Fri heroin og fixerum er et hårdt dilemma

Hvorfor ikke bare betale for narkomanernes kanyler og heroin, som der er gode erfaringer med i udlandet? Foto: .

Tror vi ikke længere på, at narkomaner kan ønske at blive stoffri, og at det faktisk kan lykkes, spørger Tove Videbæk, efter Københavns Kommune har opfordret regeringen til at oprette fixerum i Danmark

I disse dage læser vi om, at Københavns Kommune opfordrer regeringen til at tillade, at der etableres fixerum i Danmark. Altså rum, hvor narkomaner i fred og ro og under hygiejnisk forsvarlige forhold kan gå ind og sprøjte narkotika ind i deres krop.

LÆS OGSÅ
: Frank Jensen vil have fixerum

Som et skadesreducerende initiativ, der skal reducere de skader, som misbrugerne kan påføre sig på grund af dårlig hygiejne med videre. Af rapporter fra flere andre lande kan vi se, at fixerum bliver taget godt imod af stofmisbrugerne, og at de muligvis nedsætter dødeligheden blandt narkomaner.

I flere kommuner i Danmark er man nu også begyndt på forsøg med uddeling af heroin til de sværest belastede narkomaner. Dette initiativ skal kunne reducere de skader, som stofmisbrugerne kan påføre sig via kriminalitet. Og som måske kan reducere de skader, som stofmisbrugerne kan få påført via illegalt og/eller dårligt stof.

For et par år siden blev det vedtaget i Folketinget, at kommunerne kunne få mulighed for at give lægeordineret heroin til narkomaner. Fra de lande, som hidtil har gjort brug af denne mulighed, forlyder det, at narkomanernes helbred forbedres, og kriminaliteten blandt narkomaner falder.

Så vidt så godt. Men hvad så med de stofmisbrugere, som ikke ønsker at få vedligeholdelsesbehandling? Stofmisbrugere, som har et ønske og en ambition om at komme ud af deres misbrug? Ud at blive stoffri. Ud at komme i gang med et almindeligt liv med familie og børn. Med et hjem.

Med uddannelse. Med arbejde, så de kan forsørge sig selv og sine. Med fritidsinteresser. Med venner, der ikke bare snakker om stoffer og misbrug ... Har disse borgere ikke som alle andre borgere i dette land ret til den bedst mulige behandling?

Samtidig med, at der i Danmark kæmpes for indførelse af fixerum og for udlevering af heroin, lukker mange døgnbehandlingssteder med dygtige og erfarne medarbejdere og behandlere. Ikke fordi der samlet set bruges færre penge på misbrugsbehandling i Danmark, men fordi kommunerne prioriterer deres økonomiske midler til nye former for dag- eller ambulant behandling. Og det er helt klart, at dag- eller ambulant behandling kan være en rigtig god mulighed for især misbrugere, der er i arbejde, uddannelse eller som har en familie.

Men samtidig betyder det også, at flere og flere svært belastede misbrugere bliver nægtet døgnbehandling. Stofmisbrugscentre med døgnbehandling lukker over hele landet, fordi alt for få stofmisbrugere i de senere år bliver henvist til døgnbehandling. De meget belastede misbrugere bliver derimod henvist til dag- eller ambulant behandling, på trods af at de selv ønsker døgnbehandling, og på trods af at forskning viser, at de sværest belastede narkomaner bedst profiterer af døgnbehandling.

Jeg ser det som et meget tungt etisk dilemma. Det er klart, at man med ret god vilje kan få øje på positive argumenter for skadesreducerende og vedligeholdende indsatser. Men vi har et kæmpe dilemma. For hvad sker der for og med de narkomaner, der bare gerne vil ud af misbruget? Har vi opgivet dem? Tror vi ikke længere på, at narkomaner kan ønske at blive stoffri, og at det faktisk kan lykkes for dem at komme ud af misbruget? Har vi kapituleret? Er det ikke et etisk dilemma? Jeg synes det.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk