Formand for Det Etiske Råd: I dag tåler vi ikke den mindste skavank
Jacob Birkler om intolerance over for små og store skavanker
Før havde vi alle små eller store skavanker, vi måtte leve med. I dag tåler vi ingen fejl, hvor selv den mindste ufuldkommenhed taler for en behandling. Af samme grund er begrebet skavank ved at forsvinde fra sproget.
TEMA: Det Etiske Råd
En skavank er en fysisk mangel, fejl eller brist, som enten er medfødt eller erhvervet ved sygdom eller slid. En række unøjagtigheder og afvigelser, der kan minde os om vores menneskelige ufuldkommenhed. Før var en skavank en omstændighed, nu er det en behandlingsmæssig nødvendighed. I dag stræber vi efter fuldkommen sundhed og tror, vi kan finde lykken der.
Det særlige ved skavanker er, at vi alle har dem. I romanen Pelle Erobreren skriver Martin Andersen Nexø: Jo mere man skrubber på en gammel skude, des flere skavanker kommer der frem. Men i dag skal alle skavanker pudses frem og behandles som sygdomme, jo før, desto bedre.
I dag kan vi være taknemlige for de mange nye behandlingsmuligheder. Men den sundhedsvidenskabelige succes har skabt en forventning om, at der altid kan gøres noget. I dag tåler vi ikke den mindste skavank, men er blevet kritiske forbrugere af sundhedsydelser.
Tendensen er godt hjulpet på vej af det, der ligner sundhedstyranni, hvor idealerne om øget sundhed når himmelske højder. Før kunne vi leve som sunde og raske med de skavanker og laster, vi nu engang havde. I dag er det blevet stadig sværere at leve som sund og rask med fortsatte påmindelser om fejl og mangler gennem velmenende råd fra sundhedsapostle, der får rykvind gennem en usvækket politisk forebyggelsesiver.
LÆS OGSÅ: Etik angår relationen mellem mennesker
Vi lever i en tid, hvor vi dagligt får råd og vejledning til, hvordan vi undgår alverdens sygdomme. På den måde vinder vi måske over sygdommen, men mister livet på vejen. I sværdslaget mod sygdomme ruster vi os mod det, der kommer. Men livet i en rustning kan være tungt, og udsigten er ikke altid den bedste, når der er fare for sygdom alle vegne.
Intolerancen over for skavanker rækker ud over os selv. Ved livets begyndelse ser vi stadig flere eksempler på fravalg af fostre på grund af afvigelser fra normalidealet. Vi har for længst set eksempler på senprovokeret abort på grund af læbeganespalte.
Men vi stopper ikke her.
Fremtidigt vil vi kunne kortlægge barnets procentvise risiko for udvikling af en bred vifte af sygdomme via genetiske undersøgelser. Før abortgrænsen vil forældre i velment godhed selv kunne kortlægge, hvornår normalafvigelserne gør livet uværdigt. Tør vi eksempelvis sætte et barn i verden, hvis generne fortæller om dispositioner for diabetes, bipolar depression eller Alzheimers sygdom?
Det offentlige sundhedsvæsen tilbyder den provokerede abort, alt imens vi selv sørger for begrundelsen på vejen derhen. Dette kan fremtidigt ske gennem selvtest købt via nettet. Allerede i dag kan vi undersøge barnets køn i uge 7 og helt lovligt vælge barnet fra før uge 12. Dette kan virke tillokkende for nogle, hvis et par allerede har to drenge og inderligt ønsker sig en pige.
Mennesket er født ufuldkomment og lever ufuldkomment. Skavanker skal vi derfor ikke kun kæmpe imod, men også kæmpe med. Trods bestræbelser på det modsatte bliver vi aldrig helt fri for skavanker, men måske kan vi blive frie gennem vores skavanker, når de virker som en påmindelse om egen ufuldkommenhed.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskole-forstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler samt tidligere medlem af Det Etiske Råd og tidligere folketingsmedlem Klavs Birkholm