"Diagnose søges" er et mantra i tiden

Forskning viser, at når forældre får en diagnose på deres barn, slapper de af og føler sig lettede. Så kan "behandlingen" gå i gang, skriver Klavs Birkholm i Etisk Set. Foto: Colourbox.com

Når det drejer sig om ADHD, er en klar diagnose ikke mindst et redskab, som er nyttigt for omverdenen, skriver Klavs Birkholm i Etisk Set

EN MOR SKREV for nogle dage siden en stærkt personlig kronik mod verserende planer om at skære ned på antallet af specialklasser i folkeskolen. Regeringen og Kommunernes Landsforening "svigter elever med autisme og ADHD", skrev hun.

Desværre er der ikke belæg for at hævde, at ret mange børn støttes af at blive udskilt til undervisning i specialklasser, tværtimod. Kun 17 procent af disse elever begynder en ungdomsuddannelse efter endt skolegang. Måske fordi de allerede er udskilt og stigmatiserede.

Vi taler om en stærkt voksende gruppe børn og unge, nu hele 5,6 procent af en årgang. Derfor ville en ægte velfærdspolitik snarere gå ud på at styrke folkeskolen – med lavere klassekvotienter, flere og bedre uddannede lærere – så færre elever sorteres fra som svage og anderledes. (Naturligvis vil der altid findes et mindre antal børn, hvis vanskeligheder er så store, at de umuligt kan indgå i et almindeligt skoleforløb. Men det bør altid betragtes som den sidste mulighed, ikke som det første valg).

Den kronikskrivende mor fortæller smukt om sine drenges symptomer. Om, hvor svært det kan være at koncentrere sig om en samtale, når man ustandselig forstyrres af lyde og bevægelser omkring sig. Om belastede eller brudte kammeratskabsrelationer som følge af, at man ikke kan få fat på aftaler eller leve op til omverdenens krav.

Det er i dag en virkelighed, som flere og flere forældre kan nikke genkendende til. Både ADHD og autismespektrum-forstyrrelser er moderne og meget populære diagnoser, som har højeste forskningsprioritet.

IFØLGE DANMARKS førende ekspert i ADHD, overlæge Per Hove Thomsen fra Risskov, lider op mod 26.000 danske børn af ADHD. Og så forstår man jo godt, at hele 14 procent skal have specialundervisning og næsten 6 procent visiteres til specialklasser. Ligesom man forstår den enorme stigning i anvendelsen af methylphenidat (en form for nervemedicin i slægt med amfetamin), som ordineres mod ADHD. Siden 2000 er der sket mere end en tidobling af antallet af danskere i behandling med Ritalin og tilsvarende præparater (til 24.743 i 2009) – ikke mindst er forbruget eksploderet blandt drenge i 8-10 års alderen.

Hvad er der dog sket? Har videnskaben pludselig opdaget en enorm børne- og ungdomslidelse, som har været skjult i århundreder? Eller har udviklingen i samfundets institutioner gjort det meget sværere at være barn?

Sandheden er som bekendt altid konkret, men i informationssamfundet skal vi helst være symbolanalytikere og lede efter det abstrakte. ADHD er et godt eksempel på en generaliserende abstraktion, der dækker over et utal af vidt forskellige adfærdsmønstre hos højst konkrete børn og unge, som ikke lige føler sig tilpas i de strømlinede institutioner.

Men det er en brugbar abstraktion. Forskning viser, at når forældre får en diagnose på deres barn, slapper de af og føler sig lettede. Så kan "behandlingen" gå i gang. Også skoleledere og lærere og psykologer bliver godt tilfredse. Man kan nu søge ekstrabevilling, sætte foranstaltninger i værk, visitere, man kan udskille børnene.

"Diagnose søges" er et mantra i nutiden. Diagnosen er et instrument, et redskab. Når det drejer sig om ADHD, er det ikke mindst et redskab, som er nyttigt for omverdenen, for uden den bliver forældre- og læreropgaven alt for tidskrævende, pyha!

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm