LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Tidens største etiske problem er, at vi ikke ser hinanden

At forse sig på mennesket er den værste forseelse, skriver formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler Foto: Jens Hage

Nutidens arbejde med etik burde derfor bestå i skyklapfjernelse og linsesliberi. Vi forser os på hinanden i stedet for virkelig at se hinanden, skriver formanden for Det Etiske Råd

Hvad er den største etiske udfordring i vores tid? Svaret ligger i vores optik. Vores blik for de andre og den anden især. Vi er blevet en nation af nære fremmede. Aldrig har vi kommunikeret så meget og med så mange. Men det sker på afstand. Ofte er vi tæt på, når vi er langt væk, og langt væk, når vi er tæt på.

Desuden lever vi i et service- og velfærdssamfund, hvor service ofte er en hjemmeside, og velfærd er en robotstøvsuger.

LÆS OGSÅ: Hinanden - en overset dimension i kirkedebatten

Problemet er, at vi let kan komme til at forse os på hinanden. I trafikken skal man se sig for, men blandt mennesker kan man let forse sig. Det at forse sig betyder, at man ikke ser den anden, men ser en bestemt anden. Vi møder ikke mennesket, men derimod en omkostning, en udgift eller mennesket som en bestemt profession eller et køn.

Den anden er blevet låst i en kategori på forhånd. Man har stirret sig blind på den anden som noget bestemt. Vi kender udtrykket at forse sig på et nyt hus, hvilket betyder, at huset kun betragtes på én måde i et bestemt lys. Men når det gælder mennesker, er det straks værre.

At forse sig på mennesket er den værste forseelse. I dag forstår vi ordet forseelse som noget, der ofte skader én selv. Forseelsen forstået som det at glemme noget eller tabe noget, jeg dermed mister. Men forseelsen af den anden er straks værre, da jeg både mister blikket for den anden, men også mister mig selv.

I vores samfund omtales de utilpassede børn, de arbejdssøgende, borgere med handicap eller døende patienter og så videre.

Alle kan vi se dem for os og de kan blive forset. De kan omtales og beskrives og dernæst kategoriseret og behandles som omkostningstunge, besværlige og belastende for samfundet. Men ofte er de ikke blevet set, kun forset, som den værste forseelse.

LÆS OGSÅ: Det styrker os, at vi kan hjælpe hinanden

Jeg husker en patient engang fortalte mig, hvordan personalet hele tiden kom rendende med deres hjælp. Men der var ingen, der hjalp ham. Der var ingen, der havde set ham, kun hjælpen til ham. Forseelsen ligger i at reducere næstehjælp til førstehjælp, altså at give behandling i stedet for omsorg.

Det vigtigste etiske spørgsmål, vi kan stille, er: Hvad med den anden?, men opgaven består ikke i et blindt svar, men i at se den anden. Barmhjertigheden viser sig, når vi ser hinanden, men mistes, når vi forser os på hinanden.

Heri ligger den etiske forseelse. Jeg kan ikke gøre mig selv til et godt medmenneske. Det er medmennesket, der gør mig menneskelig. Etik handler om vores menneskesyn. Vores syn på mennesket og medmennesket især.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk