Graviditetsindustriens globalisering

Prisen for rugemoderskab er høj, skriver tidligere medlem af Det Etiske Råd, Klavs Birkholm

Først kom Coca-Cola og Levis. Snart fulgte McDonalds, de luksuriøse Mercedes-modeller og tv-reklamerne for lOreal. Og et helt sikkert tegn på, at Kina nu definitivt er overvældet af Vestens værdier, er de mange rapporter om landets hastigt voksende graviditetsindustri.

LÆS OGSÅ: Rugemoderskab er en etisk tvivlsom idé

Sidste år skønnede avisen Southern Metropolis Weekly i Guangzhou, at der i løbet af de seneste 30 år er født 25.000 børn af rugemødre i Kina. Den årlige tilvækst er stejl, så langt de fleste surrogatbørn er født efter årtusindskiftet. Og nu, hvor vi befinder os i Dragens År, vil tilvæksten være særlig kraftig, for dragen forbindes med magt, held og høj intelligens.

Mere end 100 kinesiske bureauer for rugemoderskab annoncerer på internettet. Deres forretning er for opadgående, for også i Kina vokser antallet af par, der af en eller anden grund ikke selv kan få børn. De må typisk flyve fra storbyerne til fjerne provinser som Hohhot eller Harbin, hvor de kan møde en rugemoder og få et hospital til at udføre behandlingen. Først skal parret have frembragt et fosteranlæg ved kunstig befrugtning, dernæst skal embryoet sættes op i den fremmede livmoder.

Som avisen China Daily skriver: I de fleste tilfælde handler det om kvinder, der har økonomiske problemer. Da penge er en afgørende faktor, vil det uundgåeligt føre til, at kvinderne bliver udnyttet økonomisk. Det, vi kan komme til at opleve i fremtiden, er en avlsklasse fattige kvinder, der udlejer deres livmoder til de rige.

I Storbritannien og USA koster en rugemoder af god kvalitet omkring 600.000 kroner, inklusive behandling og ophold. I Bangalore i det sydøstlige Indien kan man erhverve den samme ydelse for 220.000 kroner. Heraf følger det globale fænomen fertilitetsturisme, det er pengenes ubønhørlige magt.

Rugemoderen selv modtager i Indien typisk mellem 20.000 og 50.000 kroner, resten går til bureau og klinik. Nok er det mange penge for en fattig indisk familie, men prisen er også høj. Ud over den følelsesmæssige karruseltur, det medfører at afgive et barn, man har båret i ni måneder, er der også tale om en stærk social stigmatisering. Og rugemødrene er skjult på særlige opholdssteder, som de ikke må forlade i hele perioden. 2500 millioner kroner skønnes den årlige omsætning i Indiens graviditetsindustri at være oppe på. Takket være rige vesterlændinge, der ikke bekymrer sig om etik.

I Kina er rugemoderen lidt bedre stillet. Hun modtager mellem 90.000 og 300.000 kroner, men her er kunderne også mere krævende. Ved siden af de mange ufrivilligt barnløse er der nemlig også i Kina et voksende antal kvinder, som gerne vil have børn, men ikke selv vil føde fortrinsvis af hensyn til karrieren.

Dagbladet Information bragte for nogle uger siden et interview med en kvindelig investeringsrådgiver i Beijing, som udtalte: Rugemoderen skal være en, som behandler sig selv ordentligt, så der ikke går noget galt.

Det segment af kunder er helt bestemt også voksende i Danmark, hvor både erhvervslivet og de skiftende regeringer indtager en fjendtlig holdning over for børneyngel. Senest har uddannelsesminister Østergaard (R) forlangt, at de studerende skal korte tre måneder af studietiden. Vi skal være effektive og sætte økonomien højere end mennesket.

Derfor er det ganske logisk, at vi outsourcer ikke bare tekstilproduktion og call-centre, men også graviditet og børnefødsler.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk