Når alting bliver til sportsjournalistik
Konflikter om store og komplicerede spørgsmål kommer til at fremstå, som var der tale om boksekamp eller væddeløb
TV AVISEN MED SPORTEN står der i programoversigten, men det sker ikke sjældent, at sporten breder sig ud over resten af udsendelsen, fordi behandlingen også af andre emner fremtræder som sportsjournalistik.
Konflikter om store og komplicerede spørgsmål kommer til at fremstå, som var der tale om boksekamp eller væddeløb. Hvad den enkelte sag egentlig drejer sig om, glider i baggrunden til fordel for spørgsmålet om, hvem der vinder, og hvem der står tilbage som taber.
Og der skal helst personnavne på parterne.
Eksempelvis handler det i givet fald ikke om en interessekonflikt mellem USA og Rusland, men om en slåskamp mellem Obama og Putin. Det handler ikke om en strid mellem kommunerne og lærernes fagforening, men om hanekamp mellem Ziegler og Bondo Christensen. Og det drejer sig kun overfladisk om nationaløkonomiske interessemodsætninger, men nærmere om den kunstneriske udførelse, når Merkel og Hollande (eller Løkke og Thorning-Schmidt) lægger arm.
Problemet er imidlertid ikke blot, at tingene i overdreven grad personificeres og indsnævres til at handle om kamphaner og deres formåen. Problemet er snarere, at sportskampgørelsen forfører os andre til at blive til fans enten af den ene eller den anden. Når hjemmeholdet så spiller, måske endda på hjemmebanen, er vi klar som heppekor. Vi ved nok, hvem vi holder med, og det afgør vores vurderinger af selve spillet.
I debatten om skolelærernes arbejdstidsregler er det tit blevet hævdet, at sagen i den sidste ende ville blive afgjort af folkestemningen, som parterne derfor hver for sig har gjort, hvad de kunne, for at piske i enten den ene eller den anden retning. Herefter kan sportsjournalistikken så gå i gang med at seede dem og berette om, hvem der lige nu fører; hvem der eventuelt har tabt føringen men måske er i gang med at genvinde den og så videre og så videre.
Da der for nylig var pavevalg i Vatikanet, var der også tendenser til at fremstille det som en olympiade, hvor forskellige lande og deres førende atleter kæmpede om at komme øverst på skamlen. Og dét til trods for, at perspektivet i realiteten snarere er det omvendte: at være pave er så krævende og belastende en opgave, at man nærmest må sige, at vinderen har tabt, og at alle taberne er sluppet og kan rejse hjem med et dybt lettelsens suk.
Men også her var sportsjournalisterne på forhånd i gang på lægterne for at forudsige udfaldet som i øvrigt bekræftede den gamle visdom, at den, der træder ind i et konklave som pave, kommer ud som kardinal.
Men gør det nu så meget? Er det noget nævneværdigt etisk problem, at sportsjournalistikken breder sig ud over sine naturlige rammer?
Svaret er, at det beror ganske på, hvor godt enhver af os holder sig i stand til at gennemskue forholdet ...
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler samt tidligere medlem af Det Etiske Råd og tidligere folketingsmedlem Klavs Birkholm