Du må ikke have andre guder end mig

Satellitfoto af Fukushima Daiichi kernekrafværket efter eksplosionen 14. marts 2011. Det underlige er ikke, at atomkraftværkerne i Japan led overlast ved naturkatastrofen. Det underlige er, at det kunne komme bag på nogen, skriver Marianne Christiansen.

Hele grundlaget for at turde beskæftige sig med atomkraft er en tillid til, at mennesker kan tage højde for alle tænkelige ulykker, skriver sognepræst Marianne Christiansen

"OG NU I, SOM SIGER: 'I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge' – I, som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: 'Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.' Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde." (Jakobsbrevet 4, 13-16).

Netop som atomkraft var ved at blive stuerent igen i den danske debat som et sikkert, effektivt og ikke-CO2-belastende middel til at skaffe os den energi, vi gerne vil bruge, skælvede jorden under Japan – et af verdens mest højteknologiske samfund. Og det, der ikke burde kunne ske på de jordskælvssikrede atomkraftværker, skete alligevel. Noget gik anderledes end planlagt.

Rystelserne fra den ulykke, der har ramt det japanske samfund, har forplantet sig til den europæiske debat om atomkraft og endnu en gang pustet liv i den skepsis, der var på vej til at forstumme i begejstringen for en mulighed for at kunne opretholde produktion og levestandard uden at skulle bøvle med vedvarende energi. I den begejstring var man villig til - endnu en gang - at stole blindt på den menneskelige evne til at planlægge, beherske teknologien og udvikle det perfekte.

HELE GRUNDLAGET for at turde beskæftige sig med atomkraft er jo en tillid til, at den menneskelige evne til at planlægge er så stor, at der kan tages højde for alle tænkelige ulykker. Og at det menneskelige samfund er så stabilt, at det lader sig gøre at planlægge 500.000 år ud i fremtiden - den tid, det tager for det radioaktive stof plutonium-239 at henfalde til uskadelighed. For det eneste problem med atomkraft er, at det kræver planlægning, forudseenhed og dygtighed.

Hvis bare vi har tillid til menneskets dygtighed og samfundets stabilitet, så kan vi sagtens administrere de store og ødelæggende kræfter, der er et biprodukt ved den ellers rene atomenergi. Og når mennesket kan komme til månen og lave kikkertoperationer og regne i nanopartikler, så skulle det vel være en smal sag. Ikke sandt? Ikke sandt!

Det underlige er ikke, at atomkraftværkerne i Japan led overlast ved naturkatastrofen. Det underlige er, at det kunne komme bag på nogen. Vi – den vestlige, kristendomsprægede verden – har glemt ydmygheden fra Jakobsbrevet.

Vi har glemt udtrykket "om Gud vil". I det udtryk ligger ikke tanken om, at Gud vil naturkatastrofer, skibskatastrofer og pludselig død. Men der ligger en relativering af menneskets evne til at forudse og planlægge alting.

At møde fremtiden uden falsk og tåbelig sikkerhed, men med åbne øjne og fantasi til at møde de rystelser, der altid underløber menneskelige planer (om det så er Guds vilje eller ej – den kan der nemlig heller ikke planlægges for) og så i øvrigt kaste kræfterne i den vedvarende energi i ydmyghed over for menneskets plads i verden, det må være vores plan for dagen i morgen.

Det næste skridt i den vestlige verden bliver at finde en vej imellem på den ene side hyperaktiv tillid til egne evner til at bygge babelstårne og på den anden side en passiv skæbnetro på, at intet nytter noget. Mennesker har fået fantasi og indlevelsesevne for at bruge den og finde på måder at leve på, der ikke kræver 500.000 års planlægning. Trods alt er vi jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sognepræst Marianne Christiansen og tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm