Anti-fortvivlikum vil aldrig kunne opfindes

-- Tegning: Peter M.

Anti-depressiv medicin skal ikke skjule livets reelle fortvivlelser, skriver Jacob Birkler. Foto: colourbox.com

Fortvivlelse er livets påmindelse om værdien af og vigtigheden i, at vi lever som medmennesker, der forpligter sig for hinanden, skriver Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd

I dag er det blevet ganske sædvanligt at ordinere antidepressiv medicin, som var det anti-sorg-piller.

Men prøv at forestil dig følgende: Du er passeret 80 år, men er stadig frisk og rørig, som stadig flere er det i denne alder. Du bor i egen bolig og fornøjer dig blandt andet med at male fine malerier. Men nu sker der det (som det sker for mange), at du får en hjerneblødning, og du vågner op med alvorlige følger. Det går op for dig, at du har mistet alt. Du kan ikke længere gå på toilettet eller vaske dig. I det hele taget kan du hverken stå eller gå og må have hjælp til det meste. Du kan heller ikke male længere, hvilket ellers var din store glæde. Du bliver så fortvivlet, at du får en depression, som du aldrig kommer ud af igen.

LÆS OGSÅ: Forskning: Meditation kan erstatte medicin

Men for at vi andre kan spares for synet af denne elendighed, siger vi: Du er depressiv! Bemærk, hvordan det vil lyde helt anderledes at sige: Du er fortvivlet!

Men nu får du antidepressiv medicin, som trækker et slør hen over det, som egentlig var en fortvivlelse. For pillerne er egentlig til for os. Vi, som står og kigger på elendigheden. Du efterlades med andre ord omme bag ved det hele med din fortvivlelse.

Lad det være sagt med det samme: Antidepressiv medicin hjælper tusindvis af danskere hver eneste dag. Så vidt så godt. Men antidepressiv medicin er også blevet den løsning, vi i nogle tilfælde kan sløre fortvivlelsen med. De andres fortvivlelse vel at mærke.

Bemærk, hvordan det med det samme vil blive synligt, hvad det er, vi taler om, hvis vi kaldte antidepressiv medicin for anti-fortvivlikum. Problemet er nemlig, at anti-fortvivlikum ikke findes og pr. definition aldrig vil kunne opfindes. Hvis det rent faktisk skulle lykkes os at hjælpe mennesker i den absurde fortvivlelse, som nogle kastes ud i, ville det kræve noget helt andet, nemlig en engageret medleven og medinddragelse i den andens livssituation.

Men det er en af fordelene ved antidepressiv medicin: Vi kan ordinere pillerne og lukke døren bag os med god samvittighed.

NU ER JEG selvfølgelig fuldt bekendt med, at den medicinske behandling ofte suppleres med anden hjælp. Men vi skal ikke være blinde for, at livet rent faktisk skaber fortvivlelse. Det er slet og ret et vilkår, som vi ikke kan medicinere os ud af. På samme måde kan vi heller ikke medicinere os ud af sorg.

Når så fortvivlelsen reelt opstår, bør vi derfor også erkende, at den ikke fuldt og helt kan erstattes med eller oversættes til en diagnose med medicinsk løsning. Derimod er egen eller andres fortvivlelse livets påmindelse om værdien af og vigtigheden i, at vi ikke primært lever som mennesker, men først og fremmest er medmennesker, der forpligter sig for hinanden.