Er der grænser for, hvad befolkningen bør vide?

Oplysninger om blandt andet et stort antal civile dræbte og omfattende brug af tortur i det irakiske politi har sat dagsordenen, siden den omdiskuterede organisation Wikileaks udsendte knap 400.000 hidtil hemmeligholdte dokumenter om den vestlige koalitions indsats i Irak. -- Foto: EPAAFP.

De lækkede dokumenter om Irakkrigen indeholder gruopvækkende oplysninger om tortur og børn, der bliver skudt af vestlige soldater. Til gavn for demokratiet - eller nærmere til skade?

En lille pige står på gaden, foroverbøjet i bøn. Hendes kjole er gul. En kampvogn med - angiveligt britiske - soldater stopper pludselig op, og en af soldaterne dukker op med en riffel. Han blæser hende væk.

Fanger bliver afhørt ved brug af elektriske stød, syre eller slag. En mistænkt bliver pisket med plasticrør og torteret med en boremaskine. En mand bliver torteret med syre og får hugget fingre af under afhøringer, så flere lemmer bagefter må amputeres.

Det er den slags historier fra den virkelige verden, man kan læse i de lækkede dokumenter om krigen i Irak, som har fyldt medierne i den seneste uge. Oplysninger om blandt andet et stort antal civile dræbte og omfattende brug af tortur i det irakiske politi har sat dagsordenen, siden den omdiskuterede organisation Wikileaks udsendte knap 400.000 hidtil hemmeligholdte dokumenter om den vestlige koalitions indsats i Irak.

Lederen af Wikileaks, Julian Assange, kalder offentliggørelsen for organisationens "største bedrift", og mange pressefolk og meningsdannere har erklæret sig enige i, at dokumenterne giver offentligheden en enestående indsigt i, hvad der er foregået i Irak. En demokratisk sejr.

Men lækken har mødt lige så meget modstand. For meget åbenhed er farligt, fordi fjenderne også kigger med, og man risikerer vores egen sikkerhed ved at lukke op for posen, har argumentet lydt fra blandt andre USA?s udenrigsminister, Hillary Clinton, og Nato?s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen.

Der er altså ikke enighed om, at åbenhed om krig altid er godt. Men kan der være andre argumenter for at holde kortene tæt til kroppen end hensynet til soldaternes sikkerhed?

Militærsociolog Claus Kold fra Rehabiliteringscentret for Torturofre mener, at personer inden for forsvaret kan have flere grunde til ikke at fortælle hr. og fru Hansen alle detaljer om, hvad der foregår i felten.

En af dem kan være, at det at slå andre mennesker ihjel er alt for svært for almindelige mennesker at forstå. Derfor kan begrænsning af detaljerede oplysninger om blodige drab på lokale være magthavernes måde at beskytte den enkelte soldat på.

"Hvis en hjemvendt soldat er til familiefest, vil det være meget frastødende for folk, hvis hele selskabet pludselig hører om, hvad han har foretaget sig i Irak - at han for eksempel er kommet til et hus og har slået flere mennesker ihjel," siger Claus Kold.

Han forklarer, at folk, som ikke selv har været i krig, opfatter soldaternes handlinger anderledes, end man gør inden for den militære verden.

"Vi tænker på dem som privatpersoner, og medierne præsenterer også de danske soldater som Brian, Per og Claus. Men i forsvaret uddanner man ikke mennesker, man uddanner enheder. Soldaterne udfylder en rolle, en funktion, og det er sådan, man skal se dem," siger Claus Kold, der også peger på, at vores civile sprog ikke er egnet til at formidle den militære virkelighed, soldaterne lever i.

"Hvis du spørger en soldat, hvad hans vigtigste kompetencer er, vil han svare: Jeg kan ødelægge ting og slå folk ihjel. Men hvis Per begynder at forklare sig på den måde ved en festlig lejlighed, vil det ikke blive godt modtaget, for vi har en masse koder for, hvordan vi skal opføre os over for hinanden i civilsamfundet. Vi mangler ord for de ting, der sker i den militære verden," forklarer han.

Frygten for misforståelser og fordømmelse fra familien eller studiekammeraterne derhjemme kan altså være en underliggende årsag til, at militærfolk somme tider helst vil holde de makabre detaljer for sig selv. Claus Kold understreger dog, at det danske forsvar er blevet markant mere åbent i de senere år.

Selv mener han, at netop størst mulig åbenhed er den bedste måde at give almindelige danskere en forståelse for soldaternes opgave.

