Hvor langt vil vi gå i forsvaret for troskab i parforholdet?
Hverken troskab eller utroskab kan direkte underlægges en moralsk fordømmelse, skriver Jacob Birkler
Vi lever i et samfund, hvor individualismen får plads, og det at være tro mod sig selv får tilført stor værdi. I nogle tilfælde kan det imidlertid være vanskeligt at balancere mellem det at være tro mod sig selv og tro mod en anden.
Før var troskaben entydig, men i dag er den blevet flertydig og kontrær, fordi vi lever i en kultur, hvor den enkelte hele tiden skal lytte til sig selv. Der er tale om en splittelse, der sætter den ægteskabelige troskab under vedvarende pres. Det interessante er, at tvivlen netop er en af troskabens modsætninger. Tvivlen begynder som en tvivl på sig selv og er utroskabens første skridt.
LÆS OGSÅ: Etik uden Gud? Ja, hvorfor ikke!
Hvor langt vil vi gå i forsvaret for troskab i parforholdet? Er troskab overhovedet værdifuld, lyder et af de etiske spørgsmål. Men her bør det huskes, at troskab angår tro og ikke viden.
Det hele afhænger derfor af, om der er noget at tro på, jeg tror på dig hvorunder vi finder en moralsk præmis: men du skal være værd at tro på. Troskab er derfor aldrig ensidig, men altid gensidig og indeholder et løfte.
I ægteskabet kan løftet afgives i kirken, hvor det samtidig helliggøres. Men det er kun, indtil jeg ikke tror på dig længere, fordi du ikke er værd at tro på, eller fordi troen på mig selv har sejret.
Men troskab såvel som utroskab kan ikke direkte underlægges en moralsk fordømmelse. Netop fordi der er tale om tro, kan utroskab ikke undskyldes, nøjagtig som troskab ikke undskylder noget.
Troskab i parforholdet forudsætter både kærlighed og varighed. Utroskab er derimod en mistet tro, hvilket afspejler sig i flygtighed, vægelsind, fornægtelse og falskhed.
Troskaben skabes på baggrund af en tavs, underkastet morallov, som er absolut og tidløs. Principielt er al etik en form for troskab, hvor jeg i mødet med andre er tro mod mine normer og værdier.
Men moralloven er betinget af fornuften, som ofte viger, når drifterne presser sig på. Her kan der imidlertid hurtigt drages forhastede konklusioner. Ægteskabet er mere end blot en indgået pagt om gensidig afbenyttelse af hinandens kønsorganer, for troskaben rækker langt ud over den seksuelle troskab.
Troskab er en mere grundlæggende bevaret kærlighed til et fælles liv, hvor utroskab fornægter det liv, som allerede er levet. Utroskaben vil næres af en grundlæggende mistro til den anden, der medfører tvivl og senere ligegyldighed.
Som nævnt er troskaben derfor gensidig og kræver i denne relation både kærlighed og varighed. Hvis man derfor er gået fra hinanden, kan man ikke længere være utro, medmindre den ene part holder fast i kærligheden og ikke mindst erindringen om den tabte kærlighed.