Danmark kan være stolt af sin indsats mod tortur

"Dignity er stolt af den robuste danske indsats i den internationale bekæmpelse af tortur, men indsatsen som helhed kan forbedres," skriver direktør i Dignity Karin Verland. Foto: Christian Als Denmark

I dag, den 26. juni, er FNs internationale dag til støtte for torturofre. Danmark er normalt skeptisk over for at indføre særlige mærkedage, men i 1998 lykkedes det dr. Inge Genefke at overbevise en måske noget tøvende dansk delegation i FNs Menneskerettighedskommission om at sætte forslaget ind i torturresolutionen

INGEN STATER KAN HÅNDTERE alle aspekter af menneskerettighederne fuldt ud, og især små stater må prioritere deres indsats, men hvordan kan det være, at Danmark netop prioriterer bekæmpelsen af tortur så højt, at det ikke er forkert at hævde, at det er os, der har den gule førertrøje på?

Det giver ikke rigtigt nogen mening at opstille menneskerettighederne i et hierarki hvilken menneskerettighed er vigtigst? Men det er nok den almindelige opfattelse, at der ikke er noget mere modbydeligt overgreb på den menneskelige værdighed og integritet end tortur.

LÆS OGSÅ: Etikdebat må ikke gradbøje menneskerettigheder

Tortur har til formål at nedbryde mennesker fysisk og psykisk. Tortur kan give kroniske smerter og kronisk PTSD, posttraumatisk stresslidelse, med alt, hvad det indebærer af flashbacks, forhøjet alarmberedskab, depression, angst med mere. Tortur nedbryder mennesker, deres tillid til andre mennesker og deres selvrespekt. Tortur efterlader livsvarige traumer og indebærer store tab for offeret, familien og samfundet.

Derfor benægter alle, at de begår tortur, selvom det er meget udbredt. Bliver de konfronteret med kendsgerningerne, kalder de det noget andet. Det gør det selvsagt vanskeligt at bekæmpe tortur og er nok medvirkende til den udbredte berøringsangst, mange stater har over for at arbejde aktivt imod den.

Og det understreger derfor behovet for, at nogen går i spidsen, og det har skiftende danske regeringer gjort i mange år, ikke mindst inspireret af det professionelle og personlige engagement, som har været udvist her i landet siden 1970erne.

Dr. Inge Genefkes indsats, herunder oprettelsen af et af verdens første rehabiliteringscentre, er velkendt for mange, men der er også mange andre læger og andet sundhedspersonale, jurister og samfundsvidenskabsfolk, som engagerer sig professionelt og personligt i arbejdet mod tortur. Det foregår ikke mindst i Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder, men især i Dignity Dansk Institut Mod Tortur.

Det har ført til et tæt samarbejde mellem Dignity og Udenrigsministeriet, som netop har indstillet lederen af Dignitys sundhedsteam, overlæge Jens Modvig, til en plads i FNs torturkomite. Og tidligere i år samarbejdede Udenrigsministeriet og Dignity om at skrive en resolution om rehabilitering af torturofre, som Danmark fremlagde i FNs Menneskerettighedsråd. Det stærke danske engagement i torturspørgsmålet har blandt andet ført til, at vi siden midten af 1990erne årligt har fremlagt to torturresolutioner henholdsvis i FNs menneskerettighedsråd og på generalforsamlingen.

DE SENESTE ÅR har resolutionen i menneskerettighedsrådet været fokuseret på et særligt emne, i år var det rehabilitering af torturofre, mens resolutionen på generalforsamlingen fortsat er en omfattende omnibusresolution, som dækker arbejdet mod tortur som helhed.

Tortur er et meget ømtåleligt emne for mange stater, og disse resolutioner er meget vanskelige at forhandle igennem. Alligevel lykkes det Danmark at få dem vedtaget med konsensus, det vil sige uden afstemning. Det betyder, at ingen stat kan undsige sig resolutionerne med henvisning til, at de ikke har stemt for dem. Det gør forhandlingerne vanskeligere, men resolutionerne stærkere.

Det er også Danmark, som fremlægger og forhandler de treårige mandater for FNs torturrapportør. Danmark omtales derfor kærligt af den tidligere og meget markante torturrapportør sir Nigel Rodley som torturrapportørens gudfader.

Danmark har endvidere i mange år været EUs burdensharer på torturområdet, det vil sige det land, der stod for at drive EUs torturpolitik, for eksempel i samarbejdsorganisationen OSCE. Det er en opgave, der nu er ved at overgå til EUs egne institutioner. Også de skiftende regeringers støtter til de frivillige organisationers arbejde mod tortur er udtryk for et stærkt engagement i bekæmpelsen af tortur.

Danmark er selvsagt ikke den eneste aktør i bekæmpelsen af tortur. På trods af den berøringsangst, man en gang imellem kan spore, betyder torturbekæmpelse også meget for andre lande. Men der sker ikke meget på torturområdet uden om Danmark.

EFTER AT FNS DAVÆRENDE torturrapportør, Manfred Nowak, havde besøgt Danmark i 2008, meddelte han, at Danmark var det eneste land, han havde besøgt, hvor tortur var udryddet, men det afholdt ham ikke fra at fremsætte en række anbefalinger til forbedringer.

Det har andre overvågningsinstitutioner, som for eksempel FN og Europarådets torturkomiteer, også gjort. Det er vigtigt, at troværdigheden af vores stærke internationale torturpolitik ikke kompromitteres af nationale bekvemmelighedssynspunkter, som for eksempel den udbredte brug af isolationsfængsling, brug af oplysninger, der kan være fremkommet ved tortur, og den manglende inkorporering af torturkonventionen i dansk ret.

Det er også vigtigt at få klargjort Danmarks eksterritoriale ansvar, når vi deltager i magtanvendelse i udlandet, og at undgå at lægge hindringer i vejen for en retlig efterprøvelse af påstande om dansk medvirken til tortur, for eksempel ved at fremsætte urimelige krav om forudgående sikkerhedsstillelse i civile erstatningssager.

Vi er kommet langt, men der fremsættes stadig velbegrundet kritik, ikke nødvendigvis af konkrete folkeretsbrud, men af forhold, der kan gøres bedre. Forventningerne til Danmark er og skal være store. Det skal vi være stolte af og gøre en troværdig indsats for at leve op til.

Dignity er stolt af den robuste danske indsats i den internationale bekæmpelse af tortur, men indsatsen som helhed kan forbedres. Samarbejdet med og mellem de relevante danske myndigheder for at forbedre indsatsen her i landet kan intensiveres.

Vi ser også gerne en intensivering af det i forvejen rigtigt gode samarbejde med Udenrigsministeriet, herunder også gerne om styrket finansiering. Og så er det nødvendigt med en holdningsbearbejdning. Af en undersøgelse, Epinion foretog for Dignity i december 2012, fremgår det, at 21 procent af befolkningen mener, at tortur godt må bruges i enkelte tilfælde. Det gør det ikke mere beroligende, at den største gruppe var yngre mellem 18 og 34 år.

Det er en vigtig opgave for myndighederne, herunder selvsagt undervisningsinstitutionerne, medierne og de frivillige organisationer at skabe bedre opbakning til fuldstændig afskaffelse af tortur. Vi kommer næppe nogensinde i mål med at afskaffe tortur overalt i verden. Vi må bare blive ved med at skærpe indsatsen.

Karin Verland er direktør i Dignity Dansk Institut Mod Tortur. Dignity har afløst det tidligere RCT Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre