Den etiske oprustning i sundhedsvæsenet er på afveje

Medlem af det etiske råd Jacob Birkler mener, at der er behov for at gøre op med instrumentaliseringen af etikken i det danske sygehusvæsen. Foto: LAUNETTE Florian.

Der er behov for et opgør med den fortsatte instrumentalisering af etikken i det danske sundhedsvæsen. Skal der arbejdes med etik, skal der arbejdes med sundhedsarbejderens karakter

"Jacob, vi har problemer med etikken på vores afdeling. Vil du komme og hjælpe os?" Stadig oftere får jeg stillet dette spørgsmål. Bevares, jeg er etiker og medlem af Det Etiske Råd, men jeg har ikke etik med i tasken. Svaret bliver derfor, at jeg ikke mener, man kan få etik ind på sygehuset, men at man kan forsøge at få etik ud, nemlig i det værdifulde møde med patienten.

Alligevel ender det ofte med en aftale, hvor jeg besøger den pågældende afdeling og lægger øre til de mange sundhedspraktikere, som er de egentlige etiske eksperter. Det er dem, der hver dag står med etiske kvaler - og det er dem, der ofte får kvalme på cyklen hjem fra arbejde.

Karakteren af de etiske dilemmaer har ændret sig. Langt de fleste dilemmaer angår patientens selvbestemmelse, hvor patienten i nogle tilfælde bærer på en vilje, der strider mod de professionelles faglighed.

Det kan være patientens stålsatte krav om behandling eller medicinering, men endnu oftere patienter, der modsætter sig behandling eller medicinering. Også blandt plejeopgaverne opstår der situationer, hvor patienter ikke vil vaskes, mobiliseres, indtage medicin og så videre. Dertil kommer de mange etiske dilemmaer, hvor sundhedspersonalet ofte står splittet mellem krav fra patient og krav fra pårørende, fordi intentionerne står langt fra hinanden.

Men det etiske beredskab står klar. I dag har det danske sundhedsvæsen foretaget en etisk oprustning. Der er nedsat etiske komiteer, der hjælper, når det hele spidser til. Endvidere har hver enkelt profession udarbejdet etiske retningslinjer, der sætter rammer for den enkeltes færden. Endelig har de fleste sygehuse udarbejdet en pjece med værdier, hvilket også gælder for langt de fleste afdelinger, hvor værdibegreber hænger i guld- eller sølvramme på gangen.

Men lad mig sige det meget klart: Denne instrumentalisering af etikken er den forkerte vej at gå. Etik er ikke et redskab, man trækker op af hatten, når etikken bliver synlig, men er derimod en egenskab, der langsomt opøves og udvikles blandt sundhedspersonalet.

Det er først, når erfaringen med de svære situationer høvler på karakteren, at man undgår at virke ubehøvlet. Jeg husker, at to sygeplejersker fortalte, da en nyansat netop var trådt ind på afdelingen: "hende skal vi nok få rettet af". Det vigtigste afhøvlingsarbejde står man imidlertid selv for. Begavelse er at tage ved lære af erfaring. Og det er her, vi finder etikkens egenart, som en fortsat udvikling af værdier i mødet med patienten. Værdier kommer ikke udefra, som begreber der hænger i en sølvramme, men udvikles langsomt indefra, som et værdifuldt greb i praksis.

Desværre bevæger sundhedsvæsenet sig i den forkerte retning, i retning af stadig flere henstillinger og påbud. I dag skal der udvises respekt, ansvarlighed, åbenhed, ærlighed, tillid, faglighed og meget andet godt hentet fra det etiske begrebsapparat. Og det kan ingen jo være uenig i. Alle handlinger i sundhedsvæsnet kan uden bæven afsluttes med et: "fordi jeg respekterer dig". Men problemet er det modsatte, det vil sige, når sundhedspersonalet har svært ved at respektere patienten, når ansvaret er svært at bære, når fagligheden glider over i det personlige og så videre. Det er som med vinduet, som vi først ser, når det er beskidt. På samme måde ser vi først etikken, når der er problemer med den.

