Den visse uvished

Ældre mand spejler sig i sit ur. Tiden går.

Vi skal ikke uovervejet kontrollere, hvornår mennesker skal fødes og dø, skriver Jacob Birkler Foto: Heidi Maxmiling Denmark / Scanpix

Vi bør fokusere på at hjælpe i livet og ikke på at kontrollere livet og døden, skriver Jacob Birkler

Der er meget, vi som mennesker kan kontrollere og ønsker at kontrollere i livet. Men hele den måde, livet indrammes gennem fødsel og død på, kan vi ikke kontrollere.

LÆS OGSÅ: Aktiv dødshjælp: Hvem bestemmer, hvornår smerte er ubærlig?

Det fantastiske ved livets begyndelse og afslutning er, at det finder sted uden vores kontrol. Både fødsel og død er således den visse uvished, fordi vi ved, at den kommer og finder sted, men ikke hvornår. Vi får ikke tildelt et ansvar for livets indgang og udgang, men derimod tildelt al den lidenskab, som udspiller sig herimellem.

Personligt har jeg længe været optaget af dette forhold og har derfor gennem mit arbejde som filosof i flere år haft kontakt til både fødeafdelinger og hospicer rundt i landet.

Ved livets begyndelse og afslutning orkestreres hele menneskets følelsesliv, og der gives rum for livets fanfare. Men vores fortsatte ønske om kontrol sprænger stadig flere grænser.

I dag kan vi i stadig større grad kontrollere tidspunktet for livets begyndelse og afslutning, ikke mindst på grund af videnskabens mange nye landvindinger. Vi kan beslutte, at fødslen skal finde sted i morgen klokken 13.00 gennem et ve-stimulerende drop eller ultimativt et kejsersnit.

I den anden ende af livet er det også en biomedicinsk mulighed at afslutte livet i morgen klokken 13.00. Det kunne være gennem et lægeassisteret selvmord eller mere aktivt lægen, der dræber gennem en afmålt medicinsk dosering.

Men en anden ting er, hvad vi kan gøre, noget andet er, hvad vi bør gøre. Blandt de vordende forældre er der opstået et stigende ønske om og krav til et kontrolleret fødselstidspunkt. I befolkningen synes der også at være mange, der ønsker et kontrolleret dødstidspunkt gennem det som med et misvisende udtryk kaldes aktiv dødshjælp.

Jeg vil gerne understrege, at jeg anser det for overordentlig værdifuldt, at vi gennem videnskaben kan hjælpe mennesker ved livets begyndelse og afslutning. Derfor mener jeg også, at vi på det grundlag i nogle tilfælde bør hjælpe.

Det kan være den igangsatte fødsel, men også muligheden for at lade dø gennem smertelindring. Men det afgørende er vores fokus. Vi bør fokusere på en hjælp i livet og ikke på en kontrol over livet og døden.

Balancen består i, at vi på den ene side bør igangsætte fødslen og hjælpe døende på mangfoldig vis, hvis situationen kræver det. På den anden side bør vi ikke bestemme over liv og død ved at planlægge eller på anden måde kontrollere det tidspunkt, hvor det skal finde sted.

Hvis barnet eksempelvis sidder fast under fødslen, kan et kejsersnit blive nødvendigt. På samme måde kan en kræftsygdom nødvendiggøre en mængde smertelindring, som i sig selv kan fremskynde døden.

Men det afgørende er, at vi i det første tilfælde hjælper til liv og ikke til en kontrol med livet, hvor vi i det sidste tilfælde hjælper i den sidste levetid og ikke forsøger at kontrollere døden gennem drab.

Vi bør hjælpe og bistå ved indgangen og udgangen af livet, men ikke selv skabe selve indgangen og udgangen gennem kontrol og drab.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og folketingskandidat for De Konservative Tove Videbæk