Knud Romer: Livet åbner sig ved kanten

Danmark er et ørige. En halvø og 1419 øer. Sommerferien er en oplagt anledning til at drage ud på dem. Her gemmer der sig historier og nye perspektiver for dem, der tør drage ud i det ukendte, mener forfatter Knud Romer

Knud Romer åbner døren med et ”vær hilset”. Han er født og opvokset på Falster og nærer en stor forkærlighed for de danske øer. Knud Romer mener, at vi mangler en bevidsthed om, at Danmark er et ørige. At vi danskere har glemt, hvor eventyrligt meget øerne kan give os mennesker.

Øens forunderlige natur
”Hvad er det med øer?” spørger Knud Romer, som mener, at de indeholder noget kontrastfyldt.

På den ene side har de en tendens til at få mennesker til at føle klaustrofobi. Økuller, der er en tilstand af uro, frustration og irritation, bliver fremkaldt af længere tids ophold på en ø. På den anden side er der noget utroligt trygt ved at opholde sig på en ø, mener forfatteren:

”Man føler sig jo kun indespærret, hvis man vil væk. Jeg har det sådan med øer, at de giver mig tryghed – jeg tror, det er en fuldstændig biologisk følelse af tryghed – fordi jeg er omgivet af hav. Der er ikke nogen, der kan angribe mig, og man kan se fjenden komme. Der er fri udsigt. Mange af øerne er jo helt flade. Man kan se, hvem der kommer til kaffe om eftermiddagen, når de tager afsted om formiddagen på cyklen.”

Øerne i de danske farvande virker harmløse, når de er badet i solen, og vandet aer deres kinder sagte med strejf af purpurblå toner. Men om vinteren kan man opleve mørkets enorme dybder. Her åbner livet sig på en helt særlig måde for Knud Romer.

”Byboere tager på landet, når det er lyst, men den egentlige prøvelse finder sted i januar og februar, når det er mørkt, og der ikke sker noget som helst. Der er et par timers lys, og så er der mørke. Det omslutter dig. Det er der, hvor de skrigende løber tilbage til byen, men for mig indfinder den absolutte tryghed sig, når mørket omslutter mig. Det er mælkevejen. Det er universet som en moderlig favn og en barm, der bærer og omslutter en – næsten ligesom en fostertilstand. Som at være barn. På en ø føler jeg, at øen udgør hele planeten, og det er en lille sten, der ligger der midt i universet,” siger han.

Som barn byggede Knud Romer huler i høstakke og skabe for at lave små steder, hvor han havde kontrollen og følte sig tryg. I dag får han samme følelse på øerne, som han finder ”så smukke, at det er magisk”.

”Naturen er fortryllet, og jeg lister af og til rundt for nærmest ikke at ville vække landskabet. Det er, som om det sover om aftenen. Nogle gange har jeg taget mig selv i at slå blikket ned, når jeg kigger på ølandskaberne, fordi jeg blev blufærdig over, hvor smukt det var. Naturen, havet, sundet og sommeren udgør evigheden.”

En tur ned ad bugtede, varme landeveje til den evige sommer
For Knud Romer er bevidstheden om øerne ikke gledet ud. Tværtimod har den altid været der. Øernes verden har fyldt meget i hans liv og været den kulisse, han har udspillet sin tilværelse i.

”Øboere vokser op med duften af saltvand, med horisonten, med vandet, et særligt klima og årstidernes rasen. Det er hele ens sjælelandskab, der er dannet af sådan et ø-miljø, som er noget helt særligt,” siger han.

Knud Romer voksede op i 1960’erne på Falster. Han sejlede tit med sin familie op ad sundet eller tog til østkysten ved Bøtø og Marielyst og så Østersøen bryde. I en lydkulisse af brydende vand og mågeskrig kan der ske forunderlige ting, og Knud Romer tror også, at det er derfor, vi danskere drager ud til kanten af Danmark, når vi skal på ferie:

”Alt det her med Udkantsdanmarks og Vandkantsdanmarks forfald er en forfalsket historie. For hvor tager vi hen, når det er sommer? Vi tager ud til kanten. Her låser vi ikke dørene, vi flader ud, vi har kakkelovn, det er primitivt. Vi laver ingenting og er åbne for at møde mennesker. Når vi arbejder og er borgere, så bor vi i centrum af byerne. Når vi har fri og har ferie, så tager vi ud til kanten,” siger han.

På kanten kan vi finde ind til det evige. Knud Romer fortæller, hvordan øboerne er i kontakt med ”livets sødme”.

”Jeg er vokset op med at ligge på et bolværk, der lugter af tjære, hvor du får splinter i knæene, hvor du ligger en hel sommerdag og fisker krabber, og når spanden er fyldt, så er dagen forbi. Det er den evige sommer,” siger han og fortsætter:

”Den evige sommer, som jeg har fået forærende ved at vokse op ved vandet, bor inden i mig. Det er ikke den ene sommer efter den anden. Det er den samme sommer, som gentager sig. Det er som et træ, der bliver større og større, dybere og dybere, sødere og sødere. Luften på øerne er som vin. Man kan drikke den. Dét er livets fylde og tilstedeværelse.”

