Krig skal ikke vises, men forklares

Sørine Gottfredsen uddeler ris og ros til den journalistiske dækning af krig

KRIG ER PÅ ÉN og samme tid konkret og særdeles abstrakt. For dem, der slås derude, må der være tale om en helt overvældende følelse af virkelighed, men for os herhjemme, der kun oplever krigen gennem fjernsynet, er det en anden sag.

Alle nyhedsudsendelser er i disse dage fyldt med rapportering fra de allieredes angreb på Libyen, og lidt groft sagt kan dækningen opdeles i to genrer. Den ene drejer sig om på rolig distance at analysere begivenhederne, mens den anden går ud på at levere en oplevelse af krigens nerve der, hvor det sker.

LÆS OGSÅ: Leder: Mediebilleder af krig

Personligt foretrækker jeg det første, og i disse dage skiller DR sig ud med stærke journalistiske kræfter. Ved at lytte til folk som Steffen Gram og Mette Fugl fra henholdsvis Washington og Bruxelles får man et godt indblik i det politiske spil bag krigshandlingerne. Med ro, overblik og oven i købet uden manuskript rapporterer de dagligt fra den internationale kulisse.

Vi skælder ofte og med rette ud på journalister, men ikke desto mindre har vi her i landet nogle meget dygtige af slagsen, der i dage som disse gør deres branche ære. De to allerede nævnte samt Henrik Lerche - der som én af de få med succes har forladt sportsjournalistikken for at komme videre - beviser som et velfungerende DR-korrespondent-trekløver, at krig skal forklares. Og ikke opleves.

Man kan godt forsøge at vise billeder af kamphandlinger, og TV 2 kan sende kanalens actionmand, Rasmus Tantholdt, ind i farefulde områder, men som seer bliver man ikke stort klogere af det.

Snarere bliver man endnu mere opfyldt af en følelse af abstraktion. I stedet skal vi have forklaret, hvad Obama overvejer, hvorfor Frankrigs Sarkozy fører sig så voldsomt frem, hvilken rolle Nato skal spille, og hvad der vedtages i FN.

Vi kan aldrig hjemme i stuen opnå en realistisk følelse af, hvad en krig rent faktisk rummer på stedet, og man kan diskutere, om ikke bestræbelsen på at give os indblik bedst varetages af fiktionen. Som vi om søndagen for tiden på DR 1 kan se det i Steven Spielbergs store serie, "Pacific", om Anden Verdenskrig.

At krig i en nyhedsudsendelse skal forklares, mere end den skal fremvises, lærte vi for alvor under Golfkrigen i 1991, da major Svend Bergstein rykkede rundt på papmache-tropperne i DR's studie og i øvrigt slog så effektivt igennem, at han i en periode forsøgte at blive politiker.

Dengang begyndte man at overveje, om man med de nyskabende billeder af bombeangreb på Irak var i færd med at gøre krig til en omgang højdramatisk medieunderholdning, og det spørgsmål følger os selvsagt stadig.

En krig i fjernsynet vil altid fremstå som en besynderligt fjern og uvirkelig affære, præcis som en tsunami og et jordskælv og et radioaktivt udslip. Vi kan ikke fatte virkelighedens tragedier gennem en tv-skærm. Tværtimod kan vi blive immune og blaserte over for dem, og derfor er den store journalistiske opgave i tider som disse ikke at vise, men at forklare, hvad der sker.

Sørine Gotfredsen er forfatter, journalist og præst