Etisk set: Dumhed og forbrydelse

NOGEN KAN opføre sig eller udtale sig "dummere end politiet tillader" – sådan siger talemåden. Sproget åbner her den indsigt, at man ikke altid kan unddrage sig ansvaret for en handling eller et udsagn med henvisning til manglende omtanke.

Vi er alle tåber for Vorherre, men ikke desto mindre forpligtet til at bruge den smule forstand, vi besidder, efter bedste evne. Eksemplerne på stupiditeter, der overskrider kriminalitetsgrænsen (i det små eller i det store) er desværre legio.

Umiddelbart kunne man måske fristes til at tænke, at det skyldtes manglende intelligens, da SF?s Pia Olsen Dyhr og De Radikales Johannes Poulsen for en måned siden åbnede en fælles kampagne for en bro over Kattegat.

Ifølge de to "trafik-terminators" kan det ikke gå hurtigt nok med at få bygget en motorvej fra Holbæk til Kalundborg og derefter forlænge den ud i Kattegat, hen over Samsø til Århus.

Måske har Olsen Dyhr og Poulsen bare overset den meget tunge dagsorden, som verdens politiske ledere står over for på det nært forestående klimatopmøde i København. Den går som bekendt ud på, at vi alle sammen skal geare ned, fare meget mindre omkring og forbruge meget mindre af naturens rigdomme.

Men både søvndalisten og ultra liberalisten ved jo meget vel, at de 100 milliarder eller mere, som deres bro vil koste, kun kan tjenes ind, ved at danskerne kører mere frem og tilbage mellem København og Århus. Og det er netop deres utopi: Eftersom den samlede transporttid kan bringes et godt stykke under de to timer, håber de to politikere, at vi alle vil fare frem og tilbage mellem de to byer i ét væk. Bare for at besøge venner til aftenkaffe eller gå i biografen.Det er ikke bare, hvad Paul Virilio kalder geografiens ophør. Det er også begyndelsen på varmedøden.

MEN DET ER vel ikke mere kriminelt end alle de andre trafikforøgende motorveje og broprojekter, som rastløshedens kultur koger over med?

Sådan kan man ikke argumentere. Hvert enkelt tiltag må dømmes særskilt. I dette tilfælde må man forestille sig det naturskønne Røsnæs (eller Asnæs) destrueret i asfaltitis. Tilsvarende vil Århus Bugt naturligvis blive totalskamferet, hvad enten trafikken skal føres ind ved Hov eller længere mod nord.

Og Samsø. Har Samsø, med dens marker og lyngområder, dens forblæste strande og rige fugleliv ikke nogen værdi i sig selv? Rent bortset fra det forøgede CO2-udslip og (ikke mindst) det voldsomme materialeforbrug til broens opførelse – gælder herlighedsværdien da for intet?

Tænk på, hvilke vidunderlige digte, Thorkild Bjørnvig skrev på Samsø. Alle disse scener med strandenge, fugle og hav i al slags vejr må nu vige, bare fordi vi skal hurtigere til Århus. En kultur, der er døv og blind for naturens herlighedsværdi, er en kultur i dødsdrift.

Det kan kolde hjerner ej forstå. De vil indvende, at en Kattegatbro er en "miljørigtig løsning", fordi færgerne bruger alt for megen energi pr. menneskekilometer. Det regnestykke er så stupidt forkortet, at det ligner ? en forbrydelse. En forbrydelse mod naturen. Som vi mennesker er en del af.

Efter den forestående klimakatastrofe kan man forestille sig en international domstol for forbrydelser mod naturen. Men Olsen Dyhr og Poulsen kan tage det roligt, for denne domstol vil næppe få tid til at sætte de små medløbere på anklagebænken.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen samt medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm