De etiske dilemmaer står i kø
Vi har ikke behov for aktiv dødshjælp i Danmark, men vi har behov for mere aktiv lindring med alt, hvad dertil hører. Og flere, der kan udføre den, skriver Tove Videbæk
I denne vinter er der i medierne ustyrligt mange etiske dilemmaer at tage fat på. Der er robotternes fremmarch. Skal vi fremover forlange, at vore ældre medborgere, som har behov for praktisk hjælp, selv skal købe en robotstøvsuger i stedet for at få besøg af en hjemmehjælper? Er det ikke et etisk dilemma?
Her i vinterkulden har vi også et specielt vinterdilemma. Herberger sørger for, at hjemløse får en varm seng at sove i. Men ikke udenlandske hjemløse. De må ikke være der. Er det ikke også et etisk dilemma?
LÆS OGSÅ: Europarådet skærper tonen mod aktiv dødshjælp
I forbindelse med de hjemløse er der endnu et dilemma. Sociale hjælpeorganisationer samler tøj til frysende hjemløse. Men organisationerne har fået for meget tøj samlet sammen og kan ikke komme af med det, hvorfor de så brænder det af. Er det ikke et etisk dilemma?
Vedrørende aktiv dødshjælp er der netop i disse uger røre i Europarådet for at forbyde den, mens man i Holland arbejder på at udvide aktiv dødshjælp til hjælp til selvmord. Endnu et etisk dilemma. Jo, der er nok at tage fat på. De etiske dilemmaer står i kø for tiden.
MEN HER I DAG vil jeg give det sidstnævnte dilemma et par ord med på vejen. Europarådet har for nogle dage siden vedtaget en resolution, hvori man anbefaler, at dødshjælp bør altid forbydes. Mange kalder det en sejr for modstanderne imod aktiv dødshjælp. Desværre er Europarådets resolutioner dog kun vejledende. De giver anbefalinger og gode råd. Alligevel er resolutionen betydningsfuld, for den signalerer, at et flertal af de europæiske parlamentarikere er imod aktiv dødshjælp. Resolutionen betyder dog ikke, at den lovgivning, som i Belgien og Holland tillader aktiv dødshjælp, skal annulleres. I Holland arbejder man tværtimod for tiden for at udvide den aktive dødshjælp til direkte hjælp til selvmord. Det siges, at det blandt andet skyldes, at ikke alle, som søger om det, får tilladelse til aktiv dødshjælp. Det er både ansøgere og deres pårørende utilfredse med. Derfor ønsker de at udvide servicen til at omfatte konkret hjælp til selvmord.
Mennesker kan blive så forpinte, at de ønsker sig døden, enten pinen så er fysisk, psykisk, social eller åndelig. Men her er det jo, at vi som medmennesker må træde til med lindring af smerten. Lægerne, som er specialister i fysisk smertelindring og ved, hvilke præparater der skal bruges. Præster, psykologer og andre, som er specialister i psykiske, sociale og åndelige smerter.
Men hvis patienten slet ikke ønsker behandling eller lindring, så siger loven i Danmark, at lægerne har lov til at stoppe behandlingen. Derfor er det for mig uforståeligt, at mennesker i Danmark kæmper for indførelse af aktiv dødshjælp. Vi behøver den ikke.
I stedet behøver vi flere dygtige fagpersoner, som er uddannet i at give den specielle lindrende indsats på alle de mange forskellige nødvendige fagområder. I Kræftplan III er der et afsnit tilegnet palliation (lindrende behandling).
Vi har ikke behov for aktiv dødshjælp i Danmark, men vi har behov for mere aktiv lindring med alt, hvad dertil hører. Og flere, der kan udføre den.
For mig er aktiv dødshjælp på alle måder gyseligt, men jeg anerkender, at der er mange dilemmaer også på dette område. Ja, som sagt de etiske dilemmaer står i kø for tiden.