Et liv uden retning giver et liv med retning
Øernes forunderlighed er dyb for Knud Romer. Øer kan drage os ind i en anden tidslighed og rummelighed. Et sted uden retning. Et sted, hvor Knud Romer oplever en taknemlighed over at leve uden at vide, hvor han skal hen.

”Når jeg tager afkørslen fra landevejen til hjulsporet og kører gennem skoven og videre ud på overdrevet med piletræer, siv, røde køer og sundet, der glitrer, så forlader jeg en tidslig rummelighed – en ren opmærksomhedsforstyrrelse uden for mig selv, ren tik-tik-tik-tik-tik og Coca-Cola, hvor den ene banan lokker efter den anden, og hvor jeg ikke kan falde i søvn. Det hele braser sammen, og så kan jeg pludselig mærke mine fødder, min mave, mit åndedræt. Jeg kan mærke rummet omkring mig, og jeg begynder at tænke. I stedet for at observere og være uden for mig selv, trækker jeg følelserne og opmærksomheden tilbage. Tankerne vågner, og jeg begynder at få et aktivt bevidsthedsliv. Jeg har ikke været der i fem minutter, før jeg begynder at rime, skrive eventyr og fantasere, og jeg sætter kakkelovnen over og glæder mig til, at Nattergalen kommer, for jeg skal ingen steder hen,” fortæller han.

På den måde bliver øen et billede på et alternativ til den fremadrettede, lineære tid, hvor målet hele tiden forsvinder foran en, siger Knud Romer.

”Når du bor på en ø, så er den verdens centrum. Og virkelig et centrum, fordi du er omgivet af vand. Det er, som om du bor i urhavet på det eneste beboede sted. Dagene breder sig ud, så man kan opleve livets sødme. Men det kræver, at man hviler i sig selv, at man finder ro, og at man ikke har travlt med at bevæge sig et andet sted hen,” siger han.

”Vi sidder jo på skatten. Vi leder hele tiden efter den et andet sted, men så kommer vi jo aldrig derhen. Heidegger sagde, at det er fint nok at rejse jorden rundt for at se steder, men det handler ikke om at se, men om hvordan du ser. Det er perspektivet, det kommer an på. Så bliv stående, mærk fødderne på jorden og tænk dig om. I stedet for at bruge, blive forbrugt og blive underholdt, så prøv at lave noget. Sejl! Hug brænde. Gå ture. Se græsset gro og tænk lidt. Det koster ingenting,” siger han.

Kort over Paradis – turen over Kattegat
Øen er barndomslandet for Knud Romer. Et sted han evindeligt kan vende tilbage til som en hule og som et sted til ro og refleksion. En tilknytning til det store i det små.

”Øernes natur drager mine tanker hen på min mor og far. Det er mit barndomsland,” siger Knud Romer. Her udfolder trygheden og kærligheden sig i en miniatureverden, og klokken er ”nu”, så længe det varer. I Knud Romers seneste roman ”Kort Over Paradis” er der især en beretning, der berører ham særligt dybt.

”Første gang mine forældre og jeg sejlede fra Grenå til Anholt, hørte vi fiskerimeldingen, der meldte godt vejr. Men så skiftede vejret, og det trak op til storm. Faktisk blev det til orkan over Kattegat. Bølgerne rejste sig som grå højhuse. Der så jeg for første gang, hvem min far egentlig var. Han gav min mor roret, mens han gav sig selv livline på, rebede sejlet, tog roret fra min mor igen og sagde: ”mor og Knud, gå ned i kahytten”. Jeg sad i kahytten og så ham med en uendelig sikkerhed ride op på bølgerne og glide ned og ride op og glide ned. Det var livsfarligt. Én forkert bølge og vi havde været færdige. Næste morgen vågnede jeg op til en skyfri, uendelig blå himmel. Vi var kommet til Anholt. Det er mit kæreste minde af alle. Af alle danske øer. Anholt er det smukkeste sted på jorden. Hvis Paradis findes, så åbner jeg øjnene på Anholt, når jeg dør,” siger han.

Som da Knud Romer og hans forældre drog ud på Kattegat og blev fanget i naturens kræfter, skal vi alle sammen drage over det ukendte hav for at komme til nye øer. For Knud Romer har den bevægelse været nødvendighed for at kunne falde til ro og igangsætte den tankevirksomhed, der løbende har formet ham som menneske.

”Da min far lå på Bispebjerg Hospital, før han døde, vidste jeg, at det var hans dødskamp. Det frygtelige var, at han reddede os dengang, mens jeg ikke kunne redde ham nu. Han sagde: ”Knud, gå ned i kahytten”. På en eller anden måde, så druknede han i Kattegat for mig.”

Da rejste han over det ukendte farvand til Paradis igen.