Organdonation som tilvalg eller fravalg

Transplantation af organer bør indebære den enkeltes suveræne villighed til at donere organer, skriver Jacob Birkler. Foto: Morten Stricker Denmark

Vi bør fokusere på det ærefulde, der er forbundet med at være organdonor. Organdonerer bør agtes og anerkendes, fordi de redder liv, skriver Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd

Vi mangler organer.

Sådan begynder debatten om organdonation i dag. For et par årtier siden debatterede vi hjernedødskriteriet. Denne debat er nu afløst af debatten om de manglende organer, hvor det påpeges, hvordan patienter dør, mens de venter på et organ.

Etisk set deler løsningen på dette problem sig i to svar. På den ene side kan vi fortsætte den nuværende praksis, hvor man melder sig til organregistret og derigennem giver tilladelse til organdonation, hvis omstændighederne omkring døden gør det muligt.

LÆS OGSÅ:Høj aktivitet hos donorregister efter dokumentar

På den anden side kan vi indføre en ordning, hvor alle automatisk er organdonorer fra fødslen. Med denne ordning formodes det, at alle danskere vil være organdonorer, hvor man i modsat fald skal framelde sig organregistret.

Disse to muligheder benævnes ofte informeret og formodet samtykke. Vi kan kalde det for organdonation gennem tilmelding eller framelding.

Politisk er der sket en bevægelse i retning mod formodet samtykke, hvor alle danskere skal være organdonor fra fødslen. Det Etiske Råd har været delt i spørgsmålet med et lille flertal for den nuværende tilmeldingsordning. Personligt er jeg imod indførelse af formodet samtykke. Dette vil jeg begrunde i særligt to forhold.

For det første vil en frameldingsordning bevirke, at færre reelt tager stilling til spørgsmålet om organdonation. Formodet samtykke betyder, at samfundet træffer en beslutning på borgerens vegne. Enhver kan selvfølgelig melde fra. Men framelder man sig ikke organregistret, er der ingen, der ved, om borgeren reelt har taget stilling.

Transplantation af organer bør indebære den enkeltes suveræne villighed til at donere organer. Her er det vigtigt at værne om den enkelte borgers frihed til aktivt at tage stilling. Hvis alle borgere pr. definition er organdonor, er der ikke noget reelt valg. Tilbage står kun fravalget. En sådan tilsidesættelse af det enkelte individs ret til at beslutte, om han eller hun vil være organdonor, kan virke ødelæggende for menneskers fornemmelse af selv at tage stilling.

LÆS OGSÅ:Indfør et midlertidigt stop for brug af hjernedødskriteriet

For det andet, og nok så væsentligt, kan formodet samtykke bevirke, at de pårørende står i en endnu mere vanskelig situation set i forhold til den nuværende praksis. De pårørende har således nemmest ved at tage en beslutning, hvis den afdøde selv aktivt har taget stilling. For de pårørende gør det en afgørende forskel, om de har en viden om, hvad den afdøde mente om organdonation i levende live. Det er derfor af stor værdi, at den enkelte med sine nærmeste kan danne sin egen livsanskuelse.

Vi bør derfor tage udgangspunkt i, at danskerne kan have gode grunde til at være i tvivl vedrørende spørgsmålet om organdonation. Fra undersøgelser ved vi, at mange danskere gerne vil være organdonorer, men kun få melder sig til organregistret. Organregister eller ej må det vigtigste være, at der i familien tales om dette meget grundlæggende spørgsmål.

Vi bør derfor fokusere på andre måder, hvorigennem vi kan sikre de patienter, hvis liv kan reddes gennem organtransplantation. Vi bør fokusere på det ærefulde, der er forbundet med at være organdonor. Organdonorer bør agtes og anerkendes, fordi de redder liv. Jeg vil derfor foreslå, at vi i Danmark anlægger en mindelund for de personer, der efter døden har doneret et organ. Ikke et sted, hvor donorer begraves, men hvor de mindes, med eller uden navns nævnelse, for igennem deres død at have givet liv og værdi til deres medmennesker.

Andre læser lige nu