politikere, lad være med at tage flygtninge til gidsler i jeres stemmeslugningskamp. Brug jeres politiske fremtid til at gavne mennesker i stedet for at bruge mennesker til at gavne jeres politiske fremtid.

Hvad siger de så, politikerne, i forsøget på at legitimere asylstramninger? For det første gentager de, at Danmark gennem militære aktioner varetager sit internationale ansvar. Eksempelvis har vi for nylig sendt F16-jagerfly til Irak for at bombe Islamisk Stat, IS. Det er sandhed, ligesom det er sandt, at vi ikke kan bombe os til freden. For ligegyldigt hvor mange ekstremister, vi slår ihjel, så lever millioner af deres ofre stadig uden tag over hovedet og fred i sindet. De ofre savner tryghed, ikke eksplosioner. Desuden er flygtningestrømmene fra Irak en konsekvens af vores ifølge FN ulovlige invasion af landet i 2003.

For det andet påpeger politikerne, at vi skal gennemføre asylstramninger af hensyn til økonomien. Men adskillige kommuner ønsker jo flygtningene, da asyllejrene skaber tiltrængte jobs for håndværkere, undervisere og udlejere. Den statslige finansiering til lejrene kunne vi hente ved at skære i offentlige tilskud til velhavende pensionisters bus- og svømmehalsture. Det afgørende er ikke, hvor vi henter finansieringen. Det altafgørende er, at vi giver det enkelte menneskes liv forrang for vores hang til flødeskum på toppen-velfærd og indser, at ekstraordinære situationer kræver ekstraordinære midler.

Netop i ekstraordinære situationer har verden før hjulpet os. Flere storbyer er i dag ikoniske, fordi de gennem historien har åbnet armene over for mennesker i nød. Paris, London og New York blomstrer i dag som kulturcentre med hele verdens øjne rettet mod sig. De fortæller os, at det kan lade sig gøre at hjælpe andre og sig selv samtidig. Mere end 300.000 danskere udvandrede mellem 1850 og 1920 til USA. De sejlede i skibe til New Yorks havn, hvor Frihedsgudinden modtog dem med de berømte ord: ”Giv mig dine mødige, dine fattige, dine sammenstimlede masser, som længes efter at ånde frit.” Men når flygtningene kommer til os, løber vi om kap fra ansvaret for dem.

Mens man i verdens brændpunkter i dag taber menneskeliv, taber vi i Danmark menneskelighed. I krisetider dukker vi hovedet i stedet for at ranke ryggen. Mit budskab er, at vi med vores fulde muskelmasse skal beskytte verdens svageste borgere.

Asylsøgerne er en stor opgave, men ikke større end vores evner som land. Det viser en fortælling fra en lille dansk ø: På Samsø har man omdannet en nedlagt højskole til en flygtningelejr, som drives af frivilligt engagement, donationer og bredt samarbejde. Ligesom danskerne engang fandt trygheden på øen Manhattan, har 200 flygtninge fundet den på øen Samsø. Samsingernes mest essentielle bidrag til debatten er måske dette: Gennem arbejdet for andre mennesker har beboerne ifølge dem selv ikke svækket, men styrket deres fællesskab. Deres indsats er et eksempel til efterfølgelse.

Lad os vise omverdenen, at vi er et stærkt samfund indadtil, men at vi aldrig bliver stærkt indadvendte. Lad os finde stoltheden i at tage imod de fattige, de mødige, de sammenstimlede masser, og lad det være os, der lader dem ånde frit.

Emil Sloth Andersen er cand.scient.pol.