Når danske hospitaler alligevel præsenterer deres værdier på glittet papir, bliver det ren staffage. Gennem mine mange år i følgeskab med læger, jordemødre og sygeplejersker har jeg aldrig set eller hørt disse mange værdibegreber komme til gavn. Sundhedspersonalet må derimod besinde sig på at finde etikken i mødet med patienten. Man er sjældent bedre stillet gennem etiske teorier eller etiske refleksionsmodeller, men må tværtimod rodfæste sine handlinger gennem en karakterdannelse, hvor personalet finder bolig i praksis.

Begrebet 'bolig' er netop en af etikkens grundbetydninger fra det græske ethos. Når sygeplejersken eller lægen derfor ikke finder sig tilpas i mødet med patienten, må hun enten finde bolig i situationen eller lade situationen høvle på egen karakter. Af samme grund hører jeg ofte sundhedspersonale tale om at blive på egen boldgade eller finde sig eller ikke finde sig i nogen eller noget.

Men formelt bliver etikken sat på formel, som var det en instruks eller akut nødvendighed. Etik bliver aldrig en nødvendighed, men er en omstændighed i mødet med patienten.

Etik er det værdimæssige sæde, som vores handlinger hviler på. Selvom man måske kunne ønske det, er etik ikke et ydre pålæg, men et pålæg, den enkelte sundhedsarbejder giver sig selv i mødet med patienten. Etik kan ikke reduceres til henstillinger, som var det diskretionslinjer på gulvet i banken eller i Bilka. Hver enkelt må markere sine værdimæssige grænser i mødet med patienten, som alternativ til nutidens etiske regime, hvor kodeks, retningslinjer, værdier og refleksionsmodeller lader hånt om den konkrete erfaring.

Men hvor står patienten i dette etiske morads? Faktisk kan de være ligeglade. Patienter har i langt højere grad fundet deres egne veje til etikken. I dag efterlader de geografiske grænser ingen etiske grænser. Er lægen vrangvillig, finder man en klinik i Tyskland. Mangler man en nyre, kan den købes i Indien. Vil man slippe for graviditeten, står ukrainske kvinder klar med en livmoder til leje. Ønsker man en abort efter 12. uge, er der flere muligheder i Spanien og England. Vil man afslutte livet, kan man få hjælp i Schweiz. Dertil kommer internettets muligheder, der kun efterlader hån tilovers for de etiske grænser.

Blandt sundhedspersonale i det danske sundhedsvæsen er etikken imidlertid blevet vendt på hovedet. Før var det personen, der skulle skabe etikken. I dag er det etikken, der skal skabe den gode person. Førhen tog etik udgangspunkt i vores karakter og personlighed. I dag er etik blevet objektiveret gennem værdisæt, komiteer, faglige råd og organer. Etikken objektiveres som normer og værdier, vi kan diskutere, hvor vi selv fungerer som beskuere af egen praksis.

Sundhedspersonalet er derfor blevet brugere af etiske regnskaber, værdier, retningslinjer og andre mulige eller umulige etiske kodeks. Etik bliver evnen til at se sig selv og andre udefra som etiske forbrugere.

Der er behov for et opgør med denne fortsatte instrumentalisering af etikken i det danske sundhedsvæsen. Skal der arbejdes med etik, skal der arbejdes med sundhedsarbejderens karakter. Sundhedspersonalet bør derfor forholde sig til etik som en personlig opgave, der konstant udfordres i praksis. Sundhedspraktikere skal ikke være etiske forbrugere, men bruge sig selv. Lad os derfor tale om den gode sundhedsarbejder og lad os se noget etik - tak!

Jacob Birkler er filosof, lektor, ph.d. og medlem af Det Etiske Råd