Også politikere kan have forskellige interesser i at holde de mest blodige detaljer om krigens realiteter fra befolkningens tv-skærme, mener flere forskere. For to år siden afviste daværende forsvarsminister Søren Gade (V) at offentliggøre tal for, hvor mange talebanere de danske soldater slår ihjel i Afghanistan. Begrundelsen lød, at "det kan bruges af Taleban til propaganda."

Men eksperter vurderede, at ministeren og forsvaret nok nærmere var bange for, at en udpensling af drabs-tallene kunne få den folkelige opbakning til krigen til at smuldre. Teorien er, at vi er mere tilbøjelige til at sige nej til krig, hvis døden og ødelæggelserne kommer for tæt på.

Forsker ved Center for Militære Studier Lars Bangert Struwe trækker et klassisk eksempel frem:

"Under Vietnamkrigen fik den amerikanske befolkning for første gang krigens råhed ind i deres dagligstue, mens de spiste aftensmad, og det blev senere en almindelig antagelse, at det var de rapporterende journalisters skyld, at man tabte krigen. Problemet for politikerne er jo, at når befolkningen opdager, hvor ubehagelig en krig reelt er, skal de have rigtig gode argumenter for at gennemføre den," siger han.

Lars Bangert Struwe mener dog ikke, at vestlige politikere i dag bevidst tilbageholder oplysninger alene for at undgå modstand imod krigen.

"Der er sket enormt meget siden Vietnamkrigen, og i dag har befolkningerne et meget mere realistisk billede af, hvor beskidt krig er. Hvis du ser populærkulturelle film om krig fra 1950 og 1960?erne, falder folk bare døde om, når de bliver skudt, og i Danmark havde vi ?Soldaterkammeraterne?, der gjorde lidt grin med det hele. I dag får vi makabert beskrevet, hvordan døden indtræffer," siger han.

Film som "Platoon", "Saving Private Ryan", "Brødre" og "Armadillo" har ifølge forskeren langsomt forberedt danskerne på krigens realiteter.

"Derfor tror jeg, at dokumenter som de seneste fra Wikileaks kun påvirker befolkningens indstilling til krig marginalt. Vi er blevet relativt hårdhudede," siger han.

Lektor i international politik ved Aarhus Universitet Tonny Brems Knudsen er enig i, at der i dag generelt er en langt større åbenhed om vores udenrigspolitik og krigsdeltagelse end i "rigtig gamle dage", hvor man slet ikke mente, at den brede offentlighed skulle blande sig i spørgsmål, der vedrørte selve nationens sikkerhed. Det var for farligt at lade uoplyste menneskers følelser af medlidenhed, had eller empati spille en rolle.

Men selvom vi i dag får mere at vide, er der blandt politikerne stadig en tendens til at hænge i bremsen, mener Tonny Brems Knudsen. Og det er til skade for demokratiet.

"Vi hører ofte argumentet om, at der er noget, vi ikke kan få at vide, fordi det vil være farligt for vores tropper eller give talebanerne en fordel, hvis vi diskuterer det åbent. Jeg anerkender, at der i helt særlige tilfælde kan være sikkerhedshensyn, der gør det til et rimeligt argument, men i langt de fleste tilfælde vil det være bedst med en åben debat," siger han.

Tonny Brems Knudsen mener, at "sikkerhedskortet" er en meget let måde for magthaverne at kortslutte debatten på.

"Det kan være fristende for dem at spille det lidt for tit. Det er uheldigt, for hvis vi skal have et sundt demokrati og samtidig gå i krig, nytter det ikke noget at stikke folk blår i øjnene. Krig er grusom og ubehagelig, og befolkningen skal gå ind i det med åbne øjne. Hvis politikerne ikke kan lægge tingene åbent frem og alligevel overbevise folk om, at det er nødvendigt at gå i krig, skal de måske bare blive hjemme," siger han.

Dermed hører Tonny Brems Knudsen også til dem, som hilser den aktuelle debat velkommen. Han hen- viser til, at folkets reaktion er afgørende for, at verdens regeringer overholder de regler, de selv har vedtaget - for eksempel om ikke at acceptere tortur.

"Debatten er sund, for krigens love har ingen effekt, hvis der ikke kommer et demokratisk efterspil, når de bliver brudt. I det her tilfælde tyder meget på, at man kunne have undgået at udlevere fanger til tortur i Irak. Nu bliver det trevlet op, og man kan håbe, at konsekvensen bliver, at man strammer sig lidt mere an. Altså strammer sig an for at undgå tortur - ikke for at hindre befolkningen i at høre om den."

kristine.korsgaard@k.dk

Foto: .
Foto: .