Fixerum eller behandling i stedet?

Narkomanerne vil gerne i behandling, men der er for mange bureaukratiske hindringer for dem, skriver Tove Videbæk.

Stofmisbrugerne lever et sølle liv. Men de er borgere i Danmark. De er medmennesker. Og de er udsatte. De skal have den hjælp og støtte, de har behov for - ligesom alle andre borgere i Danmark, skriver Tove Videbæk

I FJERNSYNET så vi for nylig nogle glimt fra tre døgn, som en folketingspolitiker tilbragte sammen med stofmisbrugere i det indre af København.

Han var imod fixerum, og nu skulle han se stofmisbrugernes elendige forhold på gaden, så han forhåbentlig ville være med til at lovliggøre fixerum, hvor stofmisbrugere lovligt kan sprøjte ulovlige stoffer ind i deres krop.

LÆS OGSÅ: Lykketoft skoser regering for lovsjusk

Man kunne tydeligt se, at politikeren befandt sig i adskillige svære dilemmaer. For skulle han give efter og tillade fixerum, fordi det er synd for stofmisbrugerne, at de skal fixe på gaden? Skulle han give efter, fordi det er synd for familier, der finder nåle på gaden? Skulle han give efter, fordi gaderne så vil se pænere ud? Skulle han give efter af hensyn til de sygdomme, som narkomanerne kan påføre sig via snavset værktøj?

I programmet så vi to narkomaner, der besluttede sig for at gå i behandling, hvis politikeren ville hjælpe dem. Folketingspolitikeren gik efterfølgende med til misbrugskonsulenten og hørte her på, at narkomanerne skulle igennem flere møder, inden de eventuelt ville kunne komme i behandling. Desværre medførte dette bureaukrati, at narkomanerne mistede motivationen.

I løbet af de tre døgn kunne man se dilemmaerne tegnet i politikerens øjne og høre dem i hans udtalelser. Han forstod den forfærdelige situation, stofmisbrugerne var i. Han forstod familiers bekymringer for nåle på gader og legepladser. Han forstod, at det ville være bedre for narkomanerne at sprøjte sig i et rent lokale og så videre.

Men hvad med lovligheden? Skulle det være ulovligt at fixe uden for fixerummet, men lovligt indenfor? Ville fixerum tiltrække pushere, som kunne sælge stof til narkomanerne lige uden for døren? Og var det ikke bedre, at stofmisbrugerne kom i behandling, så de kunne komme ud af deres misbrug?

I processen gik det op for politikeren, at narkomanerne faktisk ønskede at komme i behandling. Fixerummene var ikke nødvendige for at få kontakt med og motivere dem til behandling.

De ønskede det allerede. Der var bare alt for mange bureaukratiske hindringer for dem. I programmet så vi den ene narkoman med tårer i øjnene fortælle, at han nu ville forsøge selv at komme ud af misbruget.

Der er mange dilemmaer her, og hvad tæller så mest? Et menneske i nød, som tigger om behandling, som han kan drage nytte af, idet vi helt konkret ved, at de sværest belastede narkomaner profiterer bedst af døgnbehandling. Eller den hurtige løsning med et rum, hvor det ulovlige gøres lovligt, skjult for omverdenen?

Efter grundig overvejelse endte politikeren med at foreslå akut-behandlingssteder for narkomaner, som ønsker at komme i behandling. Akut, så der øjeblikkelig bliver taget hånd om dem, og de bliver hjulpet videre ind i behandling.

Det er måske et godt forslag. Og måske slår det bro over nogle dilemmaer. Der kan være andre gode forslag Men dilemmaerne er der stadig. De lever ude på gaden og i trappeopgangene i mange byer i Danmark.

Stofmisbrugerne lever et sølle liv. Men de er borgere i Danmark. De er medmennesker. Og de er udsatte. De skal have den hjælp og støtte, de har behov for ligesom alle andre borgere i Danmark. Jeg indrømmer, at der er mange dilemmaer på vejen. Men burde vi ikke diskutere disse dilemmaer lidt oftere?