Margrethe Vestagers fire berygtede ord: Sådan er dét jo

Hensigten med disse linjer er hverken at forsvare eller angribe Margrethe Vestager for hendes bemærkning. Hensigten er at prøve at se ordene i sammenhæng med, hvad debatten om etik ofte drejer sig om, skriver Erling Tiedemann i denne uges Etisk set

SÅDAN ER DÉT JO. En uskyldig sætning som denne klummes titel har vakt voldsom opsigt og udsat Margrethe Vestager fra Radikale Venstre for stærk kritik.

Men er sætningen nu virkelig så uskyldig? Det er jo faktisk, hvad kritikerne bestrider. Begrundelsen for kritikken synes at være, at en politiker, endda en partiformand og minister, ikke kan tillade sig at bruge denne ellers ret almindelige talemåde, som ville være uskyldig i mange andres mund.

En politiker bør da ikke i nogen sammenhæng slå sig til tåls med, at sådan er dét jo, vel? En politiker skal vel tværtimod altid være klar med forslag til, hvordan verden kan forbedres og allerede for længst helst være i gang med at forandre den. Sådan er dét jo, ikke?

HENSIGTEN MED disse linjer er hverken at forsvare eller angribe Margrethe Vestager for hendes bemærkning. Hensigten er at prøve at se ordene i sammenhæng med, hvad debatten om etik ofte drejer sig om.

Udtrykket Sådan er dét jo kan nemlig udmærket anskues som et modstykke til for ikke at sige en indsigelse imod den ofte hævdede påstand om, at etik drejer sig om forhandling. Svaret på, hvad der er etisk eller uetisk, moralsk eller umoralsk, er noget, vi finder frem til gennem forhandling, lyder det.

Den ene har den ene interesse, den anden den anden, og så må vi forhandle for at finde frem til en løsning eller i hvert fald et kompromis .

Over for dét kan man nu roligt hævde, at etik ikke beror på forhandling, men på erkendelse. Etik handler om det gode liv, og svaret på, om eksempelvis hashrygning fremmer eller hæmmer det gode liv, findes ikke ved forhandling, men gennem erkendelse.

Bevares, når erkendelsen i et demokratisk land skal omsættes til jura, til lovgivning, så må vi naturligvis forhandle os til enighed med hinanden, men det dementerer ikke, at det som udgangspunkt er forskelle i erkendelse, som nødvendiggør forhandlingen.

UDGANGSPUNKTET for al etik er en stadig erkendelse af virkeligheden en erkendelse af, at virkeligheden er mere end blot en filosofisk hypotese. Der er noget, der er, som det er. Trods al vor menneskelige begrænsning og deraf følgende problemer med at erkende den, er virkeligheden stadig en realitet.

Måske er kritikken af Margrethe Vestagers ord slet ikke blot et udtryk for den almindelige partipolitiske fnidderdebat? Måske afspejler kritikken noget mere grundlæggende, nemlig en mere eller mindre bevidst afstandtagen fra, at der findes en virkelighed om det gode liv, som vi nødvendigvis må tage højde for, hvis livet både i sin fulde bredde og på det lange sigt skal ende med at være godt?

Indrømmet, det er ikke altid let. Ofte er det snarere ganske svært at fravriste virkeligheden klare svar på vore etiske spørgsmål. Men opgiver vi at spørge, finder vi ingen svar.

Sådan er dét jo ...