Tyske soldater var sjældent ideologiske

Sönke Neitzel er professor i international historie ved London School of Economics. Han har gravet i nazisoldaternes forhold til vold siden 2001. – Foto: Petra Killick.

Voldsforståelsen kommer af forholdet til gruppen, ikke til ideologien, fremgår det af ny bog om tyske soldater i Anden Verdenskrig

I krig er det aldrig sort eller hvidt. Det er gråt.

Det siger professor i international historie Sönke Neitzel ved London School of Economics, der er en af to forfatterne til bogen Soldater om krig, drab og død, som for nylig er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

Bogen handler om krige og tager udgangspunkt i de aflytninger, som både briter og amerikanere foretog af tyske krigsfanger under Anden Verdenskrig. Udskrifterne er først kommet for dagens lys i 1990erne, hvor Neitzel opdagede en guldgrube af informationer om, hvad tyskerne talte om, når de troede, at ingen lyttede med.

LÆS OGSÅ: Tøjlesløs vold er krigens norm

I England var opfattelsen af tyskerne, at de var de onde, mens briterne var de gode. Sådan er det jo ikke, det er et mudret billede, siger Neitzel.

Det er meget sjældent, at soldater vil sige, at de kæmper for nationen, for EU eller for menneskeheden. Når det kommer til at kæmpe, så sker der det, vi kalder for basal grammatik: ønsket om at overleve kampene og opleve nogle momenter af glæde over at klare opgaverne godt.

Sönke Neitzel påpeger, at Adolf Hitler begyndte krigen med en nazistisk ideologi, men at den ikke nødvendigvis betød noget for de tyske soldater lige så lidt som han mener, at en ideologi betyder noget for andre soldater i kamp.

Graden af de tyske soldaters politiske opfattelse var lav.

De to elementer, der især adskiller Nazitysklands krig fra andre krige, var massemordet på jøder, som var uafhængigt af selve krigen, og drabene på et utal af russiske soldater i krigsfangenskab, fordi ideologien sagde, at russerne var laverestående væsener.

Men tyskernes massemord var ikke enestående i Anden Verdenskrig, japanerne dræbte næsten en halv million civile kinesere.

Det er den gruppespecifikke voldspraksis, der er den vigtigste faktor, hvis man vil forklare soldaternes handlinger.

Og derfor er det på tide at holde op med at overvurdere det ideologiske, som nok kan være medvirkende årsag til at udløse en krig, men ikke forklare, hvorfor soldater begår krigsforbrydelser.

Men som samfund er man nødt til at erkende, at nogle soldater kan udvikle sig til mennesker, som uden at kny dræber både mænd, kvinder og børn i en krig. Det er en fare, enhver gruppe kamptropper kan ende i. Deres anliggende i kamp er hinanden og at beskytte hinanden. For dem er gruppen den vigtigste enhed til beskyttelse i en situation, hvor fredens referenceramme er sat helt ud af kraft.