En kropumulig tortursag

Udenrigsminister Villy Søvndal har måttet korrigere sin udtalelse inden for 12 timer. Foto: Kåre Viemose/til web

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er blevet fanget mellem moralsk overbevisning og politisk virkelighed i en sag om oplysninger fremskaffet ved tortur.

Dermed står han i et dilemma, som kun er blevet mere kompliceret med tiden. Det så mystisk ud.
Søndag morgen gik udenrigsminister Villy Søvndal (SF) imod den tidligere regerings linje: Danmark ville ikke længere bruge oplysninger fremskaffet ved hjælp af tortur, sagde han på forsiden af Berlingske.

LÆS OGSÅ: Torturens svøbe

Men senere samme dag lød det, at den slags oplysninger alligevel nogle gange var nødvendige i det sikkerhedsmæssige samarbejde med andre lande. Og i går præciserede han så, at Danmark selvfølgelig ville reagere på tortur-oplysninger, hvis det handlede om rigets eller danskeres sikkerhed. Hvorfor en sådan kovending?

Søvndal havde lavet en Søvndal, mener Tim Knudsen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet. Gennem årene har Søvndal flere gange sagt noget uigennemtænkt, som han så har måttet trække tilbage. Men det uigennemtænkte kan denne gang måske skyldes, at verden bliver mindre sort/hvid, når man pludselig sidder i regering. Og så har SFs leder tilsyneladende ikke tillært sig den trænede uvidenhed, som har reddet mange politikere i historien fra at havne i en tilsvarende kattepine.

Der har været en lang tradition for dobbeltmoral i dansk politik, når det gælder blandt andet spørgsmål om atomvåben og efterretningsvæsenets arbejde. Det handler om, at både politikere og embedsmænd holder sig uvidende om kontroversielle ting. Men den kynisme har Søvndal åbenbart ikke lært sig, siger Tim Knudsen.

At udenrigsministeren måtte korrigere sig selv inden for 12 timer, handler dog også om, at han havde bevæget sig ud i et klassisk dilemma. Filosoffer har således tumlet med spørgsmålet i århundreder i forskellige variationer: Er det i orden at skade en person eller ligefrem slå personen ihjel, hvis det kan redde tusindvis af liv? Det dilemma er i dag blevet om muligt endnu mere uløseligt, forklarer flere eksperter.

For det er ikke længere op til os selv at tage det valg. Særligt siden 11. september 2001 har den internationale sikkerhedspolitik ændret sig, og Danmark er ligesom alle andre blevet dybt afhængigt af sikkerhedsoplysninger fra andre dele af verden end dem, vi deler menneskerettigheder med, mener en af landets absolut førende forskere i den kolde krig, professor emeritus Nikolaj Petersen.

Under den kolde krig havde Danmark primært brug for efterretninger fra blandt andet Sverige, Finland og nogle NATO-lande, hvor man kunne være nogenlunde sikker på, at der ikke blev begået graverende menneskerettighedskrænkelser. Men nu har vi et dilemma, fordi vi har stukket fingrene ind i en mellemøstlig hvepserede. Og så kommer spørgsmålet, om vi vil samarbejde med lande, der benytter tortur.

Også ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, ser seniorforsker Rens van Munster udenrigsministerens kovending som udtryk for, at spørgsmålet om tortur er havnet i det umuliges spændingsfelt. For selvom Villy Søvndals oprindelige forslag måske i sin tanke er rigtigt, fordi det lægger afstand til tortur, vil det meget vanskeligt kunne lade sig gøre i praksis.

Størstedelen af forskningen i tortur peger på, at oplysninger skaffet ved tortur ikke er brugbare. Men hvis der ligger brugbare oplysninger, vil det være nært umuligt ikke at bruge dem, fordi man som politiker vil føle sig moralsk forpligtet til at gøre det. Og fordi at man ved at nægte at modtage tortur-oplysninger vil risikere at afskære Danmark fra informationer skaffet af USA og CIA (den amerikanske efterretningstjeneste, red.), siger Rens van Munster, som forsker i forsvars- og sikkerhedspolitik.

Men der er et men mere, påpeger han. For valget mellem tortur og ikke-tortur handler også om, hvilke signaler man som samfund ønsker at sende. Det er en kamp mellem realisme og idealisme, hvor vi på den ene side gerne vil bruge oplysninger skaffet ved tortur, hvis det kan redde menneskeliv, men på den anden side ønsker vi som demokratisk samfund ikke at gå ind for tortur.

Sat på spidsen kan man vel sige, at hvis ikke man tager absolut afstand fra tortur, kommer man nemt ind på en glidebane, hvor man legitimerer tortur. Og det gælder også de få tilfælde, hvor torturen faktisk kunne tænke sig at kaste brugbare oplysninger af sig, siger han.

En tilsvarende holdning har professor i etik og straf ved Roskilde Universitet Jesper Ryberg. Ved at tage imod torturoplysninger blåstempler vi ikke alene torturen, vi er også med til at forøge den, mener han.

Jeg forstår godt, hvorfor Søvndal snubler her, for der er et stort spænd mellem hans politiske virkelighed og det, der er moralsk rigtigt at gøre. Kampen mod tortur er klart blevet svækket siden 11. september 2001, og jo flere lande der anvender oplysninger fremskaffet ved tortur, jo mere skruer de torturudøvende lande op, for så har de jo flere oplysninger at handle med. Spørgsmålet er bare stadig, hvad vi kan bruge de oplysninger til, som vi betaler så moralsk høj en pris for.