Skal skal ikke? Tiggeri udgør et etisk dilemma

Etisk set: Skal man give penge til et barn, der tigger på gaden? Eller skal man tænke mere langsigtet?

FATTIGDOM I DANMARK har været diskuteret en del på det seneste især i forbindelse med julehjælp og et par politikeres besøg hos Carina, som vistnok alligevel ikke var fattig!

Men hvad er fattigdom egentlig? Og skal man til hver en tid afhjælpe fattigdom øjeblikkeligt? Eller hvad er i øvrigt den bedste hjælp på kort sigt og på langt sigt?

LÆS OGSÅ: Etisk set: Er genoplivning af ældre altid livshjælp?

Tankerne omkring dette blev for mig sat rigtig godt i gang, da jeg før jul forlod Danmark og nu befinder mig i Nicaraguas hovedstad, Managua. Ved de fleste trafiklys står et eller flere børn med fremstrakt hånd og tigger. Hvad gør man? Giver man barnet lidt penge? Eller er det bedre at lade være? Bedre for hvem på kort sigt og på langt sigt? Det er blevet et etisk dilemma for mig. Barnet i lyskrydset er fattigt og meget snavset. Et andet barn sidder på jorden og slikker den indvendige side af en chipspose, for at intet skal gå til spilde. Mange fattige børn i Nicaragua går ikke i skole, fordi deres forældre ikke har råd. Skolen er gratis, men bøger, papir og blyant med videre skal de selv betale. I stedet sender fattige forældre deres børn ud for at tigge. Hvis børnene ikke kommer hjem med penge, er der måske ikke mad til alle i familien den dag. Hvad skal de gøre?

MANGE TING går igennem ens hoved, når man ser disse børn. De er ikke hjemløse. De har forældre, men forældrene er rigtig fattige.

Hvis man beslutter at give disse børn penge, så opfordres forældrene måske ikke til at sende børnene i skole, da det vil betyde, at de mister den indtægt, som børnene kan skrabe sammen på gaden.

Hvis man derimod beslutter sig for ikke at give børnene penge, får de måske ikke mad den dag. Men til gengæld vil forældrene så måske i det lange løb overveje at sende dem i skole, når de nu alligevel ikke kan tjene penge på gaden.

Juletiden er den tid på året, hvor næstekærligheden blomstrer. Og det er virkelig skønt. Endnu skønnere ville det være, hvis næstekærligheden varede hele året, og det gør den heldigvis for mange.

Men tilbage til børnene ved lyskrydsene i Nicaragua. Hvordan vil næstekærligheden egentlig handle her i forbindelse med dem?

Er det mest næstekærligt at give børnene en skilling, så de kan få deres umiddelbare sult stillet den dag? Eller er det mere næstekærligt at tænke på, hvad der er bedst for børnene på langt sigt? For eksempel at etablere en organisation, der tager sig af børnene? At få det offentlige til at interessere sig for at få dem i skole? At få forældrene til at indse, at de ikke skal misbruge deres børn på denne måde og dermed hindre dem i at få en uddannelse og komme ud af fattigdommen på gadehjørnerne?

Imens alle disse tanker om på langt sigt og på kort sigt går igennem ens hoved, står barnet der og er sultent. Umiddelbart ville jeg selv have det bedst med at give barnet en skilling. Men hvad er det mest næstekærlige og det etisk set mest rigtige at gøre for barnet på kort sigt og på langt sigt?

Se, det er for mig blevet et etisk dilemma her i juletiden. Og dette dilemma kan uden tvivl oversættes til danske forhold, ikke?

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk