Aktiv livshjælp indtil der skal gives slip
Hvad skal vi med meningsmålinger om aktiv dødshjælp, spørger klummeskribent Tove Videbæk (K) i denne uges "Etisk set"
I FJERNSYNET PÅ DR 1 har vi i de seneste uger kunnet følge juristen og sømanden, som på Hospice Ankerfjord får den palliative pleje, de har behov for – fysisk, psykisk, social og åndelig. De får aktiv livshjælp hver eneste dag – hjælp til at leve, lige til de dør. Og til sidst får de hjælp til at give slip på livet.
Det er det diametralt modsatte af aktiv dødshjælp, som der p.t. igen tales så meget om! I det seneste årti har meningsmålinger fortalt os, at et flertal af danskerne mener, det bør være lovligt at yde aktiv dødshjælp. Den seneste måling, som Kristeligt Dagblad har fået foretaget, adskiller sig ikke fra disse.
LÆS OGSÅ: Danskere ønsker aktiv dødshjælp
Men hvilket spørgsmål er det egentlig, danskerne får stillet i forbindelse med disse meningsmålinger? Hvordan lyder det? Hvis spørgsmålet er: Går du ind for aktiv dødshjælp, vil de adspurgte så ikke kunne tolke betydningen af spørgsmålet forskelligt? For bliver man spurgt, om man kan gå ind for, at det skal være lovligt aktivt at hjælpe et menneske i nød? Om man kan gå ind for at tillade en næstekærlig gerning over for et menneske? Et menneske, der lider, har store smerter og føler sig til overs – eller i vejen?
Problemet er jo desværre, at hvis man lovliggør denne "næstekærlige handling", så er resultatet ikke alene, at man hjælper dette menneske af med sin lidelse, men man hjælper også dette menneske af med livet!
LÆS OGSÅ: Forvrængede dødsbilleder. En hån mod livets alvor
Ens næstekærlige intention er at hjælpe et menneske i nød, men resultatet er, at man tager livet af dette menneske. Man vil afslutte smerten, men afslutter i stedet livet!
MÅSKE SKULLE MAN hellere i fremtidige meningsmålinger spørge danskerne: "Går du ind for drab på begæring?". Det er den formulering, der kort og godt står i lovparagraffen vedrørende det, som vi i daglig tale kalder "aktiv dødshjælp". Hvis man brugte lovens formulering, ville det være meget tydeligere for de adspurgte, hvad det er, man vil have deres mening om.
Tilbage til sømanden og juristen på hospice. Her er de to ikke i vejen. De er ikke tilovers. Personalet og de frivillige gør alt, hvad de kan, for at lette deres lidelser og smerter på alle planer. Professionelt, værdigt – og næstekærligt.
"Aktiv dødshjælp" er ydermere slet ikke nødvendigt i Danmark. Ifølge dansk lovgivning kan en patient afvise en behandling, og en læge kan stoppe en behandling. Yderligere kan man i dag lindre langt de fleste smerter, og fagpersoner – både på hospice og i palliative team med videre – kan hjælpe den lidende patient både psykisk, socialt og åndeligt. Derimod er ingen af disse fagpersoner uddannet til at slå ihjel!
Etisk set synes jeg, det ville være velgørende, hvis vi kunne fokusere mere på at udbrede hospice-filosofien og på, hvordan vi i langt højere grad vil kunne tilbyde alle uhelbredeligt syge en professionel lindrende indsats, uanset hvor de befinder sig.
For på den måde ville man, ligesom i "Sømanden og Juristen" se, at det enkelte menneske får præcis den lindrende hjælp, som dette menneske har behov for – hver dag, mens det lever – og hjælp til at slippe grebet, når den tid kommer.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og folketingskandidat for De Konservative Tove Videbæk